DRSO's kommende chefdirigent, italieneren Fabio Luisi, var torsdag og fredag i sidste uge på besøg i DR Koncerthuset - officielt tiltræder han jo først posten i 2017. Ved begge lejligheder dirigerede han Händels udødelige oratorium i Mozarts arrangement fra 1789, og begge aftener var der stuvende fuldt hus og stort bifald.
Mozart studerede med stor interesse både Bach og Händel, som man ellers på hans tid fandt noget forhistorisk i stilen. Derfor blev Mozart af en af sine adelige beundrere opfordret til at modernisere ”Messias”.
Teksten blev oversat til tysk (”Der Messias”), og Mozart tilføjede nye instrumenter som eksempelvis tværfløjter og klarinetter, som ikke var opfundet på Händels tid. Desuden fik fagotten en langt større rolle, end den havde haft, da Händel i april 1742 holdt sit nye storværk over dåben i Dublin.
Puritanere har en tendens til at mene, at det tangerer helligbrøde at foretage så relativt markante ændringer i ”Messias” og at fremføre værket med et symfoniorkester, hvis størrelse og spillestil er præget af, at man jævnligt spiller værker af komponister som Tjajkovskij, Carl Nielsen, Sibelius og Mahler. Men koblingen mellem Händels melodiøse geni og wienerklassicismens varme instrumentering har sine plusser.
Mest markant kom det til udtryk i et par af førstesopranens arier, hvor amerikaneren Maureen McKays slanke stemme på forunderlig vis smeltede sammen med Audun Halvorsens fine fagotspil og Ulla Miilmanns smukke fløjtetoner. Også de tre øvrige solosangere gjorde glimrende fyldest.
Og heldigvis var det ikke sådan, at den undertiden sarte Mozart-stil forhindrede Händels store korsatser i at folde sig ud i deres grandiose vælde. Her havde Luisi valgt tempi til den hurtige side, navnlig i det afsluttende Coro ultimo, hvor teksten blot består af et eneste ord, der tilmed hedder det samme på engelsk, tysk og dansk. Ordet er ”amen”, og det bliver som en fuga fra himlet slynget rundt i rummet - og minder os om, at Messias er et af de værker, hvor vi tydeligst møder Gud i musikken.
Ikke blot i det vældige, men også i det inderlige - og det understreges netop i Mozarts version. Netop denne spændvidde er en af grundene til at glæde sig over, at Mozart et par år inden sin alt for tidlige død i 1791 lod sig inspirere til at tage Händels oratorium under kærlig behandling. Kærligt: Det skal tages for fuldt pålydende.
Dertil kom, at det endnu en gang var en oplevelse at se og høre Fabio Luisi på podiet. Med sin sunde musikalitet og sin suveræne og elegante teknik forstår han som få andre dirigenter at trække linjerne i stort værk klart op. Hos ham får man både detaljerne og helheden. Og er det netop ikke, hvad en god opførelse af Messias drejer sig som?