Prøv avisen
Interview

Faderen, sønnen og guruen

Kristeligt Dagblads anmelder Nils Gunder Hansen (i blå trøje) har opdraget sin søn kulturkristent, men nu er Jakob Gunder Eriksen (siddende på gulvet og fotoet til højre) blevet Hare Krishna-munk. Hans amerikanske guru, Sankarshan Das Adhikari (i lyst tøj), mener, at bevægelsen i virkeligheden praktiserer sand kristendom. Foto: Leif Tuxen

Livets mening er at glæde Gud, mener Hare Krishna-guruen Sankarshan Das Adhikar, der har disciple over hele verden. En af dem er Jakob Gunder Eriksen, der er søn af Kristeligt Dagblads kulturkristne anmelder og kommentator Nils Gunder Hansen. De tre har mødt hinanden for at tale om troens plads i livet

I en lejlighed i Rødovre ligger en gruppe voksne mennesker på knæ på et tomt gulv og tilbeder en mand, der sidder på en stol med lukkede øjne. Issen er barberet, bortset fra en tynd tot hestehale, der stikker op fra baghovedet som en lille kort antenne af hår mod himlen. Han har høreapparat. Ellers er det svært at bedømme hans alder, men han viser sig at være væsentligt ældre, end han umiddelbart ser ud, som han sidder dér i en smidig stilling uden overflødigt fedt på kroppen.

Ligesom de andre mennesker i rummet har han en streg udtørret maling lodret ned fra panden og mellem øjnene for at vise, at hans krop er et tempel. Men han er ikke i orange munkedragt som de andre, snarere i en gråhvid dragt, som kan minde lidt om en jediridders fra ”Star Wars”-filmene. Men Hans Hellighed Sriman Sankarshan Das Adhikari med det mere borgerlige navn Steve er ikke jediridder, han er guru, en Hare Krishna-guru med tusindvis af disciple over hele verden, der ser ham som en repræsentant for Gud selv.

En af hans disciple i rummet, Jakob Gunder Eriksen, er søn af Kristeligt Dagblads anmelder, professor Nils Gunder Hansen, som selv er kommet for at deltage i et gruppeinterview til avisen med sønnen og guruen. Og da det går op for guruen, at hans discipels far er kommet til det aftalte gruppeinterview, slår han øjnene op og dirigerer alle, undtagen faderen, sønnen og Deres udsendte, ud af lokalet.

”Jeg skal lave et avisinterview nu,” siger han undskyldende til sine tilbedere og slår på en gang venligt og myndigt ud med hånden - som en jediridder - for at vise, at de må komme tilbage senere. Alle lystrer straks. Og Nils Gunder Hansen går høfligt hen og giver guruen hånden.

”Godt at møde dig - igen,” siger de to mænd til hinanden - guruen med en svag sydstatsaccent (han bor i Texas), og sådan virker han heldigvis helt menneskelig nu. Men han lukker hurtigt øjnene igen og sidder sådan med lukkede øjne, mens han lytter og taler - for pludselig at åbne dem og kigge én intenst i øjnene med et evigt, lille smil i mundvigen. Som om han altid ved bedre. Som en rigtig guru.

Men venlig og underligt ydmyg virker han også, mens han tålmodigt lytter til sønnen, der forklarer, at han blev en del af Hare Krishna-bevægelsen for mere end tre år siden, efter at han mødte en orangeklædt munk på gaden.

Sønnen: ”Jeg var i forvejen blevet vegetar, da jeg mødte munken, og han gav mig en bog, der gjorde mig nysgerrig. Siden kom jeg på besøg i templet, og det endte med, at jeg blev i templet i en prøveperiode, hvor jeg gradvist blev mere og mere optaget af Hare Krishna-bevægelsen. Og det gjorde mig glad at helliggøre mig gennem træningen.”

Siden blev han for toethalvt år siden selv munk og begyndte at dele bøger ud på Strøget i København i stedet for at skrive raptekster. Men for faderen, Nils Gunder Hansen, var sønnens interesse for Hare Krishna nærmest en lettelse, fortæller han:

Faderen: ”Når jeg fortæller folk, at min søn er blevet Hare Krishna-munk, reagerer de med samme medlidenhed, som hvis han havde haft kræft. Men sådan ser jeg det ikke selv. Der er snarere kommet orden på hans liv. Han går tidligt i seng, spiser sine grøntsager og holder sig fra alle former for rusmidler. Og det er da ikke det værste, der kan overgå ens søn. Han virker også mere glad nu, men han var også ude på et skråplan før, hvor vi var meget bekymrede for ham,” siger Nils Gunder Hansen, mens sønnen sidder i lotusstilling og lytter alvorligt:

