Familiedrama om grønlandske adoptivbørn begejstrer de fleste anmeldere

Selvom 2020 blot lige er begyndt, kan Iben Mondrups stærke familiedrama ”Tabita” vise sig at blive årets bedste roman, spår en anmelder. En anden savner dog stilistisk tæthed og svirp som i forfatterens tidlige værker

Iben Mondrups ”Tabita” begynder i Grønland i 1965. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.
Iben Mondrups ”Tabita” begynder i Grønland i 1965. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Myreflittige Iben Mondrup er klar med sin syvende roman på godt 10 år, nemlig ”Tabita” (Politikens Forlag), og den er ifølge Merete Reinholdt i Berlingske både foruroligende, fremragende og intet mindre end en litterær bedrift fra en forfatter, der skriver ”forbandet god litteratur”.

”Tabita” er fortællingen om fire kvinder, Rosine, Abelone, Eva og Tabita, der på skift bærer synsvinklen, og hvis skæbner flettes sammen: Vi begynder i Grønland i 1965, hvor Tabitas mormor i første del får stemme, siden bliver det Abelone, Tabitas mor, der er hushjælp hos Eva og Berthel, udstationeret fra Danmark, så overtager Eva, og i fjerde og sidste del følger vi så Tabitas perspektiv, da hun er en halvstor pige og for længst adopteret af Eva og Berthel sammen med sin lillebror og er flyttet ind på en stille villavej i Humlebæk.

Der falder fem stjerner ud af seks mulige i Berlingske til denne roman om familiedynamikker og ditto hemmeligheder, om Grønland, som Iben Mondrup tidligere har beskrevet i blandt andet ”Store Malene” (2013) og ”Godhavn” (2014), om dansk kolonimentalitet, kultursammenstød og ikke mindst om adoption, og Merete Reinholdt konkluderer:

”Det er fornemt fremstillet af Mondrup, der med stort psykologisk indblik og distinkte sproglige evner har skrevet en sjældent nuanceret og indsigtsfuld fortælling om det store i det små.”

I Kristeligt Dagblad bemærker Kathrine Maria Amann sig forfatterens ”overlegne beherskelse af det episke stof” og hendes særlige evne til at skrive ”så det svier som et lækkende brandsår i sjælen, længe efter sidste side er vendt”.

Hun giver fire stjerner til en roman, som måske er Iben Mondrups mest dystre og mest håbløse, og som ifølge hende undertiden svælger så meget i sort uheld, dødsfald og moralsk fordærv, at det næsten kommer til at virke utroværdigt og dermed balancerer på kanten af det grotesk tragiske.

Men omvendt bevirker det usentimentale, at nuancerne af sort i sort trods alt er til at holde ud:

”Mondrup er kirurgisk skarp i sin sansemættede, genstandsnære indkredsning af, hvad det vil sige at høre til – hvad det vil sige at være fremmed. Hvordan barndommens landskab former sindet, og hvordan modersmålets særlige lyde evigt bærer den uudgrundelige følelse af hjem.”

I Politiken er der også fire ud af seks fra Lilian Munk Rösing, som leverer en anmeldelse, der nok er anerkendende, men dog ikke udviser det helt store engagement i sin konstatering af, at Iben Mondrup fortæller med solidaritet og indlevelse:

”De grønlandske adoptivbørns historie er en vigtig historie at få fortalt, og Mondrup gør det godt og nænsomt med denne roman.”

Helt anderledes begejstring – og en ganske uforbeholden ros – er der i Morgenavisen Jyllands-Posten fra Henriette Bacher Lind, der spår, at ”Tabita” kan gå hen at blive årets bedste roman, og hun giver seks stjerner ud af seks til en bog, der er ”rystende godt skruet sammen”. Hun betegner det som en ”kompositorisk genistreg” at bryde det kronologiske forløb op i forskellige perspektiver og kalder Iben Mondrups blik for, hvordan et kolonialistisk magtsprog sniger sig ind i familien og berettiger umenneskeliggørelsen af to børn, for ”fabelagtigt” og ”Tabita” for ”et litterært højdepunkt”.

I Weekendavisen klassificerer Lars Bukdahl ”Tabita” som værende ”en ustadigt knugende neomelodramatisk roman”, sammenligner med landets hidtil førende melodramatiker, Merete Pryds Helle og hendes to bestsellere, ”Folkets skønhed” og ”Vi kunne alt”, men stiller sig også lidt spørgende an over for netop dette melodramatiske:

”Allerbedst og virkelig, ulmende god, synes jeg, romanen bliver dér i sidste afsnit, hvor alt det værste – og bedste – melodrama er overstået, og Tabita vagtsomt og egenrådigt og fuld af vokseværk vandrer omkring i bombetomten og skal prøve at blive sig selv.”

Han vedgår dog gerne, at Iben Mondrup er god og effektiv til at rive læseren med i den melodramatiske værre-og-værre-malstrøm, ligesom han betragter det, han kalder melodramatiseringen af synsvinkelsekvensen som en original, neomelodramatisk nyskabelse. Men der er alligevel noget, han savner fra forfatterens tidligere værker:

”Jeg kunne bare så inderligt ønske mig mere stilistisk tæthed og svirp i de første tre afsnit, lige så meget som i Mondrups første, tætheds-og svirptætte romaner, fra ’En, to, tre -Justine’ til ’Godhavn’. Det er ikke så slemt som i sidste års temmelig gumpetunge mursten ’Vi er brødre’, men stilen er og bliver uforholdsmæssigt referatstilig.”

Også Nanna Goul trækker paralleller til Iben Mondrups tidligere værker i sin anmeldelse i Information:

”Jeg kan ikke lade være med at se sådan på det, at Iben Mondrup i sin nye roman, ’Tabita’, har indgået en handel med sig selv. Forfatteren har ønsket sig et større publikum, det er der ingen skam i. Derfor har hun besluttet sig for i højere grad at indhegne skriften – så den ikke stikker af – og udforme en langt bredere, mere nervepirrende og plotbaseret roman – ja – man kunne nærmest kalde det for en familiethriller.”

Men det fungerer, konstaterer Nanna Goul, denne bølgen frem og tilbage mellem de episke længsler, de brutale begivenheder og en ofte blikstille, afstemt og roligt sansende fortællestil:

”’Tabita’ er én stor uretfærdighed, der oprulles for læseren, og som side for side får følgeskab af endnu en uretfærdighed, et overgreb eller dyb sorg. De fleste ulykker sker i hjemmet, det er ganske vist – og mage til ondt vuggende familiedrama skal man lede længe efter.”

”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.