I 1966 blev mit ungdomsliv beseglet. Jeg var 13 år gammel og gik i første real på Sankt Knuds Gymnasium i Odense, og her begyndte jeg at synge i kor.
Skolen havde et stort kor, som var for alle med lyst til sang, men næste år søgte jeg ind i det, vi kaldte ”Lillekoret”.
Der var optagelsesprøve, og man skulle lige kunne lidt mere. Jeg blev optaget, og så var det sket: Ja, der var et gymnasium, der var en klasse. Men vigtigere: Der var et kor!
Vi sang fast én gang om ugen, tre timer i streg, men også ofte optræden uden for skolen. Koret rummede mine første forelskelser, mine bedste fester og mine største rejseoplevelser. Jeg fik venskaber i koret, der stadig fylder markant i mit voksenliv.
Jeg synger alt, altså den dybe kvindestemme, og var vel en habil korsanger, da jeg var yngre. I mit tredje år i koret skulle vi synge og indspille den danske komponist Vagn Holmboes (1909-1996) færøsange, ”Hevjid i Homrum”. Korsatserne har tekster af J.H.O. (kaldet Janus) Djurhuus (1881-1948), der er den første moderne digter fra Færøerne.
Der var en helt særlig stemning omkring det værk: Det var klange, vi ikke havde hørt før. Teksterne fortalte om en fjern del af Rigsfællesskabet, som jeg dengang ikke kendte meget til – men jeg har senere besøgt Færøerne og glædet mig over at få bekræftet de billeder, der blev skabt af musik og tekst.
Vi skulle synge på færøsk, og det har nok lydt derefter. Men selvom vi ikke kunne tale sproget, var det, som om vi alligevel forstod det, når vi sang. Djurhuus’ tekster er meget sanselige, jeg synes, jeg husker noget om blomstrende skråninger, om længsel efter den elskede, men også om vikingers oprør mod de kristne.
Jeg mindes det som en lys og nordisk sommer, mens vi indøvede og optog sangene, med en fornemmelse af at vende tilbage til en fortid, vi ikke selv havde oplevet.
Der er flere satser fra færøsangene, som jeg også i dag ofte går og nynner for mig selv. Én af gaverne ved korsang er, at man på livstid har flerstemmighed i hovedet, man får et indre harmoniorkester med sig.
Jeg blev jordemoder i 1984. Jeg har tit tænkt over, at det første, vi registrerer, når vi tager imod et barn, er at tjekke, om lungerne har foldet sig ud. Om der er lyd på! Når vi synger, folder vi også lungerne helt ud og bruger alt, hvad vi har. Det er et grundvilkår i livet. Ved konferencer i Jordemoderforeningen er der også tradition for at synge, og helst flere sange på en dag.
Lillekoret har været med, både når jeg har været ked af det og glad, til bryllupper og begravelser. I januar i år døde vores dirigent, Carsten Mollerup.
Han havde ledet koret siden 1950’erne og døde i januar 2016.
Så sent som måneden før var vi ”i hans hænder”, da vi besøgte ham til hans sidste fødselsdag.
Og han var i vores hænder til bisættelsen, hvor vi sang i en halvcirkel rundt om hans kiste.
De ældste, der kommer tilbage til vores korkomsammen, er over halvfjerds, de yngste pænt under de halvtreds. Jeg synger selv ikke så regelmæssigt mere, og så bliver jeg jo mere rusten, men jeg har netop sammen med 50 andre været til julekoncert.
Lillekoret vil være med mig hele mit liv, også selvom jeg ikke skulle få sunget mere. Og jeg håber da virkelig, at korsangere vil synge mig ud, når min tid kommer en gang. Gerne med en Holmboe-sats.8