Fællesskabet er i frit fald

Samtidsportræt af den økonomiske overklasses kriser er koncist, detaljerigt og skrevet med finesse

"Efter en tvangspræget søndagsudflugt til Hubertusjagt i Dyrehaven bliver distancen mellem familiemedlemmerne pinligt tydelig. Kommunikationen er – som den lille familie fra Hambros Allé 7 – helt i skoven, og alle tre leder de desperat efter et ståsted og en sammenhængskraft."
"Efter en tvangspræget søndagsudflugt til Hubertusjagt i Dyrehaven bliver distancen mellem familiemedlemmerne pinligt tydelig. Kommunikationen er – som den lille familie fra Hambros Allé 7 – helt i skoven, og alle tre leder de desperat efter et ståsted og en sammenhængskraft.". Foto: Polfoto .

For nylig var der debatarrangement i den lille Møllegades Boghandel, der ligger på Nørrebro i København. Arrangementets emne var litteraturkritik i Danmark med udgangspunkt i artiklen ”Dvaletilstanden”, der blev bragt af Weekendavisen i maj 2016. Deri argumenterede Claus Elholm Andersen, der blandt andet er lektor ved Helsingfors Universitet, for, at den danske samtidsroman er plotløs, uden udvikling og er præget af et fokus på form og sprog. Som modargument kan man imidlertid fremhæve mange romaner, og en ny til listen kunne være Lotte Kaa Andersens ”100 dage”.

Menneskets små, illusoriske drømme er omdrejningspunktet for den selvstændige fortsættelse af debutromanen ”Hambros Alle 7-9-13” fra 2015. Læseren følger de samme tre familier, hvoraf den ene (den kærlighedshungrende enke Line) er flyttet fra den prestigefyldte vej i Hellerup nord for København. De to resterende husstande forsøger at navigere rundt i efterveerne fra finanskrise og livskriser, mens de drømmer sig væk til grønnere græsgange. For mindreværd, misforståelser og ensomhed trives i dén grad i den økonomiske overklasse.

I korte tredjepersonsafsnit skifter synsvinklen mellem de tre slægter, og på trods af et forskelligartet persongalleri, så er tonen og stilen unik for dem alle. Det er rent fortælleteknisk overlegent, især med henblik på, hvor dybe og nuancerede portrætterne er. Især den overivrige ejendomsmægler Kaares usympatiske og egoistiske blik er voldsomt underholdende, og hans vinkel er en af de bedste. Med et gennemført, farvet sprog guides læseren rundt i Kaares ensporede verden, hvor selvrealisering er alfa og omega, og de fikse idéer lever deres eget liv. Det er utroligt morsomt.

Kaares familie, der også består af den indadvendte teenagesøn Lukas og den aristokratelskende skilsmisseadvokat Caroline, er den husstand, der fylder mest i ”100 dage”. Efter en tvangspræget søndagsudflugt til Hubertusjagt i Dyrehaven bliver distancen mellem familiemedlemmerne pinligt tydelig. Kommunikationen er – som den lille familie fra Hambros Allé 7 – helt i skoven, og alle tre leder de desperat efter et ståsted og en sammenhængskraft.

Lotte Kaa Andersens ”100 dage” vibrerer af levende sprog, hvor sætningskonstruktioner skydes associativt af sted. Vi befinder os inde i overklassens selvbevidste hoveder, og her udspiller sig dramaer om både stort og småt. Og netop dramaet er en genre, som ”100 dage” læner sig velskrevet op ad. Replikkerne er naturtro, udviklingen er herligt forløsende, og stilen er ligetil. Lotte Kaa Andersen kunne meget vel være en af Danmarks nye prosaister, der skriver danskernes historie i øjenhøjde og med et fint blik for forsmået identitetsfølelse, de forbudte tanker og overklassens menneskelige dilemmaer.

Man kan ikke undgå at lade tankerne glide mod Christian Kampmanns portræt af Familien Gregersen, selvom Lotte Kaa Andersen fornyer med skarp og satirisk humor. Forhåbentlig kommer der mindst ét bind mere om familierne fra Hambros Allé.