Det var et tilsyneladende værdiløst spejl, der splintrede forfatteren Katrine Marie Guldagers familie ad.
Efter faderens tragiske død i en togulykke ved Sorø i 1988 tog hun et spejl, hun troede tilhørte faderen, men som i virkeligheden tilhørte farmoderen. Det blev begyndelsen til en bitter familiestrid, som endte med et brud, der mere eller mindre har varet lige siden og desuden har ført til utallige timers psykoanalyse for den danske forfatter, som også tidligere har skrevet mange romaner om dysfunktionelle familier, ligesom hun før har skrevet om sit eget forhold til psykoanalyse i ”Lysgrænsen”. Men i mandags udgav hun romanen ”Det samme og noget helt andet” om sit eget liv og den familie, som hun selv har følt sig utryg i, så nu er der tydeligvis mere på spil.
”Man kan sikkert mærke, at jeg har noget i klemme,” siger den erfarne forfatter og tøver et øjeblik, inden hun tilføjer:
”Det er sådan en bog, der samler mange af de temaer, jeg før har arbejdet med. Men jeg har aldrig før syntes, at det var så forfærdeligt at skrive, jeg har aldrig før været så meget i tvivl, og jeg har heller aldrig været så hudløs op til udgivelsen, som jeg er nu,” siger Katrine Marie Guldager, som alligevel ikke har ladet sin familie læse med, før hun udgav sin fiktionaliserede version af sit eget liv som en slags stor dannelsesroman.
”Det er min historie. Det er ikke min families historie, som jeg fortæller på vegne af dem. Det skal man lige huske. Det er min egen dannelseshistorie, og den synes jeg godt, at jeg må fortælle,” siger hun.
På den måde kan romanens popsangsmotto ” It’s my party, and I’ll cry if I want to ” (det er min fest, og jeg græder, hvis jeg vil) læses som et klart signal til familien om, at den følgende fortælling altså er Katrine Marie Guldagers ”fest”. Som i Wally Golds amerikanske popsang ”It’s My Party”, som Lesley Gore fik et kæmpehit med i 1963, er det ikke nogen fest uden ulykkelige tårer. Men man har også ret til at græde sine egne tårer og have sine egne følelser, mener forfatteren.
”Jeg har altid syntes, at det var sådan et fedt citat,” siger Katrine Marie Guldager og tilføjer, at det også kan ses som en lille hilsen til forfatterkollegaen Pia Juul, der døde sidste år. For Pia Juul brugte også ” It’s my party, and I’ll cry if I want to ” som motto for sin digtsamling ”Sagde jeg, siger jeg” fra 1999. Men Guldagers roman begynder med to andre dødsfald, der har mærket hende for livet. For med kort tids mellemrum døde hendes bedste veninde og hendes far. Veninden Anne blev skudt under et ophold i Nicaragua i 1988, og faderen døde altså i en togulykke kort tid efter. Men derefter begyndte et drama i familien over, hvem sorgen tilhørte. Det endte ifølge romanen, som forfatteren selv kalder autofiktion, hurtigt med, at Katrine Marie Guldager stod alene med sin egen sorg. Men romanen handler også om at finde sig selv, sit talent og sine grænser.
På første side skriver Katrine Marie Guldager som en slags huskeliste til sig selv, at ”det er en roman, det er en roman, det er en roman”.
”Det er faktisk et ekko af Vigdis Hjorth (autobiografisk norsk forfatter, red.), som også fastholder, at hendes roman ’Arv og miljø’ er en roman, selvom vi godt ved, at noget af den formentlig er tæt på hendes eget liv. Men når jeg selv læser Vigdis Hjorth, synes jeg faktisk, det er uinteressant, hvor meget af romanen der er fiktiv. For hun har skrevet en fænomenal roman, som man kan spejle sig i. Og så er jeg egentlig ikke så interesseret i, om hun faktisk var udsat for incest, som hun skriver i romanen. For det afgørende er, at hun beskriver familiesystemet så godt.”
