Dette skulle være den første bog nogensinde om det aktuelle moderne færøske samfund, skriver tidligere chefredaktør for Børsen Jan Cortzen om ”Vi, der er færinger. En samfundsfortælling om de rige øer i Nordatlanten”, som han selv er forfatter til – i tæt samarbejde med sin hustru, antropologen Birte Engelsen.
Værket er grundlæggende skrevet i kærlighed til og beundring for Færøerne. Udviklingen i det lille samfund beskrives ofte i stærkt anerkendende vendinger, der ligefrem kan have karakter af hyldest. Men heller ikke i denne sammenhæng er sandheden rosenrød. Bogen rummer også kritik. Og den kan være endda meget hård. Cortzen taler aldrig med uld i mund. At hans vurderinger – i hvilken retning de end går – skal tages alvorligt, er man ikke i tvivl om. De fremsættes på en baggrund af stor indsigt kombineret med lidenskabeligt engagement.
Det er dækkende, når Cortzen lader begrebet ”samfundsfortælling” indgå i undertitlen. For han er en fortæller, veloplagt, gnistrende. Det er en meget velskrevet bog, lige så let i sin form som vægtig i sit indhold. Overordnet betegner forfatteren sin metode som journalistisk, hvilket blandt andet indebærer interviews med et bredt udsnit af repræsentanter for den færøske befolkning, herunder personer fra erhvervslivet, kirken, kulturen og det politiske liv. Med en hel del mere – sat ind i en helhed af realoplysninger og personlige iagttagelser. Den bredt anlagte bog er en reportage i storformat, yderst informativ og med mange sigende detaljer.
En central rolle spiller – med forfatterens ord – ”de økonomiske og erhvervsrelaterede sider af samfundsstrukturen med hovedvægt på fiskeri og det hurtigt voksende lakseopdræt, der nu bidrager med op imod halvdelen af de samlede fiskerindtægter.” Rigdommene, der hentes op fra havet, udgør mere end 95 procent af landets eksport.
”Mange færingers job er forbundet med reelle farer (...). Og fordi samfundet er så lille, og folk er så tæt knyttet til hinanden, betyder det (...), at hver gang der sker et eller andet tragisk, føles det som om, vi alle sammen er blevet ramt,” siger den tidligere mangeårige præst og nuværende lektor ved Færøernes Universitet, Jákup Reinert Hansen, der oplyser, at alle dødsfald bliver bekendtgjort i radioen, og at flere hundrede mennesker altid kommer til begravelserne. Fremmødet er stort, uanset hvem den afdøde er.
”Så på den måde fylder kristendommen meget i det offentlige rum,” tilføjer lektoren.
Et andet udtryk for nærheden er, at de knap 50.000 færinger, der bebor et areal på størrelse med Lolland, er inddelt i ikke færre end 30 kommuner med hver deres administration, hver deres fuldtidsansatte medarbejdere, hver deres bureaukratiske regler og så videre. Cortzen erkender, at et så finmasket kommunalt netværk har sine indlysende fordele. Helt kan han dog ikke affinde sig med systemet. Som han spørger: ”Hvad koster det ikke at have et demokrati med en så udstrakt grad af nærhed? Det må kunne gøres noget mere forenklet.”
Forfatterens konklusion efter mere end et års vidtforgrenet research er, at landet, der er en af de mindste selvstændige økonomiske enheder i verden, også må være et af de bedste lande at leve i. For eksempel har øerne den laveste kriminalitet i verden. Sidste gang, der blev begået et mord, var i 1986. De færreste låser døren, når de begiver sig hjemmefra. Og hvis man endelig låser den,efterlader man nøglen på en krog udenfor, så de, der kommer til huset, kan se, at der ikke er nogen hjemme.
Nu kunne man tro, at alt er godt. Men det er det overhovedet ikke, erfarer vi. Jan Cortzen sætter en anklagende pegefinger på nogle indkomstforskelle, som han kalder ”enorme”.
Han skriver: ”Færøerne kunne i kraft af fiskeririgdommene i Nordatlanten være et af verdens mest velkonsoliderede samfund. Men det er den nordatlantiske øgruppe ikke, fordi de få har for meget og flertallet for lidt. For bag den glitrende facade af et velfungerende demokrati med de rettigheder, et velfærdssamfund gør brug af, er klasseforskellene afgrundsdybe. Udnyttelsen af havenes rigdomme er overladt til få familier, kapitalfonde, udenlandske spekulanter og deres stråmænd, som evner at legalisere de kapitalstrømme, der som Golfstrømmen flyder rundt om Færøerne.”
Men den samlede befolkning havde, understreger Cortzen, i langt højere grad haft gavn og glæde af indtægterne fra fiskeriet, hvis politikerne ”i tide havde fået sat en stopper for ’kvotebaronernes’ lemfældige omgang med moral og etik.”
De kløfter, som med den nuværende situation skabes i samfundet, er ifølge Cortzen så dybe, at selv det stærkeste folkestyre ikke kan blive ved med at holde til det.
Et andet eksempel på hans skarphed får vi i det portræt, han giver af ”Tórshavns ukronede hotel- og restaurationskonge, Johannes Jensen,” der beskrives som en mand, der intet aner om kommunikation. Alligevel erklærer Cortzen ham for ”hamrende dygtig”, og han deler den herskende beundring. Men – læser vi – ”kongen” er samtidig et brutalt menneske, ”når det passer ind i hans kram.”
I det ydre er ”Vi, der er færinger” en smuk bog, rigt illustreret med fotos og tegninger. Det er en fornøjelse alene at blade den igennem. Når man også har læst den, bør man være hjulpet af med diverse vrangforestillinger om landet, der – hvad der er god mening i at minde om – er særdeles meget mere end den rigelige forekomst af tåge, regn og blæst, som mange umiddelbart forbinder landet med.8