Alfons Åberg fylder 50 år her i august, og derfor har Gyldendal i en spritny jubilæumsudgivelse samlet fem historier om den gæve børnebogsfigur i ”Den store bog om Alfons Åberg”. Her finder man fem historier, som oprindeligt blev udvalgt af forfatteren Gunilla Bergström inden hendes død, og som viser Alfons Åberg i forskellige aldre.
Alfons Åberg bor alene med sin far, og det er faktisk interessant at se forskellen i opdragelsestilgangen dengang og nu, som den afspejler sig i en af tidens mest populære billedbogsserier, ”Sallys far”-bøgerne, hvis første bind udkom i 2015. De er ifølge forfatteren, Thomas Brunstrøm, skrevet som en direkte modvægt til Alfons Åbergs ”passive” far. Sammen med Thorbjørn Christoffersens illustrationer viser bøgerne en ”sjov, legesyg og moderne far, der naturligvis tager sin tørn i familien.”
Brunstrøm selv siger, at ”vi er mandegenerationen, der ikke vil give slip på vores ungdom. Jeg insisterer på min ret til at være barnlig og gå ned og købe tegneserier mindst en gang om ugen.”
Den tolvte bog i serien, ”Sallys far får fodboldfeber”, udkom lige op til sommerferien, og her formår Sallys far at blande sig så meget i datterens fodboldeventyr, at hun helt mister lysten til at deltage i sporten. Generelt for bøgerne er det, at det er datteren, der skal opdrage faren, fordi han ikke evner at skelne mellem hendes og hans, og i det hele taget ikke levner hende plads til sig selv. Han agerer nærmest som en bøvet storebror på speed.
Dette kan perspektiveres til tidens trend med det grænseløse forældreskab, som er blevet grundigt belyst i en af forårets i den sammenhæng absolut mest tankevækkende bøger, nemlig Maria Ørskov Akselvolls ”Det grænseløse forældreskab”. Her analyserer hun, hvordan forældre er blevet ofre for et samfund, hvor de ”løbende forventes at justere deres præstation, hvis ikke den lever op til standarderne”. Det munder ud i et intenst forældreskab, hvor børn er under konstant overvågning og evaluering, og hvor forældrene hele tiden skal sørge for at opfylde børnenes ønsker uden hensyntagen til deres egne behov. Dette intensive forældreskab er forbundet med mindre selvstændighed og autonomi hos børn og en følelse af konstant usikkerhed og utilstrækkelighed hos forældrene, da det i praksis bliver umuligt at være en god nok forælder, fordi der altid er mere, man kan gøre for at forbedre sine børns chancer for at klare sig bedre i livet.
En af forklaringerne på Sally-bøgernes succes er, at de giver en glimrende modvægt til dette umulige forældreperfekthedsideal. Her karikeres det, hvordan faderen fuldstændig overhører barnets indlysende ønsker og behov til fordel for sine egne behov og ambitioner. Det er hylende morsomt, og samtidig kan jeg ikke undgå at synes, at det er lidt tragisk, fordi den samtidigt idealiserer et forhold, hvor den voksne ikke længere er det, og hvor faderen reelt ikke er til at stole på eller har nogen autoritet.
Det interessante i sammenligningen mellem de to her fremhævede faderroller er, at Alfons Åbergs far fremstilles som ikke rigtigt at have andet valg end at tage sig af sin søn. Han bor alene med ham, og hvis nogen skal læse godnathistorie, sørge for aftensmad og sikre en hverdag, så er det ham. Stik modsat Sallys far, der heldigvis for Sally har en mor hjemme. Hun har tre børn, hun skal sørge for, nemlig Sally, hendes lillebror Eddie og så selvfølgelig faderen. Moderen hører vi ikke så meget til i bøgerne; hun har vel heller næppe tid, når hun skal dække alle andres behov.
I de fem Alfons Åberg-historier oplever vi, hvordan Alfons Åberg ofte selv må finde ud af, hvordan han skal klare sig. I en af historierne skal han overliste sine to ældre fætre, der hos deres farmor ikke gider at spille kort med ham, fordi han er for lille. Alfons er en kvik fyr, så han finder en god og overraskende løsning. Vi oplever også, at faderen støtter ham, når det er nødvendigt, for eksempel når drengen er nervøs aftenen, inden han skal begynde i skolen. Ellers blander faderen sig stort set uden om, medmindre sønnen af en eller anden grund har brug for et skub, og får derved udtrykt sin tillid til, at sønnen godt kan både det ene og det andet selv. Hos Sally er det anderledes, her må hun fokusere sin indsats på at håndtere faderen frem for situationen. Det er faderen, der er hovedpersonen, ikke Sally.
På den måde har Alfons Åberg-bøgerne fortsat en sympatisk og forbilledlig berettigelse i billedbogssammenhænge. Faderens rolige gemyt levner plads til, at Alfons selvstændigt kan mærke, analysere og løse sine udfordringer. Bevares, ikke at Sally bøgerne ikke er velskrevne, velillustrerede og underholdende, men jeg har som sagt svært ved at slippe følelsen af, at de samtidigt også er et symptom på, just hvor dårligt det står til hos dagens forældre: Enten skal de gå ”all in” på at servicere barnet i et altopslugende forældreskab, alternativt må de nægte at blive voksne og påtage sig forældrerollen.
Gunilla Bergström: Den store bog om Alfons Åberg. 160 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.
★★★★★☆
Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen: Sallys far får fodboldfeber. 40 sider. 249,95 kroner. Forlaget Carlsen.
★★★★☆☆