Faderen: ”Det er selvfølgelig en voldsom oplevelse, når ens barn tilslutter sig en religiøs bevægelse, man ikke kender og ikke har noget forhold til. Jeg vil tro, at det er en af alle forældres rædselsvisioner, at ens barn forsvinder for én, ind i en religiøs sekt. Men jeg føler nærmest, at templet har overtaget en del af vores forældrerolle og de bekymringer, der fulgte med. For vi så frustrerede til, mens det virkede, som om han havde svært ved at få fat om livet efter gymnasiet. Vi var simpelthen bange for, at han ville ende i en form for misbrug. For han røg meget hash og forklarede os på tusind måder, at det var sundere at ryge hash end at lade være. Sådan virkede han svær at nå,” siger Nils Gunder Hansen og vender sig mod guruen:

Faderen: ”Jeg brugte et billede over for mig selv,” fortsætter han, mens guruen nikker anerkendende ved udsigten til en form for lignelse:

Faderen: ”Det var, som om alverdens skøre idéer havde taget opstilling uden for Jakobs hoved og bankede på for at komme ind i det. Og det fik de så lov til efter tur! Så ville han klare sig uden søvn, så ville han altid gå på bare fødder, så ville han kigge op i solen, så ville han kun spise efter sin blodtype. Og så skiftede han pludselig sit navn ud af det blå. Det var ret skræmmende. Men i bakspejlet kan jeg da se, at han har haft ret i nogle ting. Han var for eksempel sensitiv over for nogle samfundsmæssige krisetegn, som jeg havde sværere ved at se i øjnene. Og jeg var meget opmuntret, da han begyndte at skrive raptekster. Både fordi han var god til det, og fordi det var noget, der virkelig engagerede ham. Og jeg tror, at det er vigtigt at have en passion i livet. Men nu har Hare Krishna overtaget den plads.”

Den amerikanske guru nikker:

Guruen: ”Jeg var selv et meget søgende menneske som ung. Jeg husker, hvordan min far satte mig af, da jeg skulle på college, og sagde, at det ville blive den lykkeligste tid i mit liv. Men jeg følte mig fuldstændig ulykkelig og tænkte, hvordan livet mon ville arte sig, hvis dette skulle være den lykkeligste tid i mit liv,” siger han og slår en stor latter op, inden han fortsætter:

”Alle omkring mig tænkte på, hvordan deres karrierer skulle blive, men jeg var mere optaget af, hvad meningen med livet var. Og jeg prøvede alt muligt forskelligt for at opløfte min bevidsthed, men intet hjalp, før jeg stødte på Hare Krishnas lære,” siger han og lukker øjnene:

”Her i København er der meget skyet, men da jeg fløj hertil, brød flyet gennem skydækket, så vi befandt os over skydækket, hvor himlen var blå, og der ikke var nogen forhindringer for solen. Sådan er bevidstheden også. Vi befinder os som regel i en slags skyet bevidsthed, men gennem meditation kan man faktisk løfte sit sind op gennem al støjen og alle skyerne, så man endelig kan se alting klart. Dér er man endelig fyldt med kærlighed og medfølelse med andre. Den tilstand fandt jeg for 48 år siden, og jeg har holdt fast i den lige siden.”

Hvorfor kunne du ikke finde fred i kristendommen i stedet?

Guruen: ”Kristendommen lærer folk det samme princip, men ingen følger det længere. Læren er god, men jeg oplevede den aldrig ført rigtigt ud i livet i de kirkesammenhænge, jeg voksede op i. Men det var faktisk bibelstudier, der førte mig til krishna-bevidsthed. Jeg vidste, at Jesus var et oplyst menneske. Og jeg ville være lige så oplyst som ham, men vidste ikke hvordan. Hver dag læste jeg i Bibelen for at finde svaret. Jesus siger: 'Fader, ske ikke min, men din vilje'. Og da vidste jeg, at jeg ville bruge mit liv på at adlyde Gud. Men jeg ventede forgæves på hans befaling. Jeg kunne ikke høre Guds stemme, ligesom Paulus fik den at høre på vej til Damaskus. Dengang var jeg sanger, og jeg stod en dag og sang, hvor ingen rigtig hørte efter, men en lille pige sagde til mig: 'Bare rolig, Gud kan høre dig'. Da gik det op for mig, at jeg ikke behøvede at vente på Guds stemme, jeg kunne tale til ham, så jeg bad ham om hjælp til at glæde ham. Og senere fandt jeg vej til Hare Krishna, men det var Jesu eksempel, der viste mig vej, så man kan sige, at jeg er en Hare Krishna-kristen.”

