Først skal ordene opdages. Hvad er erindring? Hvad betyder underslæb? Så kommer trangen til at udforske verden. Måske kan asfalt forvandles til guld. Hvad er der i børnelokkeren Oves mange dybfrysere? Lig i lasten? Snart efter står ordene i kø for at blive til historier. Vilde historier om København, der oprindelig hed Kødbenhavn, fordi den ligger på et kødben, der er stort som Rundetårn. Og urovækkende sange om Pilatus datter, der skal ha en skraldemand.
Der er angst og eventyr, bumser og hippier, fedme og dværgvækst, frygt og bæven. Der er forkert tegnsætning og en melankoli, der ikke kan viskes ud, hvor meget den end gemmer sig mellem linjerne. Pas på med begge dele, advarer lærerinden fru Granat med sin spidse blyant under et følsomt digt af drengen Jens. Og til sidst er der puberteten, der kommer aldeles uinviteret og propper barndommen ind i et stort klædeskab nede ved havet. Det er den standsede legs skab. Der står det fyldt med lyserøde kjoler og sørøversværd. Og imens går vi rundt, forklædt som voksne.
LÆS OGSÅ: En tiltrængt fornyelse af dansk lyrik
Det er denne leg, der ligesom standser midt i bevægelsen (nu havde vi det lige så sjovt!) og natten over forvandler små børn til store voksne, som går i for dyre sko og lever i parforhold, der ligner dobbelte carporte det er det, der er skrækken og energidrikken i dramatikeren, forfatteren og multimanden Jens Blendstrups korttekstede, ømme og letfodede bog Luskefisefortællinger. En frit udkastet samling erindringer, falske historier fra en sand barndom, som han selv kalder det, der nu efter 10 lange år følger op på gigant-succesen Gud taler ud (2004). Her var far Gud, hvis nogen skulle have glemt det. Og dette lille tiltale-twist blev en genial sprogliggørelse af et helt særligt magtforhold. Truende og urkomisk som al mystik, der burde være kød og blod.
Far (Gud) er kun sporadisk til stede i disse Luskefisefortællinger. Ligesom den vibrerende galskab. Voksenskabet er placeret i forordet, og vi kommer aldrig rigtig på tomandshånd med det igen.
I det hele taget falder ordet sporadisk ned på tastaturet, når man læser den nye samling fra Blendstrups aarhusianske gader. Alt er midlertidigt. Ligesom barndommen er det. Teksterne er brudstykker, begivenheder der ikke altid hænger sammen, men alligevel gør det med drengelogik. Og hvor den store far-bog var fyldt med bizar lattergas og syre i såret, er efterfølgeren langt mere helgarderet. Bortset fra det formidable anslag i forordet, hvor vi altså får lov at kigge ind i skabet.
Og bortset fra det dybt alvorlige udgangspunkt, der strømmer som et urråb under det alt sammen, fordi voksenlivet af mange grunde må skræmme ethvert normalt barn fra vid og sans. Og bortset fra slutningens stigende desperation, da konfirmationsalderen nærmer sig: Jeg skal skubbes, far.
Så der er faktisk en del fine bortset fraer! Selvom det ikke er Blendstrup i den uforbeholdne topform, jeg bliver ved med at ane. Og ane og ane.