Siden Carl Wesenberg-Lund skrev det uforlignelige mesterværk ”Insektlivet i ferske vande” (Gyldendal, 1915), har Danmark haft stærke traditioner for forskning i ferskvandsbiologi og den tilhørende fortælling om de ferske vandes naturhistorie.
Det er smukt, og det har uden tvivl sin rod i vandets livfuldhed og magi i vores land. Danmark er et vandland; lavt og bakket med et stort (og stigende) nedbørsoverskud, der rinder af landets krop. Vandet vælder op af jorden som klare kilder, der året rundt besidder landets gennemsnitstemperatur på omkring otte grader celsius. Det risler og klukker i små bække, det strømmer og bruser i vandløb, og det flyder i store, alvorlige og stille bevægelser mod havet i de største åer, som retteligt er floder.
Nu har biolog og åmand Bent Lauge Madsen (født 1934) fulgt traditionen op med værket ”Naturhistorier fra bæk og å”. Han lægger i bogens indledning vægt på ordet ”naturhistorie”. Han fortæller naturhistorier. ”He is a storyteller,” ville Karen Blixen måske have sagt. Her er det bare ikke fortællinger udklækket af fantasien. Det er mange fantastiske fortællinger om virkeligheden i vandet, som han siden barndommen har afluret med sine skarpe øjne og siden også gennem sindrige foto-opstillinger og mikroskoper. Efter 80 år er forfatteren stadig fuld af energi. Han slægter sin mor på. Hun blev 103 år.
Lauge Madsen kunne måske have skrevet bogen tidligere i sit liv, men forandringer i naturen tager ofte lang tid, og en af bogens kvaliteter er, at forfatteren skriver om de forandringer, han gennem sit allerede lange liv har været vidne til. Der er en vidunderlig oplevet fortælling om skæbnen for en lille sidebæk, Skovkilden, som han har fulgt, siden han var 19 år. Bækken er kildefødt og altid vandførende i selv de tørreste somre. Så den var med Lauge Madsens ord ”vuggestue” for ørreder, lige indtil den nederste del blev rørlagt. Så var det slut. Men for omkring 20 år siden blev røret stoppet til, så bækken i løbet af nogle år fandt et nyt åbent leje over engen ned mod åen. Den genoprettede sig selv og fik sine gamle kvaliteter tilbage. Så nu er den vuggestue for ørreder igen.
Lauge Madsen har haft en central rolle som biolog og ikke mindst rådgiver ved forvaltningen af Danmarks vandløb. Han har været med overalt, helt tilbage fra dengang i 1960’erne og 1970’erne, hvor forureningen og menneskets dårskab ikonografisk kom på forsiderne i hele verden som billeder af fiskenes hvide dødstegn mod himlen. Hvide buge i giftramte åer. Nu er det heldigvis historie. Forureningsministeriet (senere Miljøministeriet) blev oprettet, og forureningsbekæmpelse og kampen for renere vand blev en folkesag. I dag er vandløbene renere, og man genopretter og genslynger vandløb over hele Danmark. Resultaterne er markante. Rentvandsinsekterne – et mylder af fine slørvinger, døgnfluer, vårfluer, vidunderlige, juvelskinnende pragtvandnymfer og meget andet breder sig overalt. Og det har Lauge Madsen enorme aktier i, fordi han undervejs utrætteligt og begejstret har fortalt om de herligheder, vi længe gjorde så ondt ved vores ubetænksomme brug af vandløb som kloakker.
Bogen er fagmandens kærlighedserklæring til de danske vandløb, deres liv, fysik kemi og magi. Sprængfyldt med gribende naturhistorier. Læs med – der er store for-tællinger i det små. Læs om vandmyreløvens liv, om isslørvingens sexliv på sneen, om ”den fagreste vårflue” – bjergvårfluen, der som flødefarvet larve med karamelbrunt hoved lever sit liv i hjemmevævede silkestrømper hængt op mellem sten i krystalklare bjergbække. Ud over naturhistorierne skriver forfatteren også medlevende om alle de personligheder, han står i gæld til; over dem alle legenden Wesenberg-Lund, men også Esben-Petersen, der blev vårfluespecialist og borgmester i Silkeborg, Kaj Berg, August Krogh, Hjalmar Ussing, Jens Findal, Carlo Jensen og flere andre. Næsten 50 sider i bogen er helliget fortællinger om ferskvandsbiologerne. Min eneste forundring her er, at vårflueforskeren Anker Nielsen, der skrev doktorafhandling om vårfluerne i Himmerlands kilder, ikke har en mere fremtrædende plads.
Bogen er et overflødighedshorn af velskrevne, underholdende og lærerige naturhistorier. Man bliver bragt dybt ind i stoffet; i vandfysikken, i detaljen. Intet er for småt eller for mærkeligt. Jeg har aldrig læst en bog, hvor man får så meget at vide om vandets fysik. Dette livgivende stof, der har de mærkværdigste egenskaber, og som opfører sig helt anderledes sammen med vandlopper, skøjteløbere og andre smådyr end sammen med store, tunge mennesker. Bogen er fyldigt, fint og fagligt illustreret og lives undervejs op af Jens Gregersens poetiske akvareller, der også pryder forsiden.
Undertiden er det overflødige det mest nødvendige. Det er det her. Tak for naturhistorierne, Lauge Madsen. De er ren glæde.
PS: Det er ikke et større skår i anmelderens glæde; men i næste oplag skal billedet øverst på side 52 skiftes ud, så det viser den omtalte døgnflue og ikke en dovenflue.