I Norge var der meget debat om Vigdis Hjorths roman, og søsteren lavede en modroman, fordi hun følte, at familien blev fejlbeskrevet. Er du også bange for, at din familie skal føle sig fejlbeskrevne?
”De må gerne huske tingene anderledes. Jeg har ikke skrevet denne her roman for at udstille nogen eller hænge nogen ud, men for at skrive om mit eget liv i fiktionaliseret form, og eftersom du ikke ved, hvad der er fiktivt, synes jeg også, at jeg gør det på en ansvarlig måde. Det vigtige er jo heller ikke, hvad jeg skrev i min dagbog i 1990’erne, men at nogen kan genkende de følelser, der findes i romanen. Og striden om spejlet er ikke lige så vigtig som fortællingen som spejl for andre.”
Men hvordan kan et spejl ende med at splitte en hel familie?
”Den slags dækker jo altid over noget større. Når man står udenfor, kan man tænke: ’Et chatol? Mener I virkelig, at I ikke har set hinanden i 20 år på grund af et chatol?’ Det kan virke ironisk med sådanne arvestridigheder. For symbolsk set slås man måske lidt om den afdødes kærlighed, og det er lige præcis den kærlighed, der ikke er i verden mere, så man begynder ofte at slås om den kærlighed, som netop har forladt verden. Man slås om noget, der ikke er der, så det er dømt til at ende galt,” siger hun og tilføjer:
”Nu vil jeg helst ikke tale direkte om min familie, men jeg tror, at arvestridigheder generelt handler meget om magt, og de handler meget om hierarki. Og ligesom på en arbejdsplads er det meget vigtigt, at dem, der er i toppen af hierarkiet, er bevidste om deres magt. De skal sørge for, at alle andre også kan holde ud at være der. Det er derfor, at arvestridigheder tit opstår, når en magtfuld person forsvinder, for så forsvinder det kendte hierarki også. Det har jeg i hvert fald også hørt om i andre familier. Man kan simpelthen ikke blive enige om, hvem der nu har magten, eller hvem der nu skal være spilfordeler. Arvestridigheder oplever jeg meget som en kamp om magten, pladsen eller opmærksomheden. Og når man kæmper om et chatol eller et spejl, er det nok dybest set, fordi man ikke vil snydes for sin plads i familien.”
Det er også derfor, at folk bliver så desperate i arvestridigheder, for vi har brug for den grundlæggende anerkendelse fra familien af, at vi har ret til at være der. Og at vi har ret til at blive behandlet godt, uanset om vi klarer tingene godt eller dårligt, mener hun.
”På den måde kan man godt forstå arvekonflikter, for det er som regel desperate mennesker, der føler, de bliver snydt for deres retmæssige plads. Og når man slås om et chatol eller et spejl, handler det både om den afdødes kærlighed, men også om ens plads i familien. Det vil jeg ikke nødvendigvis sige, at det handlede om i min familie, som jeg ikke har lyst til at gå tæt ind på, men det tror jeg helt generelt, det handler om.”
Den danske forfatter tror også, at familierne ville blive stærkere, hvis man erkendte, at man internt i familierne er vidt forskellige – og gav plads til den forskellighed.
”Jeg tror, at man tager fejl af familier, når man tror, at de er homogene, og jeg tror altid, at man underspiller de enorme forskelle, der er mellem os, når det kommer til livserfaringer og livsmuligheder. Nogle i en familie vil klare sig supergodt, og andre vil klare sig mindre godt, og det kan ikke nytte noget, at det er forbudt eller forkert. Jeg synes, at man skulle lægge mere vægt på den forskellighed, der altid vil være i en familie, og være taknemmelig for, at man alligevel kan mødes. I stedet for at blive så defensiv omkring, at vi er forskellige. Men selv inden for en familie har vi en tendens til at sige, at vi har de samme holdninger og værdier. Men det passer ikke. Familien er altid et hus i splid med sig selv, hvor man er meget forskellige og har meget forskellige værdier og meget forskellige grænser, og det skal man have lov til at have. Det er meget individuelt, hvem vi er, hvor vores grænser går, og hvad der gør os kede af det. Og jeg tror, at grunden til, at mange familier er så svære at være i, er, at man bliver ved med at tro, at familien ikke er en konstant forhandling om magt, grænser og værdier.”
