Bornedals friheder
Da Den Franske Skole på Frederiksberg ved København ved en fejl var blevet bombet af Royal Air Force den 21. marts 1945 lå en nonne, Søster Helene, begravet i murbrokkerne og hørte en stemme hviske: "Søster, tror De, vi skal dø?" Det svarede hun ja til.
Scenen er nu blevet genstand for en debat om sandhed i fiktion. Den indgår nemlig i Ole Bornedals film "Skyggen i mit øje", der havde premiere sidste år. Men i filmen tilhører den hviskende stemme et barn, som dør. I virkeligheden var det efter alt at dømme en anden nonne, søster Helene kommunikerede med, og begge overlevede ulykken, påpeger en anden filmmand, Martin Sundstrøm.
Det er ikke første gang, en instruktør tager sig visse friheder, men det har stødt Sundstrøm, at Bornedal til filmmagasinet Ekko har omtalt filmen som ”superfaktuel i enhver tænkelig detalje”.
Bornedal har selv angivet, at kælderscenen bygger på en dokumentarfilm fra 1970, "Kartago bør ødelægges", hvor Søster Helene selv på 25 års afstand erindrer den voldsomme begivenhed, men det er i denne genfortælling ikke tydligt, hvem den hviskende stemme tilhører, eller hvad der sker med personen. Derfor har Bornedal digtet resten.
Sundstrøm påpeger imidlertid, at man i flere arkiver kan finde en beretning, nonnen skrev ned kort efter begivenheden, hvoraf det fremgår, at stemmen tilhørte en anden nonne, som overlevede, og det burde Bornedal have fundet ud af:
"Bliver Bornedals film dårligere af, at han har misforstået en nonne? Nej, den er inspireret af virkeligheden og ikke dokumentar. Men er det udtryk for graden af grundighed, er det ærgerligt. Jo tættere vi kan komme på sandheden, jo mere styrker vi fællesskabet med fælles historie og erkendelse, mens fantasier løsrevet fra livets logik kun skygger," erklærede Sundstrøm tirsdag i et debatindlæg i Ekko.
Ole Bornedal skriver til svar, at han erkender, at Sundstrøm vinder, men han anfægter væsentligheden af debatten:
"Hvor jeg kun oplever Søster Helene tale med rystende, døende stemmer omkring sig, mens bålene langsomt æder sig ind på dem, finder Martin Sundstrøm en fejl."
Sangtyveri eller sammentræf?
Den amerikanske sangerinde Taylor Swift har i en årrække haft stribevis af store hits inden for pop- og countrymusik, men forsvarer sig i øjeblikket i en sag, hvor hun er under anklage for at have stjålet et omkvæd til brug i sin egen sang "Shake it Off" fra 2014, skriver Los Angeles Times.
Taylor Swifts omkvæd lyder: "Cause the players gonna play, play, play, play, play. And the haters gonna hate, hate, hate, hate, hate.” De filosofiske dybder i disse linjer kan anfægtes, men hvad værre er, så havde den mindre kendte R&B-gruppe 3LW på det tidspunkt allerede udgivet sangen "Playas Gon’ Play”, hvis omkvæd unægtelig minder herom: “Playas, they gonna play. And haters, they gonna hate," gentager gruppen om og om igen.
3LW har tidligere forsøgt at få Swift dømt for plagiat, men i 2018 afgjorde en dommer, at linjerne var for uoriginale til at være ophavsretligt beskyttede. 3LW har imidlertid appelleret sagen, og derfor måtte Taylor Swift i denne uge på ny forsvare sig med, at der ikke er tale om et sangtyveri, men et sammentræf. Swift insisterer på, at hun aldrig havde hørt 3lW's sang, før hun indspillede sin egen, og hun siger desuden, at hun har hørt linjerne som en gængs talemåde i sproget, der udtrykker, at man bare skal børste negativitet af sig.
Hindu-hadtale sat i musik
Den 26-årige indiske sanger Sandeep Chaturvedi begyndte sin karriere med at synge fromme religiøse sange, men har skiftet stil og derved skaffet sig et stort publikum på videotjenesten Youtube og andre musikfora, beretter det britiske medie BBC. Den musikgenre, Chaturvedi nu dyrker, er hindunationalistisk hadtale rettet mod muslimer.
Lige nu har sangeren et aktuelt hit, som tager afsæt i en strid om hinduers ret til at bede på et helligt sted i byen Varanasi. På grunden for det delvist ødelagte hinduistiske Vishwanath-tempel fra 1600-tallet har muslimer siden opført en moské, Gyanvapi. For hinduer er det i de senere år blevet en mærkesag at tage helligdommen tilbage som tempel for guden Shiva. For muslimer er det en tilsvarende mærkesag, at hele området er viet til Allah.
Sangens tekst er angiveligt så truende og stødende for muslimer, at BBC ikke vil gengive den, og ifølge den politiske analytiker Nilanjan Mukhopadhyay er det ikke bare en sang, men "et råb om krig" og "et misbrug af musik".
Selv erkender Sandeep Charturvedi, at skiftet har øget hans publikum og indtjening, og at motivet er at skrue op for konflikten. I hans forståelse af verden er det imidlertid ikke muslimer, der skal ses som en truet minoritet, men hinduer der bliver urimeligt begrænset: "Hvis jeg med foldede hænder beder jer om at få, hvad der er mit, er I så enige? Det er I ikke. Så er vi nødt til at være provokerende."