Udstilling mellem tilværelsens katastrofer og menneskehedens håb

Klangbunden for Palle Nielsens grafiske værk er det 20. århundredes katastrofer, men som eksistentielt udsagn rækker værket ud over tid og sted. I år ville han være fyldt 100 år

Palle Nielsen: ”Fortvivlelse Orfeus og Eurydike I” (tv.), 1955, linoleumssnit, og ”Magtens tårn”, 1964. – Foto: Ole Akhøj/Fuglsang Kunstmuseum.
Palle Nielsen: ”Fortvivlelse Orfeus og Eurydike I” (tv.), 1955, linoleumssnit, og ”Magtens tårn”, 1964. – Foto: Ole Akhøj/Fuglsang Kunstmuseum.

Palle Nielsens (1920-2000) samlede værk af tegninger og grafik kan anskues som en slags vidnesbyrd. I de formative år blev han vidne til Anden Verdenskrigs grusomheder, atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, Tysklands ødelagte byer og den kolde krigs lange dybfrosne efterliv. Det satte præg på hans kunst.

Selv sagde Palle Nielsen: ”Jeg skal, føler jeg, aflægge rapport om, hvad jeg ser, og om, at det, jeg ser, er vor situations fuldstændige umulighed, og at der i erkendelsen af denne situation ligger et håb.”

Det er mellem disse to poler, hans kunst er spændt ud: erkendelsen af tilværelsens – på adskillige niveauer – katastrofiske karakter og dette at skulle leve, som var der en fremtid og et håb. Skildrede Palle Nielsen katastroferne, skildrede han også håbet. Ødelæggelserne af vor civilisation er omfattende i Palle Nielsens værk, men i livgivende øjeblikke kommer der også noget andet til syne: en engel i himlen, en hval i havet. Palle Nielsen er en af dansk kunsts store humanister. Det er det første, man kan sige. Derfor er mennesket i centrum i hans livsværk. Mennesket udsat for ekstremt fysisk pres i urbane landskaber, hvor også arkitekturen splintres og styrter sammen som skæbnesvangre dele af helhedsbilledet. Det skabte og det menneskeskabte i et og samme fald. Det helt store mytologiske syndefald, men også det konkrete og anskueliggjorte fald, lemlæstelsen og sammenstyrtningen, nedbrydningen af organisk og uorganisk materiale. Katastrofen anskues som den klassisk definerede afgørende begivenhed i dramaet, hvor der sker noget andet, end vi forventer, hvorefter noget for evigt er forandret. Verden bliver ikke til hos Palle Nielsen, den bliver ødelagt, kunstneren arbejder med troldsplinten i øjet, som gør, at alting ses forkert. Intet er mere det samme.

Palle Nielsen: ”Fortvivlelse Orfeus og Eurydike I”, 1955, linoleumssnit. – Foto: Ole Akhøj/Palle Nielsen-samlingen.
Palle Nielsen: ”Fortvivlelse Orfeus og Eurydike I”, 1955, linoleumssnit. – Foto: Ole Akhøj/Palle Nielsen-samlingen.

Som humanist bliver Palle Nielsen i kunsthistorien ofte sammenlignet med de jævnaldrende figurative kunstnere Dan Sterup-Hansen og Svend Wiig Hansen, der også viede deres livsværker til skildringen af mennesket og dets situation i en epoke præget af spændinger og krig. Sammen blev de kaldt for ”Menneskeskildrerne”. De var præget af 1950’ernes og de tidlige 1960’eres europæiske eksistensfilosofi om det udsatte menneske, ligesom de var præget af tidens sociale og politiske reformer, hvor også kunsten skulle demokratiseres og nå bredt ud. Det førte til en opblomstring af grafikken, der kunne mangfoldiggøres.

Strømningerne kan følges i Palle Nielsens grafiske værk og i hans tegninger og akvareller, hvor også 1970’ernes internationale terror og de følgende tiårs menneskeskabte ødelæggelser af naturen får plads. På den turnerende retrospektive udstilling ”Palle Nielsen 100 år. Katastrofer og mirakler” kan beskueren følge udviklingen og temaerne i hans kunst. Både det dystopiske og utopiske i hans værk får plads og rum i mindre, sluttede enheder af beslægtede motiver. Formaterne er jo små, så det giver en koncentreret og intens oplevelse af den samtidsorienterede kunstners engagement og visuelle vitalitet. Som grafiker er han suveræn; skildrer han kaos, er hans værk præget af orden og en æstetisk prægnans med disse karakteristiske stilistisk gentagne mønstre og skraveringer i et formsprog, der nærmest umærkeligt udvikler og forskyder sig igennem årene.

