Faderkomplekser har sjældent været smukkere

På Betty Nansen Teatret får pubertetspigens uskyldstab og selvdestruktion foruroligende, pastelfarvet liv

Mathilde Arcel Fock er blændende som den navnløse pubertetspige i "Mørkt forår", der spiller på Betty Nansens Teatret på Frederiksberg frem til den 13. oktober.
Mathilde Arcel Fock er blændende som den navnløse pubertetspige i "Mørkt forår", der spiller på Betty Nansens Teatret på Frederiksberg frem til den 13. oktober. . Foto: Camilla Winther.

Øverst på den lyserøde svømmehalsstige balancerer hun – faretruende – med en legesyg fod frit svævende over betonbassinets tomme afgrund. Hun flirter med faldet. Så slipper hun.

Da scenelyset igen blænder op, er det til en både højspændt og håbløs fortælling om en pubertetspiges erotiske besættelse af mænd, om uskyldstab og eskapisme. Den første er faderen, en fraværende patriark; ”Han gør sig fjern, og den, der gør sig fjern, bliver savnet.”

Han er den første forelskelse, den, der løfter hende højt op i solen og krammer hende med hele kroppen. Men en dag bliver han indkaldt til hæren og vender siden ødelagt hjem. Pigen lades tilbage med den lige så rådvilde storebror og en mor i gradvis opløsning. Overladt til svigt, seksuelle overgreb, incest og ensomhed.

Et voldsomt erotisk begær, der ligner selvskade, spirer i den unge krop. Underkastelsesfantasier, onani og ydmygende flirter med svømmelæreren, med en tilfældig blotter og med en ældre skolekammerat er hendes flugt og fald – for ”livet er ubærligt uden ulykke”.

Foto: Camilla Winther

”Mørkt forår” er en barsk og foruroligende fortælling. Forestillingen er baseret på tyske Unica Zürns lille knytnæve af en roman fra 1969, og det er lykkedes den unge instruktør Amanda Linnea Ginman i formidabelt samarbejde med koreograf Sebastian Kloborg at forløse det dunkelt-pirrende romanunivers og give det et eget originalt udtryk.

Frederiksbergske Betty Nansens rå anneksscene er omdannet til en forladt svømmehal i 1950’er-pastelfarver, en sælsom mellemting mellem lyserødt ungpigeværelse og klaustrofobisk fangehul. Man kommer til at tænke på Tove Ditlevsen, som Unica Zürn er blevet sammenlignet med, og hendes beskrivelse af barndommen som en lang og smal kiste, man ikke kan slippe ud af ved egen hjælp.

Mathilde Arcel Fock er blændende som den navnløse pubertetspige, der fantaserer som overlevelse og eneste værn mod en håbløs virkelighed. Gribende både i sin krakelerende uskyld og i sin tiltagende trodsighed. Den prunkløse ligefremhed og naturlige replikføring klæder rollen og gør faldet fra barneuskyld til fuldtonet selvdestruktion troværdigt og mærkbart. Fock er et lille åndehul af inderlighed i et stadig mere monstrøst univers.  

Omkring hende flagrer et persongalleri af skiftende mandefigurer, der alle tegnes enkelt og lovlig ekspressivt op af Peter Christoffersen. Men for alvor mesterlige er de to dansere, Marcus Alexander Roydes og Alma Toaspern, der giver pigens indre kampe krop og vaklende, springende, snurrende trin, når de glider over det bare lyserøde gulv. Det er forestillingens genistreg, at man har formået at overføre romanens surrealistiske, rå og sanselige tone til svimlende smukke, uheldssvangre dansetableauer.

”Mørkt forår” er en begavet fortolkning af et litterært forlæg og et helstøbt værk i egen ret. Med til at skabe stykkets særlige sprog er musikeren Lydmor, der har komponeret et mørkt og drømmende toneunivers fuldt af ungdommelig længsel, dunkende lidenskab og melankoli. Sjældent har faderkomplekser været så smukke.

Mørkt forår. Dramatisering: Amanda Linnea Ginman og Sonja Ferdinand. Spiller på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København indtil den 13. oktober.