Tysk supermarkedsdrama udstiller det svære tilhør i en moderne verden

Også små liv kan bruse bag velordnede hyldemeter af pligter. Tysk supermarkedsdrama er månedens film i Cinemateket

Den spirende kærlighed mellem Christian (Franz Rogowski) og Marion (Sandra Hüller) er omdrejningspunktet i det fine tyske supermarkedsdrama ”In The Aisles”. –
Den spirende kærlighed mellem Christian (Franz Rogowski) og Marion (Sandra Hüller) er omdrejningspunktet i det fine tyske supermarkedsdrama ”In The Aisles”. – . Foto: Cinemateket.

Berlinmuren kaster lange, sårbare skygger i ”In the Aisles”. Selv her på små 30 års afstand af dens fald. For det både farverige og afdæmpede persongalleri af kasteløse lagerarbejdere i et stort lavprissupermarked et sted i Tyskland har svært ved at finde fodfæste i den moderne verden.

Bruno (Peter Kurth) drømmer sig tilbage til livet som lastbilchauffør, før Øst og Vest blev forenet. Nu kører han gaffeltruck inden for murene. Christian (Franz Rogowski) får en ny chance efter en fortid som småkriminel. Marion (Sandra Hüller, der betog verden i ”Min far Toni Erdmann”) er nok rigt gift, men fattig i kærlighed.

Hver morgen tager Christian sin blå kittel på. Trækker ærmerne godt ned over håndleddene for at skjule tatoveringerne, inden han melder sig hos Bruno. De to bestyrer afdelingen for drikkevarer. Marion regerer over hylderne med slik.

”In The Aisles” er både en lille og en stor film. Den gennemgående dramatiske konflikt er, hvorvidt Christian får kørekort til den gule gaffeltruck, der er genvejen til social opstigning i supermarkedets mikrokosmos.

Med lavmælt situationskomik som i den norske ”Salmer fra køkkenet” og små stænk af hverdagspoesi som i Jim Jarmusch’s lavmælt lidenskabelige ”Paterson” lykkes instruktør Thomas Stuber overordentligt godt med en særegen blanding af romantik og socialrealisme i en beretning om det svære tilhør i en moderne verden.

Det er en slags absurd realisme, men med en egensindet poesi. Et stort tysk supermarkeds golde gange er noget af det mest konkrete, man kan forestille sig. Og fotograferingen er lige så klar. Tårnhøje hylder fyldte med kolonial, med søde sager, med drikkevarer skaber symmetri i hver en indstilling. Klipningen bringer rytme ind i flowet, så udtrykket alligevel bliver spændstigt. I dette velordnede hierarki udspilles det på en gang nøgterne og lyriske minimalismedrama.

Alle disse detaljer fra varelageret, som kameraet glubskt kaster sig over, påkalder sig konstant virkelighedens genskær. Det føres ud i absurditeten – uden at det skaber distance til karaktererne. Den visuelle detaljerigdom, som i en roman af Flaubert, står i hvas kontrast til tilbageholdenheden i personportrætterne. Det er denne blufærdige nøjsomhed, der drysser hjertevarme ud over ”In The Aisles”.

Christian og Marion flirter foran kaffemaskinen, men det bliver ikke rigtig til noget. Livet går sin gang, rutinerne regerer, og de endeløse lagerhylder står klippefast, mens de blåkitlede lagerarbejdere kredser rundt om hinanden fulde af indestængte længsler efter forbindelser. Og det er det fineste ved ”In The Aisles”. For selvom der nok er en romantisk kærlighed i centrum, så er det fællesskabet, der er den virkelige følelsesmæssige kerne.

Thomas Stuber fører med sikker hånd fortællingen igennem de værste klichéer om en kunstfærdig kærlighedsfilm i triste kulisser. Kun lydsiden bliver for opulent. Det er et velkendt trick at bruge lyde til at forstørre følelser, men her bliver bølgeskvulp og hvinende bremser kunstlede i stedet for stemningsskabende. Det fortoner sig dog bag den brusende og humanistiske beretning om små livs store betydning.