Færøsk digter sætter ord på kristendommens mysterium

Tóroddur Poulsens digte er hudløst ærlige, underfundigt humoristiske, stilistisk elegante og tankevækkende

”en sommerfugl sidder på mit knæ/ i hvert fald en af os/ længes efter Gud/ det er rart at vide/ hvem man skal takke for/ at skaberværker dufter som det gør.”
”en sommerfugl sidder på mit knæ/ i hvert fald en af os/ længes efter Gud/ det er rart at vide/ hvem man skal takke for/ at skaberværker dufter som det gør.”

Færøerne har to betydelige nulevende digtere, der adskillige gange er blevet oversat til dansk og flere gange er blevet nomineret til Nordisk Råds Pris, nemlig Jóannes Nielsen og Tóroddur Poulsen.

Mens den færøske afstamning er umiskendelig i alt, hvad de to digtere laver, så er de samtidig yderst forskellige. Hvor Madsen er Færøernes pendant til koryfæer fra den internationale modernisme som Walt Whitman og Pablo Neruda, der i ekspansive og billedrige vitalistiske hymner har besunget henholdsvis Nord- og Sydamerika, så er Poulsens stil forankret i talesproget og hans fokus dagligdagens stille liv og fortrædeligheder.

Når man digter som Poulsen, giver det måske ikke den slagkraft, skønhed og fantasiæggende effekt, som vi finder i Madsens bedste digte. Til gengæld møder vi i Poulsens mest vellykkede digte en tone, som berører én med sin hudløse ærlighed og sin underfundige humor.

Dette kan man i høj grad se i den netop udkomne ”Himlen har stjålet mine farver”, der en samling af Poulsens ”Udvalgte digte 2003-2013”, hvor otte af hans værker er repræsenteret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et typisk eksempel på, hvor virkningsfuld Poulsens underfundige poetiske tekster kan være, er digtet ”Fuglen” fra ”Lynvisit” (2010), hvor en dagligdags formulering og situation pludselig drejes og griber læseren i struben: ”fuglen/ lærte os/ ikke kun/ at synge/ men også/ at digte/ om fuglen/ og katten/ som fangede fuglen/ for lidt siden”.

Det er hos Poulsen altid hverdagens små situationer, der kaster poesi af sig. En smuk tekst handler om at være til stede i sit liv og indledes på følgende måde: ”telefonen/ med sine ildevarslende forretningsringetoner/ ligger slukket i lommen/ vi ligger her som en del/ af et væltet stengærde.” Afslutningen på digtet med den totale koncentration om nuet bliver imidlertid den følgende subtilt-humoristiske formulering, hvor et af forfatterskabets hovedtemaer, nemlig den religiøse tvivl, slås an: ”en sommerfugl sidder på mit knæ/ i hvert fald en af os/ længes efter Gud/ det er rart at vide/ hvem man skal takke for/ at skaberværker dufter som det gør.”

Tóroddur Poulsens digte om religiøs tro er i det hele taget betydelig mere interessante at læse end en stor del af, hvad vi finder på dansk. Her har vi jo nemlig to klart opdelte lejre med digtere som Simon Grotrian, Søren Ulrik Thomsen og Klaus Høeck i den ene lejr, hvor man utvetydigt bekender sig til kristendommen, og digtere som Henrik Nordbrandt, Jess Ørnsbo og Thomas Boberg i den modsatte position, hvor man afviser enhver form for religion og forholder sig distanceret og ironisk-travesterende til denne.

Hos Poulsen er det anderledes, for her brænder tingene på. Om dette så har at gøre med forskelle i holdningen til kristendommen i Danmark og på Færøerne, skal jeg lade være usagt - men noget tyder på det.

Med hensyn til Poulsens forhold til kristendommen møder vi ganske vist rasende og rablende udfald, som når idiosynkratiske højder, som end ikke Nordbrandt i sit mest giftige humør kan mønstre, som når man i ”Hjemtilhelvedesrejsen” (2012) hører om, hvordan ”fermenterede ål kommer ud af munden på en præst/ med små tatoveringer i panden/ af forskellige hunderacer”, inden præsten sætter ”sig på en bunke af smådrengelig/ og messer”.

Langt bedre og mere inciterende er Poulsen dog i de digte, hvor tvivlen i forhold til troen får lov til at stå i et enkelt elegant billede som i det følgende digt fra ”Afsondringer” (2012), der hermed kan stå som en afsluttende anbefaling af Tórruddur Poulsens digtudvalg: ”prøvede den/ ene Gud/ efter den anden / men hver gang/ sprang der/ en streng / for jeg stemte den/ som det var blevet/ mig pålagt”.

kultur@k.dk