”Fædra” er en betagende kærlighedstragedie om det modne kvindebegærs altomstyrtende kraft

Første del af teatertrilogi om kvinder fra den græske mytologi er et stilistisk fængslende livtag med skinsygens væsen

Titelrollen er dygtigt besat af en storspillende Marina Bouras. Lydefrit veksler hun mellem den snu og beregnende dronningemoder, der lyver og smeder rænker, og den afmægtigt vanvidsforelskede, som brænder op af uforløst længsel og bitter skinsyge.
Titelrollen er dygtigt besat af en storspillende Marina Bouras. Lydefrit veksler hun mellem den snu og beregnende dronningemoder, der lyver og smeder rænker, og den afmægtigt vanvidsforelskede, som brænder op af uforløst længsel og bitter skinsyge. Foto: EmiliaTherese.

Det synes passende, at vi befinder os så nær ved Københavns kødby, for "Fædra" driver af kød, kroppe og blodrus. På Husets Teater er den græske myte blevet til en visuelt betagende, vilter og svulmende kærlighedstragedie om det modne kvindebegærs altomstyrtende kraft.   

Fædra er lidenskabeligt forgabt i sin stedsøn Hippolytos. Da det forlyder, at ægtemanden kong Theseus er faldet i krig, erklærer Fædra sin kærlighed til Hippolytos, som forfærdet afviser hendes tilnærmelser. Det viser sig imidlertid, at Theseus alligevel ikke er omkommet, og da han vender tilbage fra slagmarken, hævner den forsmåede Fædra sig med beskyldninger om, at stedsønnen har forgrebet sig på hende. Dronningens løgne får skæbnesvangre konsekvenser, da Theseus allierer sig med guderne for få genoprejsning og hævn over sin søn.

Det er i grove træk handlingsforløbet i historien om den ulyksalige dronning Fædra fra den græske mytologi, som er kendt fra blandt andre Euripides tragedie "Hippolytos". På Husets Teater tager man imidlertid afsæt i Jean-Baptiste Racines excellente gendigtning af fædramyten fra 1677. De strengt komponerede alexandrinervers har fået en lidt friere form i Anja Behrens bearbejdning, men replikkerne er lige lyriske, skærende præcise og billedstærke.

Det er et drømmelandskab af tågede vidder, der møder os. Lag på lag af florlette tylslør, som skaber vuggende skygger og udflydende former. Et kor af skjulte stemmer. Fra et sted langt væk nærmer en skikkelse sig. Så står hun helt skarpt og i syrligt gult på forscenen. Fædra, som er fortabt. Forelsket i sin egen stedsøn. Forbandet. Det er et simpelt, men dragende symbolsk scenemaleri, Christian Albrechtsen har skabt. Et meddigtende skyggespil af tyl og lys. Skiftende farver af foruroligende lilla, flammende pink. Billedet bevæger sig, knopskyder og forandres eminent med løbende referencer til den klassiske billedkunst og mytologiens motivverden.

Med instruktør Anja Behrens vanlige sans for den poetisk stiliserede iscenesættelse, er "Fædra" samtidig klassisk og uhyre moderne. Hendes greb synes på én gang frygtløst og indlysende. Værket får lov at dirre i al sin følelsesfulde højstemthed. Der er ingen undskyldninger, nedtoning eller distance. På effektfuld vis bliver også kroppene en konkret del af scenografien. Den unge glatte med blottet bryst over for den ældre, hensygnende. Med skiftende stramt koreograferede opstillinger bliver Fædras lidelser endnu mere mærkbare i mødet mellem det frådende følelseshav og figurernes strenge formkrav. Og nok er det efterhånden en lidt udtjent kliché at bruge formbart ler på scenen, som symbol på sanselig korporlighed, men her fungerer det for en gangs skyld, når alle til sidst står tilbage som smuldrende græske skulpturer.         

Titelrollen er dygtigt besat af en storspillende Marina Bouras. Lydefrit veksler hun mellem den snu og beregnende dronningemoder, der lyver og smeder rænker, og den afmægtigt vanvidsforelskede, som brænder op af uforløst længsel og bitter skinsyge. En naturkraft af selvdestruktion. Generøst bruger hun hele sin spinkle statur som billede på de skiftende sindsbevægelser, begæret, den monumentale jalousi, hævntørsten og skammen, der gennemsitrer hver en fiber af den martrede kvindes krop.

Hendes modstykke, den unge Hippolytos, kæmper dog anderledes med at finde sin form. Skønt Jeppe Marling ligner en græsk statue, bliver også spillet desværre noget stift i det. Ligesom han, slås Henrik Birch med den højstemte tone i teksten, som sine steder slår over i noget næsten ufrivillig komisk i kombination med hans Theseus’ deklamatoriske kongefagter. Så har Fanny Louise Bernth bedre fat om sin Aricia, Hippolytos’ hjertenskær og Fædras rivalinde, der lavmælt og velovervejet bærer sin skæbne. Men er det ikke som om, der spilles på forskellige frekvenser – hele tiden lidt ude af takt – i denne ellers helstøbte og flotte "Fædra"?       

Forestillingen er første del af en varslet teatertrilogi, "FURIER". Og selvom både navnet og konceptet med at putte Fædra i en kønskasse med så væsensforskellige kvinder som Kassandra og Elektra, virker lidt anstrengende, så kan man nu kun se frem til næste livtag med den antikke tragediekunst på Husets Teater.

Fædra. Instruktion: Anja Behrens. Spiller på Husets Teater, København, til den 12. marts.