Hvordan kan man forene de to religioner?

Guruen: ”Fordi de er ens. Religion handler om at elske Gud. Gud, Allah, Jesus, Jehova eller Buddha. Gud er den samme, uanset hvad man kalder ham.”

Men ifølge kristendommen kan man kun have én Gud, og vejen til ham går gennem Jesus“

Guruen: ”Det accepterer jeg fuldstændigt. Jesus er den eneste vej, for han lærte fuld overgivelse til Gud, og vi følger hans eksempel. Bibelen siger også 'du skal ikke slå ihjel', og vi spiser ikke kød. Man kan jo heller ikke forestille sig Jesus som den gode hyrde, der spiser sine egne får. Så vi er de bedste kristne. For mange såkaldte kristne ændrer ikke deres livsførelse, fordi de tror, at Jesus tog alle deres synder på sig, så de nu bare kan synde løs. Men hvis man virkelig elsker Jesus, må man stoppe med at synde. Ellers banker man bare flere nagler gennem hans hænder. Mange kristne får også troen til at handle om, hvad Gud skal gøre for dem. Sådan havde jeg det selv som barn, hvor min mor spurgte, hvad jeg ønskede mig til jul. 'Et par cowboystøvler,' svarede jeg. 'Så bed Jesus om dem,' sagde hun. Og så bad jeg Jesus om et par cowboystøvler, som hun så købte til mig til jul. Men trosmæssigt blev det netop kun til cowboystøvle-bønner. Gud, giv mig dit og dat. Den sande kristendom handler om at glæde Gud i stedet for at forlange ting af ham. For elsker man Gud, vil man også elske alle andre. Selv dyr.”

Hvordan får du jeres tro på reinkarnation til at hænge sammen med kristendom?

Guruen: ”Johannes Døber var også en reinkarnation af Elias ifølge Bibelen.”

Det beror vel på fortolkning. Men samtidig lader du jo også dine disciple tilbede dig som en gud. Det virker i modstrid med, at man kun kan have én Gud“

Guruen: ”Men jeg er ikke nogen gud, kun en repræsentant for Gud, ligesom en politimand kun er en repræsentant for regeringen. Og Jesus var jo også en repræsentant for Gud. Han var Guds søn, men ikke Gud selv. Og han gav hele tiden æren tilbage til Faderen.”

Andre vil sige, at han både var menneske og Gud. Men føler du dig så på samme niveau som Jesus?

Guruen: ”Nej, jeg ville være glad, hvis jeg kunne være støvet på hans støvle.”

Jakob, vil du også gerne blive en guru en dag?

Sønnen: ”Jeg vil i hvert fald gerne være en lærer.”

Guruen: ”Han er allerede en lærer gennem sit eksempel. Og alle Hare Krishna-hengivne er faktisk kaldede til at blive guruer.”

Faderen: ”Det er nok her, at min egen tro adskiller sig en del fra Jakobs. Jeg opfatter mig selv som kristen, men jeg har ikke nogen baggrund i et kirkeligt miljø og har derfor aldrig haft noget fromhedsliv. Måske har det været forvirrende for børnene. De har mærket, at der var noget, men det var mildt sagt ikke særlig tydeligt. Det er vel en form for meget intellektualiseret kulturkristendom, der kan blive usynlig, svær at forstå og svær at forholde sig til, også for mig selv nogle gange.”

Sønnen: ”Men jeg føler faktisk, at vores forhold er blevet bedre, efter at jeg er gået ind i Hare Krishna. Nu behøver I ikke længere at tænke over, hvor jeg er om natten. Nu kan vi i stedet mødes og tale om filosofiske emner. Og jeg kommer hjem hver anden uge.”

Faderen: ”Men kan Jakob få et almindeligt job, hvis han fortsætter i Hare Krishna?”

Guruen: ”Bestemt. Jeg har selv været rejsearrangør, og nu har jeg disciple, der er læger, jurister og it-folk. Man kan blive, hvad man vil, bare ikke slagter.”

Faderen: ”Din oldefar var ellers slagter, Jakob. Nu er jeg jo selv professor, og min kone drømmer nok lidt om, at Jakob får en rigtig uddannelse på et tidspunkt.”

Guruen: ”Der findes ingen bedre uddannelse end Hare Krishna.”

Faderen: ”...”

Sønnen: ”Står der ikke i Bibelen, at man ikke skal bekymre sig om fremtiden, men tage ved lære af fuglene?”

Faderen: ”Det har du nok ret i, Jakob.”

Guruen: ”Hahaha!”

Sankarshan Das Adhikari, amerikansk guru. Foto: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen