Prøv avisen

Faktuel viden efterlyses

KULTURHISTORIE: Rune Engelbreth Larsen løfter ikke den store opgave, han har givet sig selv i "Renæssancen og humanismens rødder"

Begrebet "humanisme" er ikke noget enkelt og klart begreb. Det kan betyde alt fra renæssancens særlige tolkning af videnskab og kunst til menneskekærlighed sådan i al bred almindelighed. Denne bog søger at bestemme begrebet ved at undersøge dets rødder i renæssancen. Men "renæssance" er også et bredt begreb, og derfor forsøger forfatteren sig med, som han skriver, "den kaleidoskopiske vifte af idéhistoriske hovedtræk, der kommer til udtryk i de dramatiske og uhyre kreative epoker, vi karakteriser med begrebet "renæssance".

Han forfølger nu begrebet renæssance i middelalderen, i renæssancen, gennem forholdet mellem individualisme og relativisme, ved at se på perspektiv og personlighed (med nogle billedanalyser) og på forholdet mellem renæssance og reformation. Til sidst er der et efterskrift om humanismen efter det 20. århundrede. Lad det være sagt med det samme, at bogen, som ikke er kedelig at læse, er meget, meget kaleidoskopisk. Den består af referater af litteratur, især renæssancens, og af litteratur om renæssancen. Dele af referaterne er ret frit associerende, og det bidrager ikke til klarheden.

Det er en skam, at bogen får denne karakter, for idéen om at ville skabe mere klarhed over, hvad renæssance og humanisme er, er rigtig god. I løbet af læsningen står det også klarere og klarere for læseren, hvorfor Rune Engelbreth Larsen ikke kan løfte opgaven.

For det første viser en række fejl, at han ikke kan græsk og latin. En af disse fejl er for kostelig til at blive forbigået: Han oversætter "Maria lactans" som "den diende Maria" (i stedet for "ammende")! Nu kan man godt skrive gode bøger uden at kende de klassiske sprog, men netop dette emne kræver, at forfatteren kan lidt græsk og latin. Hvad er det nemlig, der er forskelligt fra middelalder til renæssance? Enhver, der har læst det vrøvl, middelalderens såkaldte lærde skrev, når de tolkede antikke tekster, kender også glæden ved at læse renæssance-filologernes tolkninger. Forskellen er som at komme op i dagens klare lys fra en brønd af tåbeligheder. Og selve renæssancen begynder som lærde, bl.a. lovkyndige, der studerede antikkens forfattere, bl.a. også for at blive mere veltalende. Denne tilgang gav også renæssance-humanisterne en mere verdslig tilgang end den, der dominerede det øvrige, kirkelige uddannelsessystem.

Disse synspunkter indgår i nogle af de værker, Rune Engelbreth Larsen citerer, bl.a. klassikeren på området, Kristeller. Men fordi han ikke forstår denne sproglige tilgang, er det svært for ham at vurdere værdi og relevans af værkerne.

Det næste problem er, at Rune Engelbreth Larsen stort set kun læser bøger på dansk og engelsk. Dvs. han arbejder med sekundærværker og oversættelser. Det giver mindre præcision, og der er virkelig noget meget svømmende over de mange sider med referater af oversættelser eller af andres referater eller af sekunderværker om de bøger, oversættelserne er oversat fra. Man kan i grunden more sig over, at denne bog således virker lidt middelalderlig ved aldrig at gå til kilderne – "ad fontes" som de sagde netop i renæssancen.

Det tredje problem er, at Rune Engelbreth Larsen ikke ved nok om naturvidenskab til at sætte den ind i en passende sammenhæng. Det er for eksempel hans vurdering, at Kopernikus var en skelsættende astronom (men han var helt igennem traditionel, bortset fra, at han anbragte solen i midten for at lette nogle udregninger). Og han skriver, at det heliocentriske verdensbillede med Kepler fik et empirisk fundament. Det passer ikke, det skete først endeligt i 1728 og i 1838, da man påviste nogle observationsfænomener, der skyldes Jordens bevægelse (aberation og parallakse).

Bogen er således uoverskuelig, fordi forfatteren ikke har et nært og direkte forhold til stoffet, og flere af dens konklusioner kan bedst karakteriseres som en dans på æg, fordi forfatteren ikke har den faktuelle viden til at have en klar mening. Derfor forlader man bogen med et ret forvirret indtryk. Det er en stor skam. For ideen er som sagt rigtig god, og i efterskriftet har han nogle interessante overvejelser over, hvordan man kan definere en moderne humanistisk holdning, der både kan rumme respekten for det enkelte menneske og være åben for en religiøs tolkning af verden, sådan som alle i renæssancen tolkede verden.

I dag opfatter megen humanisme sig jo som en modsætning til religiøs tydning af verden, og det er en klar afvigelse fra humanismens udgangspunkt, der nok var mere verdsligt end middelalderens, men ikke ateistisk. Måske debatgenren ligger bedre for Rune Engelbreth Larsen, fordi den ikke på samme synlige måde som (populær-)videnskab kræver bestemte faglige forudsætninger.

**Rune Engelbreth Larsen: Renæssancen og humanismens rødder. 363 sider. 378 kroner. Aarhus Universitetsforlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk