Fabelagtigt fransk mesterværk kan nu endelig læses på dansk

Med ”Årene” har Annie Ernaux skrevet en blændende roman om erindringens kraft, kvinders vilkår og et halvt århundredes fransk historie

Fabelagtigt fransk mesterværk kan nu endelig læses på dansk

At skrive en roman kræver et greb, som kan løfte og forløse stoffet.

Det er helt afgørende for den kunstneriske kvalitet, ja, man kan faktisk sige, at gode romaner har et greb, og at dårlige ikke har. Eller har valgt det forkerte.

Et eksempel på et ikke bare godt, men genialt greb kan opleves i Annie Ernaux’ ”Årene”, der er en fortælling om udviklingen i Frankrig og om en fransk kvindes liv fra 1941 til 2006. Det er et voldsomt stort og uregerligt stof, men i stedet for at benytte en klassisk jegfortæller, benytter Ernaux sig af et ”vi” og et ”man”.

Nok er det en enkelt kvinde, læseren følger gennem romanen, men hele tiden omgivet af de to små, men afgørende ord: ”man”, som gør fortællingen almen, og ”vi”, som gør den mere specifik.

Og mod slutningen af romanen, hvor kvinden – hvis historie minder meget om Ernaux’ egen – er gået på pension, vil hun skrive den bog, hun så længe har tænkt på. Om den står der:

”Der skal ikke være noget ’jeg’ i det som hun betragter som en slags upersonlig selvbiografi – men ’man’ og ’vi’ – så hun kan skabe fortællingen om de forgangne tider.”

Det er et andet strålende greb i ”Årene”, der udkom til øjeblikkelig klassikerstatus i Frankrig i 2007 og nu omsider kan læses på dansk. At den side for side bevæger sig frem mod det punkt, hvor kvinden skriver den. Et paradoks af den svimlende slags, men det er nu ikke nogen ør eller svær roman. I stedet er der tale om en sanselig, poetisk og bevægende læseoplevelse, som strækker sig over et helt liv: Fra arbejderopvækst og ophold på en pigeskole til en tilværelse som lærer og et liv i forstæderne med mand og børn og siden en skilsmisse og en elsker.

”Årene” er blevet sammenlignet med Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”, men er langt mere direkte og intim i sine beskrivelser. Dens styrke og poesien, hvormed fortiden træder op og frem af teksten, minder dog om den store erindringskunstner, og noget af det stærkeste i ”Årene” – oversat til velklingende dansk af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen – er de første 20 sider, som er en slags oplistning af minder. Gamle filmplakater, glemte talemåder, en blotter i en kupé, de skinnende vandpytter en sommersøndag og ”wc’et som var anlagt over floden i gården bag huset i Lillebonne, ekskrementerne der blandet med papiret blev ført stille og roligt væk af det skvulpende vand”.

Indimellem minder strømmen om Joe Brainards konceptuelle ”Jeg kan huske”-bog. Samme insisteren på at genoplive fortiden. Men i ”Årene” er der altså også en ambition om at beskrive et lands historie og særligt dets kvindehistorie. Og ikke mindst udviklingen fra snærende pigeskoler til det frigjorte kvindeliv efter ungdomsoprøret i 1968, hvor alt var anderledes, men en tomhed, en desorientering, også meldte sig.

”Årene” er på 250 sider, men rummer så meget historie og så mange glimt, minder og refleksioner, at den virker uendeligt meget større. Som et værk i Proust-længde. Og til sidst sidder kvinden altså og planlægger arbejdet med værket, der for at skildre tiden og kvinderne benytter sig af ”vi” og ”man”. Et sted står der:

”Det bliver ikke et erindringsarbejde sådan som man almindeligvis forstår det, med det formål at gøre et liv til en fortælling, at forklare sig.”

I stedet for en fortælling, en forklaring, har Ernaux med sine greb bragt sig i en position, hvor hun kan fortælle historien om et helt land i et halvt århundrede, hvor ubegribelig meget – seksualiteten, familien, indvandringen, medierne – forandrede sig. Det er ikke bare en bedrift, det er også et stykke moderne litteraturhistorie, som enhver med læselyst bør unde sig selv.