Da Allis Bergh, 76 år, gik på efterløn fra jobbet som børnehaveklasseleder i 2004, gik der lige nogle måneder med at sunde sig oven på arbejdslivet. Hun havde længe gået og tænkt på, at det kunne være sjovt at blive museumsfrivillig. Men der havde ikke været tid og overskud.
”Men da jeg så var færdig med at dovne den, og det har man jo også brug for i begyndelsen, så vidste jeg godt, hvor jeg skulle gå hen. Og jeg må sige, at det har givet mig næsten lige så stor glæde, som jeg havde ved at være på skolen,” siger hun.
Hun tager imod på ”arbejdspladsen” gennem 15 år, Gl. Kongsgaard i Lejre, der er en underafdeling af Lejre Museum. Sæsonen er slut for i år, men for gæsternes skyld har hun bagt toscatærte og hindbærroulade og lavet kaffen klar i det lillebitte kaffekøkken, de frivillige har fået indrettet i gårdens gamle hønsehus.
I sommermånederne juni, juli og august vil man kunne se en storsmilende Allis Bergh lange kagetallerkener gennem hønsehusets lillebitte dør og ud til museumsgæsterne i haven. Herfra kan gæsterne sidde og betragte et guldaldermaleri af en udsigt med vikingegrave og græssende køer under bøgetræer, før de kan få en rundvisning i det gamle 1700-talshus, der står fuldstændig som i gamle dage.
Driften af kongsgården har fra begyndelsen været afhængig af frivillige, fortæller hun. Lejre Kommune købte huset i 1990’erne, og en gruppe frivillige gik i gang med at få omdannet stedet til et rigtigt museum. I dag er de 16 frivillige, der holder huset åbent to dage om ugen i sommermånederne. Resten af året er der lukket for publikum, men et gammelt hus kræver stadig vedligeholdelse.
”Lige om lidt går vi i gang med at grave have, og huset skal også gøres hovedrent. Det trænger,” siger Allis Bergh og viser ind i huset under en med nutidens øjne lovlig lavt skåret dørkarm.
Der er rigtignok lidt spindelvæv i vinduerne, men det får de bugt med om lidt. Ryster alkovernes dyner og børster støvet af kobbergryderne på ildstedet.
”Museet kunne slet ikke køre, hvis ikke, vi var her. Vi har møde med museumslederen ved Lejre Museum en gang om måneden, og så aftaler vi, hvis der skal ske noget større. Nu her vil vi for eksempel gerne have fældet nogle træer, og det kan vi ikke selv klare. Det ville også være fint at få repareret nogle revner i murværket. Men alt det andet, pasning af haven, indkøb til kager, arrangere gåture og rundvisninger, rive gruset, det står vi for,” siger Allis Bergh.
”Jeg har selv tænkt, at fortælling er det, der binder tråd til mit arbejdsliv. Det med at stå og fortælle brugte jeg jo meget som børnehaveklasseleder.”
Flokken af frivillige er en god og blandet flok pensionister. Der er både en tidligere psykiater, nogle lærere, en sygeplejerske og en ergoterapeut. Nu er der lige kommet en ny, der er uddannet graver og er særdeles effektiv i museumshaven.
”Jeg skal love for, han er et fund,” siger Allis Bergh.
”Det er et ualmindeligt godt hold. Vi deles om opgaverne på den måde, at man gør det, man er bedst til. Jeg passer caféen, men hvis der pludselig er lang kø, så går der ikke mange sekunder, før én af de andre står her for at hjælpe til,” siger hun.
Selvom de er forskellige, bliver de aldrig sure på hinanden, men taler sig til enighed. Nogle gange kommer en frivillig med nogle nye tallerkener til køkkenet eller har et ønske om en ny plante i haven.
”’Er det her noget, der passer ind?’, kan én spørge. Og det er ikke sikkert, alle synes det. Men så taler vi os hen til en god løsning. Det er vigtigt, at vi passer på hinanden, for mange af os har den historiske interesse, interessen for fortællinger. Men det er fællesskabet med de andre, der gør, at det aldrig bliver en sur pligt. Og så de smil, man får, når gæsterne ser, hvor store stykker kage vi serverer.”
Nu er det dog slut for i år, siger hun med et suk. Til påske mødes de frivillige og tager tyren ved hornene, får gjort forårsrent og lagt planer for den kommende sæson. Og så planlægger de den årlige inspirationstur:
”Vi får jo også lidt drikkepenge, og dem samler vi sammen. Hvert år tager vi så et sted hen, hvor man kan få kaffe og kage og besøge en spændende have. Det synes vi, vi har fortjent.”