Familiehistorien uden sammenhæng

ROMAN: Den østrigske forfatter Arno Geiger forsøger sig med stor slægtsroman, men hans beskrivelse af moderne menneskers tab af historie og tradition er spækket med klichéer

Slægtsromanen har gennem de seneste år genvundet popularitet. I en tid, hvor faste fundamenter synes svære at få øje på, vender ikke mindst yngre forfattere sig mod deres personlige familiehistorie: deres slægts udvikling, deres families baggrund og genealogi. Der sker ofte med stor succes. Når disse moderne slægtsromaner er vellykkede, formår de typisk at forbinde en personlig familiehistorie med den historiske epoke og de udviklinger, der afspejles i de individuelle skæbner. Når de vellykkede.

At slægtsromaner lige så vel blot kan fortabe sig i rene og skære stereotyper og klicheer er den østrigske forfatter Arno Geigers nye roman "Vi har det godt" et eksempel på. Det er en roman helt uden drive; fortænkt, og blottet for overraskelser. Romanen sigter ellers efter at give et indblik i en ny generation af mænd og kvinder, hvis liv er præget af stilstand og mangel på historie. Som udgangspunkt beskriver Geiger, hvordan hovedpersonen Phillipp Erlach, en østrigsk mand i 30'erne, arver sine bedsteforældres hus. Han har ingen forbindelse til sin egen historie, til familien og dens baggrund og udviser heller ikke stor interesse efter at finde den.

Denne mangel på historisk dybde kombineres i romanen med hovedpersonens egen stilstand i livet, afspejlet i hans utilfredsstillende forhold til en gift kvinde. Som repræsentant for en ny generation af mænd, der hverken kan finde ud af deres eget liv eller har interesse i deres historiske baggrund, forbliver Phillipp Erlach dog et tomt symbol, uden indre liv: alt for simpelt sammensat og alt for nemt gennemskuelig.

Det samme gælder for de andre personer i bogen og deres historie. I vekslende kapitler og afsnit erfarer vi om Erlachs forældre og bedsteforældre, deres liv i Østrig under og efter krigen, deres parforholds udvikling, med videre. Men heller ikke disse portrætter fungerer. De er forsimplede repræsentanter for hver deres bestemte epoker. I 1970'erne skal kvinden således selvfølgelig frigøre sig og klage over, hvordan det altid er hende, der står med opvasken. Og naturligvis skal bedstefaderen lide under at føle sig skubbet til side af en yngre generation. Alt sammen forudsigeligt og uden indre dynamik.

Som en sjælden undtagelse fra denne mangel på indre liv i romanen står de tidlige beskrivelser af Anden Verdenskrig: om hvordan de unge knægte som 15-årige blev sat til at kæmpe mod den russiske armé, der var på vej til at indtage Wien. Og hvordan de, overbeviste om deres opgave, blev sønderskudt, brugt til kanonføde for nazisternes ideologiske vanvid.

Geigers beskrivelser er her præcise og rammende. Billedet af en ung Hitler Jugend-dreng, der prøver at holde sine indre organer i ro med hænderne, mens han med et sønderskudt hoved forsøger at fange kammeraternes blikke, inden han falder død om, er en litterær beskrivelse af krigen, som hæfter sig i ens hoved og forbliver der længe efter læsning.

Men disse mesterligt skrevne scener er som sagt desværre undtagelser. I sin helhed er romanen vanskelig at tygge sig igennem. Og heller ikke som teoretisk projekt overbeviser den. Man forstår hurtigt, at Geiger ønsker at videregive Phillipp Gerlachs manglende sans for familiesammenhængen ved at lade de forskellige dele af familiens historier stå uformidlede ved siden af hinanden.

Denne opbygning skal afspejle, at hovedpersonen ikke evner at samle historien for sit blik, at tradition og historie er brudt i adskillige usammenhængende anekdoter og småstykker, som først læseren formår at se en indre forbindelse imellem. På denne måde vil Geiger modarbejde den klassiske slægtsroman og vise, hvordan familiehistorien for Phillipp Gerlach forekommer utilgængelig og uoverskuelig. Men han formår ikke at gøre dette koncept levende. Lige så tydeligt, som romanens projekt er, lige så kedelig er den at læse.

**Arno Geiger: Vi har det godt. Oversat af Birgit Fuglsang. 310 sider. 349 kroner. Husets Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk