Fårehyrden James Rebanks taler til fornuften – ikke til følelserne

James Rebanks, der arbejder på sin gård i det nordengelske højland, beskriver i sin nye bog vores fælles udfordring med at bevare diversiteten i naturen såvel som i landbruget

Egentlig skulle det være en selvfølge, men er det på ingen måde. James Rebank påviser med tørre tal, hvor svært det er at leve som anstændig bonde i et samfund, der er så fikseret på forbrug.
Egentlig skulle det være en selvfølge, men er det på ingen måde. James Rebank påviser med tørre tal, hvor svært det er at leve som anstændig bonde i et samfund, der er så fikseret på forbrug.

Det er ikke så ofte, at man på samme tid bliver dybt foruroliget og stærkt optimistisk, rystet og trøstet, af den samme bog. Men det er ikke desto mindre lige præcis, hvad der sker under læsningen af ”Vor fælles arv – en bondes fortælling”. Forfatteren, James Rebanks, er 47 år gammel og lever og arbejder på sin gård i Matterdale, Lake District i det nordengelske højland. En gård, hvor hans familie har boet og arbejdet i over seks hundrede år. Her bor han sammen med sin kone og deres tre børn.

James Rebanks er kvægopdrætter med over 500 får, nogle køer, høns og ænder. Dertil nogle katte og sidst, men ikke mindst, fem meget nødvendige og meget dygtige hyrdehunde, der hjælper med at opsøge, samle og drive de mange moderfår og lam i fold, når det er nødvendigt. James Rebanks har også en grad i historie fra Oxford og arbejder som rådgiver for Unesco. Mange vil kende ham som forfatter til ”Fårehyrdens dagbog”, der blev en international bestseller i 2015.

Alle disse forudsætninger giver på en helt enestående måde James Rebanks mulighed for uden sværmerisk naturlyrik at give et nøgternt og troværdigt billede af, hvad det vil sige at drive landbrug på nutidens præmisser, når man hverken ønsker at ødelægge den natur, man er omgivet af eller at udpine den jord, man dyrker. James Rebanks har alle troværdige kort på hånden. I den tid, han selv har oplevet, har han med egne øjne set og på egen krop følt de katastrofale ændringer, som er konsekvensen ikke blot af stadig mere intensiv dyrkning af landbrugsjorden, men også af stadig ringere muligheder for at overleve som landmand på traditionel vis.

James Rebanks kan påvise, sort på hvidt, hvordan fravalget af alle jordens naturlige ressourcer til fordel for overdreven brug af kunstgødning og pesticider har lagt den dyrkede jord øde, drænet den ikke blot for naturlig ydeevne, men også for flora og fauna i et rystende omfang og i et hidtil uset tempo. James Rebanks er ikke en mere eller mindre sværmerisk og urealistisk fritids-naturelsker. Han er bonde og ønsker, at det skal være muligt at leve som en sådan på en sådan måde, at der er plads til, at hele skaberværket kan trives og udfolde sig med de enkelte arters naturlige ressourcer.

Egentlig skulle det være en selvfølge, men er det på ingen måde. James Rebank påviser med tørre tal, hvor svært det er at leve som anstændig bonde i et samfund, der er så fikseret på forbrug. Hvor kravet om ensartede fødevarer året rundt fra alle egne af verden er kolossal stort, og hvor prisen på fødevarer er så helt urealistisk lav, at det er umuligt at afsætte lokal kvalitetsmad til den pris, som det koster at producere den, fordi den reelle pris på såvel kvæg som svin, takket være de store fødevaregiganter med deres masseproduktion af dårlige produkter er billiggjorte – ikke mindst på grund af dårlig dyrevelfærd.

James Rebanks ved, at der i det moderne forbrugersamfund kun er få, der er villige til at betale mere end en brøkdel af deres indtjening på mad, fordi de føler sig afhængig af besiddelsen af så mange andre forbrugsgoder, som også skal betales. Han ved også, at den moderne fødevareindustri har en kolossal magt over forbruget og forbrugerne.

James Rebanks er realist, og han er uhyre vidende, men han ved også, at fødevaregiganternes magt er direkte destruktiv, hvis vi ønsker at leve i en verden, hvor det stadig vil være muligt at høre lærkerne synge og se blomsterenge i al deres mangfoldige skønhed. Han ved, at det kræver nytænkning, initiativrigdom, stædighed og viden, nedarvet som nytillært, samt ikke mindst hårdt fysisk arbejde at bevare den diversitet i naturen såvel som i landbruget, som blomsternes og fuglesangens herligheder er det synlige bevis på.

James Rebanks taler til fornuften ikke til følelserne. Følsomme gardinprædikener er ikke hans sag, men han ved, at han har fat i den lange ende, og at tiden vil give ham ret, men han ved også, at ”mens græsset gror, dør horsemor”. James Rebanks er hverken skråsikker eller fanatiker. Han vil bare gerne fortælle til eftertanke om al den glæde og rigdom, det giver at se planter og dyr trives i en rig mangfoldighed på den jord, som han elsker, og som han har arvet ansvaret for.