Prøv avisen
Bog

Fabulerende fortæller drukner i rodebunke

2 stjerner

Kaspar Colling Nielsens nye bog er et lavpunkt i forfatterskabet

Kaspar Colling Nielsens forfatterskab er kendetegnet ved en fabulerende fortælleglæde, der tager læseren med på rejse gennem på én gang genkendelige og fremmede verdener, hvor alt kan lade sig gøre.

Som vild og vilter historiefortæller kører Colling Nielsen gerne ud ad både den ene og anden tangent, mens han vender og drejer forskellige spekulative, opfindsomme og pudseløjerlige fremtidsscenarier, der holder et (trold-)spejl op for vores selvforståelse og samfundsmodel. Romanerne ”Den danske borgerkrig 2018-24” (2013) og ”Det europæiske forår” (2017) er gode eksempler på det.

Den nye bog, ”Dengang dinosaurerne var små”, der består af 31 forskellige fortællinger, vinder desværre ikke nyt litterært land, markerer ikke noget nybrud i forfatterskabet, men udgør snarere et lavpunkt, der gennempløjer for Colling Nielsen velkendte tematikker og koncepter.

Et helt konkret tilfælde er fortællingen ”Livet som dyr”, der ikke bare er en gentagelse, i den forstand at den vrimler med dyr, modulerer med menneskets identitet og stiller skarpt på den teknologiske udviklings både utopiske og dystopiske sider, men også fordi fortællingen uden at tilføje noget nævneværdigt nyt genbruger et motiv, man allerede har stiftet bekendtskab med i Colling Nielsens forrige bog: Et forskerhold udvikler en teknologi, der gør det muligt at flytte sin bevidsthed over i dyr. Så meget for den hittepåsomhed.

I bedste fald kan man betragte de nye fortællinger som små, spøjse bagateller, der i momenter – som i titelnovellens sære og søde beretning fra en lille bitte Tyrannosaurus rex om dinosaurernes oprindelse eller et containerskibs nostalgiske drøm om den gamle verden før globaliseringen i ”300.000 heste” – faktisk er finurlige og fantasifulde. Men så heller ikke meget mere end det.

Nogle af fortællingerne er helt sikkert med deres absurde, groteske, makabre, excentriske, mærkværdige og sjove anslag velegnede til både lejerbålslæsning og tidsfordriv på korte busture, men alt for ofte er de litterært tandløse og fører ingen steder hen.

Hvad skal vi for eksempel med fortællingen om vvs’eren, der åbenbart kan bruge sine erfaringer fra et tidligere liv som indianer til at ordne et toilet? Eller den forvoksede onkelvittighed ”Hr. Fissen”, hvor Katrines kønsorgan bliver levende og tager magten fra hende? Eller historien om den anerkendte, men brødløse forfatter, der får succes som den falske Leif Davidsen?

Måske er det den korte og afgrænsede form, der gør, at Colling Nielsen ikke kan udfolde sig. I hvert fald er han langt bedre i de viltre og spraglede romaner. Måske har forfatteren simpelthen ikke kunnet tilbageholde sin trang til at tømme skrivebordet for avisnoveller (mange af fortællingerne har tidligere været trykt i Politiken) og andre skitser, inden han skulle bestride sit nye job som taleskriver for klimaministeren. I hvert fald virker ”Dengang dinosaurerne var små” som en rodebunke, der aldrig rigtig samler sig til et læseværdigt værk.