Palle Nielsen: ”Det gamle hus Isola”, 1963, linoleumssnit. – Foto: Kenneth Stjernegaard/Kunstmuseet i Tønder.
Palle Nielsen: ”Det gamle hus Isola”, 1963, linoleumssnit. – Foto: Kenneth Stjernegaard/Kunstmuseet i Tønder.

Men Palle Nielsen arbejder også raffineret med en kommerciel æstetik. Det er det andet, man kan sige. Udstillingen ”Katastrofer og mirakler. Palle Nielsen 100 år” skal roses for at nuancere, ja ligefrem bryde med den sakrosankte opfattelse af kunstneren som en nærmest hellig skikkelse præget af en dyb eksistentiel alvor og et profetisk indblik i menneskelivets dystre sider. Det er naturligvis en del af værket, men langtfra det hele. I et forsøg på at aktualisere Palle Nielsen har udstillingens kurator talt med en række samtidige kunstnere og meningsdannere, der forholder sig til det overleverede værk.

En af dem er tegneren Thomas Thorhauge, der befriende beskriver Palle Nielsens kunst som ”tegneserier”. Det er jo det, den er. Tegneserier. Værket er ikke primært high art, men dramatiske historier fortalt i billeder. Præcis som i tegneserien – som Palle Nielsen jo også voksede op med udviklingen af, ikke mindst i den amerikanske version – foldes historierne og dramaet ud i sekvenser. Det tegneserieagtige ved hans kunst er en ikke ringe del af Palle Nielsens gennemslagskraft og popularitet i anden halvdel af det 20. århundrede. Og i dag.

Palle Nielsen: ”Magtens tårn”, 1964. – Foto: Ole Akhøj/Fuglsang Kunstmuseum.
Palle Nielsen: ”Magtens tårn”, 1964. – Foto: Ole Akhøj/Fuglsang Kunstmuseum.

Er Giotto og den italienske renæssancekunst en inspirationskilde i den ene ende af Palle Nielsens kunstneriske skala, er Jerry Siegel og Joe Shusters ”Superman” det i den anden ende. Er den antikke græske og bibelske mytologi en forudsætning, er nutidens katastrofefilm det også. Populærkulturen er en del af Palle Nielsens modernitet, hans fart og tempo. Er det en engel, der kommer flyvende og redder mennesket fra fald og fortabelse? Eller er det ikke lige præcis Superman, der kommer susende igennem luften i sin fantomdragt? Som Thomas Thorhauge konstaterer, arbejder kunstneren helt bevidst med tegneseriens og filmens sekvenser og spændingsladede narrativ. Man mangler kun filmmusikkens ildevarslende brummen som underlægning.

Palle Nielsen var, før noget andet, uddannet reklametegner. De greb, han lærte som reklametegner, forlod han reelt aldrig; den kommercielle vinkel på stoffet. I den henseende ligner han Andy Warhol mere end eksistenskunstneren Alberto Giacometti, som han ofte sammenlignes med. Og var Palle Nielsen visionær? Ja, det var han. Hans menneskeskildringer har en almengyldighed, der overskrider tidens begrænsninger og til evig tid vil være sigende for menneskelivet. Dets brutalitet, smerte, sorg og tab.

Palle Nielsen: ”Mennesker og begivenheder”, 1983, linoleumssnit. – Foto: Skovgaard Museet.
Palle Nielsen: ”Mennesker og begivenheder”, 1983, linoleumssnit. – Foto: Skovgaard Museet.

Men Palle Nielsen var også en fuldkommen integreret del af sin samtid. Allerede i 1960’erne skabte han grafiske blade af fly, der torpederer huse, endda i et grafisk blad med et motiv, der ligner World Trade Centers Twin Towers i New York, lige da første fly rammer. Foregreb profeten Palle så terroren 11. september 2001? Ja. Inspirerede han Osama bin Laden, Mohamed Atta og konsorter? Næppe. Det er nok snarere sådan, at terroristerne også læste tegneserier og så katastrofefilm. Det er velgørende at få frigjort Palle Nielsen fra den tunge eksistentielle arv, løftet ham ud af efterkrigens ruiner og ind i nutidens visuelle dynamik.