Prøv avisen

FAKTA: Sonnergaard blev den rå realismes talsmand

Under en lanceringsrejse i Serbien er Jan Sonnergaard afgået ved døden. Han blev 53 år gammel.

Med et provokerende og direkte sprog blev Jan Sonnergaard talsmand for halvfemsernes rå realisme. Han har udgivet flere novellesamlinger og romaner.

* Jan Sonnergaard debuterede i 1990 med novellen "Imitation af Lacoste", der blev bragt i antologien "Begyndelser 1990".

* Han slog for alvor igennem i 1997 med novellesamlingen "Radiator". Den skildrer livet på bunden af samfundet. Novellesamlingen blev den første i en trilogi, der tegner billedet af et klassesamfund.

* Middelklassen kom under spirende analyse i "Sidste søndag i oktober", som udkom i 2000. "Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen" fra 2003 skildrer overklassen.

* Jan Sonnergaards første roman, "Om Atombombens betydning for Vilhelm Funks ungdom", udkom i 2009. Den er skrevet som en nedtælling til dommedag.

* I 2013 udkom novellesamlingen "Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer", som skildrer livet i flere europæiske storbyer.

* Hans sidste værk, "Frysende våde vejbaner" fra 2015, er en roman om uindfriede forventninger.

* Jan Sonnergaard har skrevet flere artikler og kronikker.

* Hans teaterstykke "Sex" havde premiere i 1999 på Aalborg Teater. I 2006 opførte Mammutteatret stykket "Liv og død på Café Olfert Fischer", der er skrevet ud fra udvalgte noveller fra Sonnergaards forfatterskab.

* Jan Sonnergaard har modtaget flere priser. Det drejer sig blandt andet om Harald Kidde Prisen 1997, LO's Kulturpris 2000, Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2007 samt Jytte Borberg Prisen 2010.

Kilder: Gyldendal, Litteratursiden.dk, Den Store Danske Encyklopædi