Fagre nye fremtid og en hyldest til mennesket

”Homo Deus” er en vidtfavnende og yderst tankevækkende bog om teknologiens indflydelse på mennesket og dets fremtidsperspektiver

Det ”homo deus”, der kan være med til at forme sin egen og slægtens videre liv, bekender sig ifølge Harari til en form for techno-humanistisk tro, der er at sammenligne med en religion. Men mens denne mulighed er åbenlys og interessant, så slutter Harari af med et kapitel om ”dataisme”, som for ham at se også er at ligne med en religion, der ser evnen til at indhente og reagere på information som løsenet for det nye menneske.
Det ”homo deus”, der kan være med til at forme sin egen og slægtens videre liv, bekender sig ifølge Harari til en form for techno-humanistisk tro, der er at sammenligne med en religion. Men mens denne mulighed er åbenlys og interessant, så slutter Harari af med et kapitel om ”dataisme”, som for ham at se også er at ligne med en religion, der ser evnen til at indhente og reagere på information som løsenet for det nye menneske. .

Yuval Noah Hararis bestseller ”Sapiens: A Brief History of Humankind” (udkom på dansk sidste år) endte med et langt kapitel, der næppe ville have stået der, hvis bogen havde været skrevet for 20-30 år siden. Præcist peger Ha-rari der på en række grunde til, at mennesket i den form, som vi kender det i dag, ikke nødvendigvis vil kunne findes i fremtiden. Ikke på grund af udslettelse, men som følge af en udvikling, hvor dets egne teknologier gør det til andet væsen.

Hans nye bog, ”Homo Deus: A Brief History of Tomorrow”, der er skrevet på hebraisk og nu oversat til engelsk, tager tråden fra ”Sapiens” op i en vidtrækkende og exceptionelt interessant fremstilling af de mange udfordringer, som teknologi giver mennesket. Fra muligheden til at påvirke dets eget genetik over sammenkoblingen med maskiner og kunstig intelligens til den måde, hvorpå indsamling af alle slags data allerede nu er med til at gøre idéen om det autonome individ til lidt af en illusion.

En af styrkerne ved Hararis bog er, som i ”Sapiens”, at han altid tænker mennesket som et samarbejdende væsen, der ikke ville kunne have udviklet sig til det, som det er nu, uden at have kunnet udvikle sofistikerede og komplekse måder at samarbejde på. Det har også vidtrækkende etiske implikationer for forståelsen af, hvordan der ikke kan findes menneskelighed, uden at der er samfund.

Harari deler en frygt med mange andre, der har studeret mulige forandringer af menneskets grundvilkår: at det ikke vil være alle, der får lige muligheder fremover, men kun en privilegeret skare. Det kan være i form af længere og sundere liv eller adgang til en række veje til at øge sin kognitive formåen. Verden er i forvejen fyldt med ulighed, men dog også med en klar opfattelse af, at der kun findes en menneskehed. Det vil være et kæmpe syndefald, hvis denne enhed skulle gå tabt, men muligheden er til stede, hvis gevinsterne for ressourcestærke individer og grupper er store til at lade ligge til glæde for menneskehedens enhed.

Harari er skeptisk over for religionernes rolle i samfundene, samtidig med at han er optaget af deres betydning, både historisk og for fremtidens mennesker. Menneskelig forandring tænkes ofte som enten integration med teknologi, hvor vi gradvist bliver til cyborgs, eller som en genetisk forandring, der bringes til veje gennem selektion eller manipulation med arvemassen.

Det ”homo deus”, der kan være med til at forme sin egen og slægtens videre liv, bekender sig ifølge Harari til en form for techno-humanistisk tro, der er at sammenligne med en religion. Men mens denne mulighed er åbenlys og interessant, så slutter Harari af med et kapitel om ”dataisme”, som for ham at se også er at ligne med en religion, der ser evnen til at indhente og reagere på information som løsenet for det nye menneske.

Den underliggende idé er, at alting i den sidste ende er information, hvis udvikling styres af algoritmer, og at disse er så komplicerede, at mennesket ikke på nogen måde selv er i stand til at danne sig et overblik. Men vores maskiner kan til gengæld udvikles til at beherske data på hidtil usete måder, som rækker ind i forhold til menneskets sociale liv, dets håndtering af sin fysik og af sit mentale helbred. Det nytter ikke at lytte til sig selv, skriver Harari, for hvad ved vi egentlig? Sværmen af data ved bedre. Og hvis man accepterer dette, så er man på vej mod en religion, der tilbeder data.

Harari skriver med en let pen, nogle gange lidt for let og sikkert mindre humoristisk, end han har forestillet sig, men hans store overblik og engagerende måde at gå til nogle af tidens spørgsmål på gør det til et mindre problem. Det er også klart, at han ikke kan være på hjemmebane i alle dele af udviklingen af genetik, kunstig intelligens og meget mere (det er der ingen, der kan), men igen tilgiver man ham også nogle lidt luftige spekulationer, fordi der skrives redeligt om udfordringer, der allerede nu betyder noget, og som på længere sigt kan betyde rigtig meget.

Selvom vi har haft mere end 150 år siden Darwin til at øve os på, at mennesket ikke er upåvirket af evolution, så er det først, da midlerne til at accelerere den faldt i vores egne hænder, at de store perspektiver, der kan ryste vores selvforståelse, er gået op for os. Harari leverer en af de bedste skildringer af menneskets mulige fremtider på en måde, der alt andet lige også er en hyldest til mennesket.

Hver onsdag skriver vi om nye bøger, der handler om tro og værdidebat.