Familiefest med alt andet end idyl

”Familiefesten” med Catherine Deneuve trækker på en klassisk idé, som også kendes fra danske ”Festen”

I filmen bliver Andreas planer om en fredelig 70-årsfødselsdagsfest sammen med sine nærmeste forstyrret, da hendes utilregnelige datter, Claire, der ikke har haft kontakt til familien i tre år, pludselig dukker op og vender op og ned på alting. – Foto: fra filmen.
I filmen bliver Andreas planer om en fredelig 70-årsfødselsdagsfest sammen med sine nærmeste forstyrret, da hendes utilregnelige datter, Claire, der ikke har haft kontakt til familien i tre år, pludselig dukker op og vender op og ned på alting. – Foto: fra filmen.

”Det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt,” lyder omkvædet i ”Sangen om Larsen” fra Kjeld Abells skuespil ”Melodien der blev væk” fra 1935. Den sang kunne godt være indlagt i Cédric Kahns film ”Familiefesten”. For det, der ser så idyllisk ud op til den store fest for familiens ”grand-mère” Andrea (Catherine Deneuve), bliver faktisk skidt. I stedet er der indlagt et par gode franske ”chansons” om den store kærlighed, men de får en ironisk klang.

Det er jo før set på film og i virkeligheden, at en familiefest får gang i løjerne på en alt andet end festlig måde. Skænderier, frustrationer, aggressioner kommer op til overfladen og forpester luften. ”Hip Hip Hurra” med nærmest krøyersk stemning forvandles til en rask lille familieborgerkrig.

Thomas Vinterbergs dogmefilm fra 1998, ”Festen”, står i skarp erindring. Alle husker scenen, hvor sønnen skal holde tale for sin far, der fylder rundt. Han kan vælge mellem to taler, en grøn og en gul. Faderen vælger den grønne, sandhedens tale, og det hele eksploderer.

I den nye franske variation om temaet ”skønne fester, der går i vasken”, fylder Andrea 70 år, og det skal fejres i den store, smukke landejendom med de mange værelser og den vidunderlige have. Nogle børnebørn hjælper med at pynte op i træerne oven over det store familielangbord. Der ventes på, at familien samles. Pludselig løber drengene hen til en udsigtspost råbende, at de skal se efter, om der er fjender på vej! Det er en fin lille forudsigelse af det, der skal ske.

Artiklen fortsætter under annoncen

Andrea har tre børn, to sønner og en datter. Den ældste er den fornuftige, lidt kedelige Vincent (instruktøren Cédric Kahn selv). Han har orden i sagerne både familiært og økonomisk. Den yngste søn er Romain, der er lidt af en døgenigt. Han laver vist film og har ikke en klink på lommen. Han kommer anstigende med en ny meget yngre argentinsk kæreste. Der er ikke meget stabilitet i Romain. Deres lillesøster, Claire, har ikke været hjemme i tre år. Hun har en borderline personlighedsforstyrrelse. Hun har efterladt sin datter hos Andrea og levet sit vilde liv i Californien med Paul, men det forhold er gået i stykker.

Ved ankomsten modtages de af Andrea, der er den store varme favn. Hun prøver at holde sammen på dem alle. På et tidspunkt, da skænderierne imellem de tre søskende tager til, siger hun: ”I dag er det min fødselsdag, og så vil jeg, at vi kun skal tale om gode ting.” Det holder desværre ikke. De fortabte kører videre i deres spor. Det udvikler sig ret voldsomt.

Undervejs i filmen fik jeg en fornemmelse af Jesu lignelse om den fortabte søn. I filmen er der både den sure storebror og den fortabte lillebror/-søster. I lignelsen er det faderen, der vil festen, her i filmen er det moderen. Lignelsen slutter med faderens opsang til den ældste bror om at glæde sig. Den kommer også i filmen, men den egentlige glade familiefest står børnebørnene for, da de opfører et stykke for hovedpersonen, hvor den store ”l’amour” virkelig skinner igennem. Hvem er det, der er de største i Himmeriget?

”Familiefesten” er ikke nogen hyggefilm midt i sommerferien. Den tør røre ved vores forventninger og dårlige evne til at leve op til dem, og så er Catherine Deneuve endnu en gang en fryd at se på.