Prøv avisen
Liv&litteratur

Familiefortællinger og det, de viser

Den onde stedmoder er barnets fortælling, en fortælling vævet sammen af sorg over tabet og følelsen af ikke at blive set. Det er klart, at stedmoderen har en anden fortælling, skriver Mai Misfeldt. Foto: Klaus Holsting

Min mormors fortælling er ikke usand. Men bag stedmoderens figur træder der en kvinde frem, jeg ikke havde mødt før, skriver Mai Misfeldt efter i et besøg i familiehistorien

Alle kender fortællingen om den onde stedmoder, hende, der kommer ind i familien som en fremmed, og som aldrig formår at elske eller blive elsket af de børn, hun skal indgå i en moderlig relation med. Den onde stedmoder er barnets fortælling, en fortælling vævet sammen af sorg over tabet og følelsen af ikke at blive set. Det er klart, at stedmoderen har en anden fortælling.

Måske handler den om ikke at kunne slå til, måske om nogle svære følelser, disse fremmede børn vækker i hende, måske om en lyst til at have mandens opmærksomhed for sig selv eller måske om noget helt fjerde. Stedmoderens fortælling er belagt med skyld og skam, den er langt sværere at fortælle.

I min families nedarvede fortælling er der også en mytologisk stedmoder, hun var min mormors.

Mathilde Lütken hed hun, født 1867, død 1949.

Min mormor var andengenerationsindvandrer. Født af islandske forældre, der slog sig ned i Års, hvor Stefan Stefansson fra Grundarfjordur åbnede den første lægepraksis. Thorunn Ingeborg, født Baldvinsson, fik fire børn, inden hun og den spæde bukkede under for tuberkulosen i 1911, kun 31 år gammel.

Min mormor var den ældste, hun var seks år, da moderen døde, sent i sit liv fortalte hun mig, hvordan den elskede mor lå lig i havestuen, den ubærlige sorg over at miste hende.

To år efter giftede Stefan Stefansson sig igen, denne gang med en dansk kvinde. Mathilde Lütken var 46 år, da hun ikke bare trådte ind som hustru og stedmoder til tre børn, men også blev indrulleret i et islandsk slægtsværk uden lige.

Folk kom rejsende til og fra den store bolig i Aars og slog sig ned i månedsvis, og børnenes mormor og farmor, som ikke kunne udstå hinanden, ”gamle amma” og ”nye amma”, residerede i hver sit værelse. Der blev sendt penge til trængende i slægten, for eksempel Stefans bror, litteraten Jon Stefansson, som nok ikke hørte til de mest påholdende. Man holdt sammen, sådan som familier i udlændighed naturligt gør det, dengang som nu.

Min mormor var kun otte år, da hun fik en stedmor, som gik i gang med at opdrage den islandske børneflok. Jeg ved ikke, hvordan det er gået for sig, men jeg hørte aldrig min mormor sige et eneste pænt ord om Mathilde, som i hendes erindring var dominerende og styrende ud over alle grænser. Den fortælling voksede min mor op med, den fortælling gav hun videre til mig, ligesom jeg giver den videre til mine børn. Og sådan danner der sig stærke, men også endimensionelle fortællinger i slægter.

Nu har familiens fortælling imidlertid fået en anden dimension, idet etnolog og kunsthistoriker Ena Hvidberg, gift med et barnebarn til Stefan Stefansson, har besluttet sig for, at der måtte være mere at sige om Mathilde Lütken, end at hun tvang børnene til at fjerne sytråde i græsset, hvis der var blevet broderet udendørs.

”Pennen, filantropien og kærligheden” har hun kaldt sin udgivelse, som handler om, hvordan Mathilde, datter af en læge, der formentlig led af posttraumatisk stress (han var frivillig underlæge i 1864), først markerer sig som journalist og kvindesagsforkæmper samt filantrop i København, for sent i livet at lægge det hele bag sig og blive lægefrue i den jyske provins. Ena Hvidberg har været nede i kilderne og fundet et righoldigt materiale frem.

Den Mathilde Lütken, som Ena Hvidberg finder i arkiverne, var en retskaffen kvinde, som ikke var bange for at tale magten midt imod. Det gjorde hun, da hun udgav et skrift, der forsvarede embedsmanden Niels Grøn, hvis ære var blevet beklikket i forbindelse med den danske stats afhændelse af De Vestindiske Øer. Hun var modig, måske også for hård og kompromisløs. Men først og fremmest var hun et menneske med sine egne bevæggrunde og besværligheder. Arkiverne kan ikke fortælle sandheden om, hvorfor forholdet mellem hende og de tre børn ikke blev kærligt. Min mormors fortælling er ikke usand. Men bag stedmoderens figur træder der en kvinde frem, jeg ikke havde mødt før.

I klummen ”Liv&Litteratur” skriver anmelderne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem liv og litteratur, både historisk og aktuelt.