Prøv avisen
Interview

Faderen, sønnen og atombomben

Steffen Jacobsen, der her ses i hjemmet i Birkerød, brugte et halvt år på at stave sig igennem mange bøger om Niels Bohr, Oppenheimer og Manhattanprojektet, inden han følte sig klar til selv at skrive om atombombens tilblivelse i romanform. – Foto: Leif Tuxen

Niels Bohr var en faderfigur for atomfysikeren Julius Robert Oppenheimer, der stod i spidsen for at skabe atombomben. Steffen Jacobsens nye roman, der udkommer i næste uge, kredser om de to geniers død- bringende opfindelse

Niels Bohr var ikke for ingenting motivet på de gamle femhundredkronesedler. Få danskere har haft større betydning end ham. Og som fø-rende atomforsker i verden var han også en slags faderfigur for mange af de andre fysikere, der var med til at udvikle atombomben, påpeger forfatteren Steffen Jacobsen.

”Vi har jo nærmest kun Bohr, Kierkegaard, H.C. Andersen og Lars Ulrich fra Metallica, der er blevet verdensberømte,” siger Steffen Jacobsen tørt, da han tager imod i sin store lejlighed i Birkerød med buede vinduer og lofter.

Lejligheden her var engang en del af åndssvageforsorgen, men nu ligger her luksuslejligheder med en god historie om mennesker, der ikke fik lov til at bestemme over hverken dem selv eller andre. Men selv har Steffen Jacobsen i mange år gravet efter andre gode historier ved siden af sit job som overlæge på Hvidovre Hospital.

En bog om året er det blevet til – ved siden af det krævende overlægejob og en børneflok på fem derhjemme, men han måtte tage et års orlov fra sit job for at skrive sin hidtil mest krævende bog, den historiske spændingsroman ”Da jeg blev døden”, som udkommer den 7. september og handler om mennesker, der mildest talt ikke var fattige i ånden.

Det kan også ses i den romanudskrivende overlæges kælder, hvor mindst en reolmeter bøger handler om Bohr eller Manhattanprojektet, som atombombeprogrammet så idyllisk blev kaldt.

Men udviklingen og fremstillingen af atombomberne foregik ikke primært i New York, men i Los Alamos i delstaten New Mexico under ledelse af den amerikanske fysiker J.R. Oppenheimer. For det endte med at blive et kæmpeprojekt at skabe den mest ødelæggende bombe, verden havde set.

”I begyndelsen sagde Oppenheimer, at han vel skulle bruge 10-12 mand til projektet, men de endte med at være 6000. Og det lykkedes ham at samle mange af verdens førende atomfysikere og kemikere omkring sig. Bohr fløj også til Los Alamos sammen med sin søn, Åge, der var med som Bohrs sekretær. Senere blev Åge Bohr også en berømt atomfysiker.”

I bogen har Steffen Jacobsen dog erstattet Åge Bohr med den fiktive karakter David Adler, der som Bohrs assistent bliver en hovedperson i bogen, selvom han ikke har en direkte hovedrolle i Manhattanprojektet mellem alle genierne. Men mens Niels Bohr drives frem mod sit etiske valg – om han vil bidrage til at skabe bomben, som både kan ses som et våben mod ondskaben og en forbrydelse mod menneskeheden – er David Adlers moralske dilemma et andet.

Uden at afsløre plottet i bogen har Bohrs fiktive assistent David Adler – i romanen – også en rolle i forhold til de lækager, der senere gjorde russerne i stand til at lave deres atombombe baseret på det amerikanske projekt, som faktisk ikke resulterede i én atombombe, men to slags. For forskerne i New Mexico udviklede både en uranbaseret bombe og en plutoniumbombe, der blev sendt ned over henholdsvis Hiroshima og Nagasaki i 1945, men først prøvesprængte forskerne en plutoniumbombe i testområdet ”Trinity”, treenigheden.

Forinden havde den videnskabelige direktør Julius Robert Oppenheimer højtideligt reciteret fra hinduskriftet Bhagavadgita: ”Da jeg blev Døden, ødelæggeren af Verden,” som Steffen Jacobsen altså også har fundet sin titel hos. Bomben overgik dog det religiøse citat, da verdens første atombombe med kælenavnet Tingesten ramte jorden med en kraft, der svarede til 22.000 tons.

”Det blev en morgen med to solopgange,” som Steffen Jacobsen skriver i sit forord, inden han antænder sit eget sprængfarlige plot, der leder henholdsvis Niels Bohr og Bohrs fiktive assistent frem mod hvert deres svære moralske valg. Bohr stod måske med det største dilemma på sine skuldre. For han vidste, at hans forskning var med til at skabe et våben, der ville ændre verdenshistorien.

”Det er en rigtig god plot driver, at mennesker drives hen mod at træffe et valg. Og det er det også i mine bøger. Som voksne mennesker står vi jo alle sammen med nogle valg, der også kan påvirke andre, så vi kan alle sammen relatere os til den situation at skulle træffe et skæbnesvangert valg, selvom det er mindre, end det Bohr stod med.”

Steffen Jacobsen tror derfor, at Bohr følte sig meget ansvarlig for teknologien på godt og ondt. Som Bohr siger et sted i bogen, var atomkraften jo som pludselig at kunne sætte stikket i en stjerne, men teknologien kunne altså også blive en døds-stjerne.

”Sådan er teknologien og fremskridtet jo stadig et tveægget sværd. Tænk bare på, hvordan den såkaldte smartphone smadrer folks samliv og familieliv i dag, mens vi jo fortsat kan frygte, hvem der får fingre i atombomben. Men for Bohr må det have været et svimlende stort dilemma, et moralsk valg af nærmest bibelske dimensioner, om han skulle bidrage til plutoniumbombens opfindelse. Nu stod han nærmest som Gud i Det Gamle Testamente og kunne ændre livet for hundredtusindvis af mennesker. For han vidste udmærket godt, at han var med til at arbejde på et militært masseødelæggelsesvåben, som måske var nødvendigt for at afslutte Stillehavskrigen. Her i Europa undervurderer vi måske også betydningen af Stillehavskrigen, hvor USA på det tidspunkt mistede 1000 mand om dagen,” forklarer Steffen Jacobsen.

Oprindeligt var en del af amerikanernes moralske argument for at lave atombomben, at man var bange for, at tyskerne skulle lave den først. Og der fandt et berømt møde sted mellem Bohr og Hitlers forsker Heisenberg, der kom til København for at hyre Bohr, som både var en fremragende teoretisk fysiker, men også en dygtig eksperimentel fysiker. Men Bohr var jøde, humanist og modstander af nazismen, og han flygtede i stedet sammen med de andre danske jøder i 1943 til Sverige og senere via Skotland og London til USA.

”Man har kaldt det den anden Exodus, fordi så mange jøder udvandrede. Blandt dem var en række af verdens største begavelser og førende forskere, og en del af dem kom til at arbejde på Manhattanprojektet. For de kloge jøder var også en stor del af den gyldne fysikeræra fra 1910-1930, der bestod af et meget lille miljø, hvor alle kendte alle. Og Bohr havde haft dem alle sammen på besøg i København, ligesom han kendte dem fra Cambridge. Og han kendte også Oppenheimer rigtig godt.”

Bohr var lidt ældre end de fleste fremtrædende atomfysikere i den periode, så han var en faderfigur for dem alle sammen, ikke mindst for Oppenheimer, forklarer Steffen Jacobsen, der selv tegner et billede af Oppenheimer som et storrygende og Martini-drikkende excentrisk geni, mens Bohr forbliver den mere fattede faderskikkelse.

”Bohrs eftermæle er også meget helgenagtigt som en stor humanist og filosof. I min research er jeg heller ikke stødt på noget, der skulle indikere, at han skulle have været andet end en meget åben og venlig mand, men han var også i Los Alamos i New Mexico, og han var med til at udvikle en del af plutoniumbomben med sin atomare forskning. Han var ikke med til selve prøvesprængningen, men det er han i bogen. Men han var der med sin søn Åge, der også var fysiker, i nogle perioder sidst i februar 1945. Og han var en slags faderfigur for de fleste atomfysikere, som var den drivende kraft bag Manhattanprojektet,” siger Steffen Jacobsen og tilføjer:

”De andre forskere havde sikkert også kunnet lave bomben uden Bohr, men Bohrs moralske støtte til dem betød meget. For de så alle sammen op til ham.”

Steffen Jacobsen har forsøgt at konstruere sin egen litterære bombe med bogen, der er bygget op som en spændingsfilm, som klipper smidigt mellem genier, spioner og forskellige kontinenter, og den filmiske stil er ikke tilfældigt valgt. For ligesom Steffen Jacobsen har brugt sin lægelige perfektionisme, da han forskede i historien bag atombombens tilblivelse, går han også altid metodisk til værks, når han skriver bøger, forklarer han, mens han smækker en bunke papirer med spiralryg på bordet.

Det er den 100 sider lange skitse til hans bog. Det er projektets drejebog. For han starter faktisk altid med at lave et slags filmmanuskript, så dialogen og spændingskurverne er på plads som et skelet, han så kan skrive kød på bagefter.

”Jeg læser faktisk også flere filmmanuskripter, end jeg læser bøger. Mange af dem ligger frit tilgængelige på nettet, og jeg synes, at det giver mig en god inspiration til grundstrukturen. Jeg synes, at der skrives alt for mange bøger, der ikke har en konflikt og et ordentligt spændingsforløb. Det virker, som om at mange forfattere bare sætter sig til at skrive uden at vide, hvor de vil hen, men sådan arbejder jeg ikke,” siger forfatteren og tilføjer, at en god bog også består af godt håndværk, der både kræver research og forståelse for, hvordan en bog skal bygges op for at være spændende.

”På den måde tænker jeg meget klassisk i spændingsopbygning, men det er også det, der virker, når jeg selv læser bøger. Faktisk synes jeg også, at selve skriveprocessen er den kedeligste. Det sjoveste er at lave grundplottet og at skrive replikker. Men denne gang har det også været en særlig udfordring. Jeg er bare en fyr, der er vokset op på Vestegnen, men nu har jeg siddet et år og skrevet replikker til nogle af verdens største genier,” siger forfatteren og ler, så det runger i det gamle loft hjemme i Åndssvageforsorgens lokaler.