At synes er at være. Så afgørende er facaden for den spanske adelsmand Don Ranudo og – måske især – for hans kone Donna Olympia. Ægteparret, der er sidste og skrantende led i en fornem, gammel slægt, insisterer på at være alt, men i materiel henseeende er de absolut intet. Deres brød er muggent, og det eneste, de ellers har at "spise", er deres forfædres bedrifter. Deres egen ensomme "bedrift" er forsvaret af deres løgn om sig selv.
LÆS OGSÅ: På visit hos Ludvig Holbergs franske forbillede
Udgangspunktet er næsten hele historien i en lidet kendt komedie af Ludvig Holberg, "Don Ranudo", skrevet i 1722-23, men dengang ikke opført og heller ikke optaget i de efterfølgende bogudgaver af hans skuespil. Da stykket endelig blev trykt – i 1745 – var det endda imod hans ønske. En færdig og af forfatteren godkendt version foreligger ikke.
Når Aalborg Teaters afgående chef, Geir Sveaass, har valgt at iscenesætte netop "Don Ranudo" som sin afskedsforestilling, har han i sin prioritering tilsyneladende lagt mest vægt på det aktuelle, idet hovedpersonernes ensidige optagethed af det udvendige jo i den grad er et fænomen også i vor tid. Historien drejer sig om at snyde disse to, så forhindringer trodses frem til indgåelse af det ægteskab, som datteren insisterer på, men som forældrene ikke vil vide af. I den snydende sags tjeneste indkaldes en såkaldt etiopisk prins – ganske falsk. Plottet virker som ren komedierutine, men serveres med stor veloplagthed, tilsat både spansk (er det vist) popshow og afrikansk maskedans samt diverse former for gøgl. Spillet er let og legende, og Geir Sveaass en livfuld iscenesætter, der kan skabe overraskende meget af lidt. Man underholdes, så længe forestillingen varer.
Mens Donna Olympia – spillet af Marianne Høgsbro for fuld komisk udfoldelse – er uden kompromis i kampen for den facade, som for længst ikke mere findes, antyder Preben Kristensen hos Don Ranudo en distance med hensyn til nytten af den kamp, som han vist ikke, uanset hustruens gode og alt bestemmende vilje, kan lyve sig fra er tabt. Resigneret accepterer han, at deres tjener, Pedro – som Steffen Eriksen giver gnist og nærvær – gør grin med dem. Hvis bare han lader være, når der er vidner, forlanger Don Ranudo ikke mere.
At kræve værdighed af sig selv er problematisk, når der for eksempel ikke er råd til tøj, så også ryggen dækkes. Der må manøvreres med varsomhed! Præsenteres man således belastet yderligere – hvilket sker – i lange underbukser og indsvøbt i, hvad der ligner en kasseret sæk, bliver udfordringen helt umulig. Og hvad så? En adelsmand overgiver sig aldrig!
Eller gør Preben Kristensens Don Ranudo alligevel? Det er i så fald uden, at hans kone må vide det. Nok så vigtigt: han sørger for, at den ubehersket langhårede mand (der vel ikke har råd til frisør) undgår at blive totalt opslugt af naragtigheden. Kristensen tilfører, i al diskretion, figuren en menneskelighed, som bevirker, at den opnår en vis sympati.
Og det er til gavn for forestillingen, der alt i alt er bedre, end man kunne have forventet.
Ludvig Holberg: Don Ranudo. Bearbejdelse: Geir Sveaass, Jens Christian Lauenstein Led og de medvirkende. Iscenesættelse: Geir Sveaass. Scenografi: Rolf Alme. Kapelmester: Gunhild Kjær. Aalborg Tater, store scene.