I USA har de genren road-novel, vej-romanen, hvor et makkerpar tager på farten, enten ud på landevejen som i Jack Kerouacs Vejene eller ned ad floden som i Mark Twains Huck Finn, uden noget endegyldigt mål, men i sikker forvisning om at møde en række farverige figurer undervejs og inden rejsens slutning undergå en forandring.
I Israel har de også road-romaner. David Grossmans storslåede og dybt bevægende Kvinde på flugt fra meddelelse er en sådan med den iltre, stålsatte, søgende og sørgende kvinde Ora og hendes mere tilbageholdende elsker Avram i hovedrollerne.
På amerikansk vis, men også på bibelsk facon tænk på Abraham og Isaks offerrejse fra Det Gamle Testamente, tænk på Jesus og disciplene fra Det Nye foretager Ora og Avram i romanen en rejse nordpå i det israelske landskab. De er begge følelsesmæssigt forrevne, med et dunkelt højere mål og en svag bevidsthed om, at de er mere end to almindelige mennesker; på samme tid fortidige og fremmedartede, nutidige og genkendelige, for de kunne være dig og mig.
Ora er titlens kvinde på flugt fra meddelelse. Hendes søn Ofer har netop aftjent den obligatoriske tre-årige militærtjeneste, og nu glæder Ora, der er blevet skilt fra sin mand gennem mange år, Ilan, sig som et lille barn til at tage på vandretur i Galilæa med sønnen for at fejre friheden.
Men kort før afrejse melder Ofer sig frivilligt til en offensiv mod militante palæstinensere på Vestbredden og aflyser turen med sin mor: For pokker da, han havde spist lort i tre år for at være klar til netop sådan en operation, han havde henslæbt tre år ved vejspærringer og på patruljer, var blevet ramt af sten fra børn i de palæstinensiske landsbyer og bosættelserne, for ikke at tale om, at i et halvt år havde han ikke set skyggen af en kampvogn, og omsider kom sådan en dødlækker kampagne, og med hans rådne held tre panserdivisioner sammen!
LÆS OGSÅ: Interview med David Grossman: Israel er som en rustning uden ridder
Jo, Israel er et gennem-militariseret samfund, og takket være Grossmans mesterlige indlevelsesevne og præcise prosa forstår man Ofers frustration. Selvfølgelig skal han til fronten. For at udføre en operation, som hans venstreorienterede, fredselskende og verdslige mor på ét niveau er imod, på et andet niveau naturligvis støtter, for hærens autoritet er enorm, og på et tredje niveau frygter af hele sit hjerte. Som alle israelske mødre og fædre er hun rædselsslagen for dét øjeblik, hvor hærens repræsentanter banker på døren og meddeler, at ens søn eller datter er omkommet i kamp.
Derfor beslutter Ora at rejse nordpå og flygte fra meddelelsen. I en blanding af irrationalitet og målbevidsthed tænker hun, at hvis hun ikke er hjemme, når det banker på døren, kan hun ikke tage imod meddelelsen om Ofers død, og så er han i en vis forstand stadig i live.
Og her er det så, at romanens virkelighed blander sig med forfatteren Grossmans eget liv. Som han fortalte om i Allan Sørensens interview her i avisen i sidste uge, døde hans egen yngste søn, Uri, i kamp under den anden Libanon-krig. Da var Grossman næsten færdig med Kvinde på flugt fra meddelelse, skriver han i en kort selvbiografisk epilog til romanen:
Efter at have siddet shiva vendte jeg tilbage til bogen. Det meste var allerede skrevet. Hvad der mere end noget andet havde ændret sig, var virkelighedens ekko, som den endelige version blev skrevet i.
Når Kvinde på flugt fra meddelelse læses om 50 år og det skal den nok blive, den har alle de træk, der skal til for at skabe en nyklassiker vil forfatterens tab af sønnen muligvis have fortonet sig, og man kan læse romanen uden om de biografiske oplysninger. Men lige nu er det umuligt ikke at høre dødens ekko i teksten; man ser den rødhårede Grossman spejlet i den ligeledes rødhårede Ora, man ser forfatteren, der med sin bog og dét at skrive er på flugt fra meddelelse for at udsætte det fatale, det sidste punktum.
Jeg interviewede David Grossman for fire år siden i Jerusalem, da romanen netop var udkommet i hjemlandet (siden er den oversat til over 30 sprog), og her fortalte han blandt andet om sine ugentlige studier i en bibelgruppe.
Når man nu læser romanen på dansk, mærker man tydeligt forfatterens store bibelske kendskab og den hellige bogs ekko i teksten. På et tidspunkt på deres vandring nordpå møder Ora og Avram et optog, og vi læser:
Folkene i optoget indgyder hende en drømmeagtig ro, trods deres fremmedhed og fortabthed og ødelagte kroppe. Af støv blev vi taget, det føler hun pludselig helt ned i fodsålerne: sådan, af totalt mudder. Og hun kan virkelig mærke klaskene, som de lød, da de i tidernes gry tog håndfulde jordgrød og formede hende, bare en skam at de havde sjusket sådan med brysterne, var nærige, og lårene blev for kraftige.
Ora er både Eva, den første kvinde, kommet af jorden, og samtidig helt sig selv, med små bryster og store lår og fyldt med bibelsk og menneskelig fejlbarlighed.
Til denne del hører den familiemæssige kompleksitet: at vi forelsker os og føder børn og hader hinanden og forlader hinanden og frygter, at børnene dør, alt dét, der har fået Avram til aldrig at stifte familie: For mig er familie matematik på højt plan ... det er som at være udsat for permanent elektrochok.
At han, der er følelsesmæssigt forkrøblet efter en tilfangetagelse af egyptiske soldater, alligevel er inddraget med hud og hår i det episke familiedrama, bliver klart for læseren, efterhånden som Oras, eksmanden Ilans og Avrams fælles fortid rulles op i løbet af vandreturen. Det viser sig nemlig, at soldaten Ofer ikke er søn af Ilan, men af elskeren Avram, som gradvist informeres om sønnens barndom via Oras lange erindringsglimt.
Således sammenflettes erindringer fra Ofers og hans storebrors barndom med nutidens militære operationer; der er krig i familien og krig mellem folk, akkompagneret af bibelske ekkoer og hyldester til det israelske landskab, som Grossman gennemtravede i romanens resarchfase.
Kvinde på flugt fra meddelse er med rette blevet hyldet alle de steder, romanen er udkommet, selv i den arabiske presse er der drysset mild stjerneregn ned over Grossman, der nok tidligere har skrevet ambitiøse romaner, men som når et højdepunkt i sit eget forfatterskab og i det moderne Israels litteratur med dette værk.
Forfatterkollegaen Paul Auster har sammenlignet Ora med Flauberts Emma Bovary, og en anden forfatter, Nicole Krauss, fik sit liv ændret af Kvinde på flugt fra meddelelse, som er blevet kaldt en af vor tids store antikrigsfortællinger.
Uanset hvilket filter man ser romanen igennem bibelsk, politisk, biografisk, litteraturhistorisk gør den indtryk, men størst af alt er dog det præg, den sætter på læseren ved i talrige smukke, indlevende sætninger at indkredse den største frygt: at miste sit barn.
David Grossman: Kvinde på flugt fra meddelelse. Oversat af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner. 672 sider. 350 kroner. Forlaget Vandkunsten.