Det er også helt individuelt, hvad den enkelte kan blive såret over. Men Katrine Marie Guldagers roman handler om, hvad hun blev ked af.
”Den hårdeste følelse for mig var ikke, hvordan nogen replikker faldt i virkeligheden, men den grundlæggende følelse af ensomhed,” siger Katrine Marie Guldager og slår over til at tale om sig selv i tredje person – set gennem hendes fiktionaliserende form:
”I romanen går hun ned på biblioteket for at låne en bog om, hvordan man sørger, fordi hun ikke ved, hvordan man gør. Hun vågner om natten fyldt med ubærlige følelser. Hendes grundfølelse er, at ingen kan hjælpe hende, og at hun ikke er forbundet med nogen i familien. Hun føler ikke, at der er nogen, der er der for hende. Det, synes jeg, er det allermest hårde. Og det tror jeg, at mange folk vil kunne leve sig ind i. Hvem har jeg, hvis det virkelig gælder? Er der nogen, der griber mig, hvis jeg er helt på spanden? Og den følelse, hun har gennem hele sin ungdom, er, at ingen griber hende,” siger Katrine Marie Guldager og falder tilbage i jeg-form.
”Mens jeg skrev romanen, er jeg virkelig kommet til at tænke på, hvor hårdt det er at være ung, og hvor alene i verden man kan føle sig.”
Katrine Marie Guldager tier længe, mens tavsheden hænger mellem os i telefonen.
”Det er utrolig trist at føle sig uforbundet med andre mennesker,” kommer det så.
”Det er ikke bare trist, det er livsødelæggende, for livet giver kun mening, hvis man er forbundet med andre,” siger Katrine Marie Guldager med en bibelsk rod tilbage til skabelsesberetningen, hvor Gud godt kunne se, at det ikke er godt, at mennesket er alene.
Men det er heller ikke nemt at være sammen med andre, kan man allerede læse på de næste sider i Bibelen, hvor Adam og Eva kort efter syndefaldet skabte verdens første dysfunktionelle familie sammen. Misundelse førte så også til Bibelens første mord, da Kain slog sin bror Abel ihjel, mens de senere arvestridigheder mellem brødrene Jakob og Esau og i næste slægtled Josef og hans brødre endte mere lykkeligt med en forsoning, men først efter mange års bitter strid. Men selv gør hun sig ikke store forhåbninger om, at skårene bliver klinket i hendes egen familie.
”Familiestridigheder er en urkonflikt. Det er da bare dejligt, hvis det kan lykkes for nogen at finde hinanden igen, men jeg tror ikke, at det kan klares på en eftermiddag. Tilgivelse er jo heller ikke noget, man kan tvinge sig selv til. Det er en følelse, der kommer, når der er mere kærlighed end aggression. Jeg går slet ikke og tænker på mine familiemedlemmer som onde. Jeg har givet slip på den del af mit liv. Og det er kun, fordi jeg har givet slip på det som stof, at jeg overhovedet kan skrive om det. Jeg er ikke den unge pige mere. Jeg føler mig ikke ensom mere, jeg føler mig ikke desperat, som hun gjorde. Jeg føler mig ikke angrebet, som hun gjorde. Jeg føler mig ikke usikker på, om jeg må være her, som hun gjorde. Jeg føler mig ikke usikker på mine egne grænser, som hun gjorde. Og det er derfor, jeg kan skrive om det nu.”
Men håber du ikke på at blive forsonet med din familie?
”Jeg tror desværre ikke så meget på det. Relationer er ikke noget, man bare aftaler. Relationer og tillid er noget, der vokser frem over tid. Nu har jeg min egen familie med en mand, der fra begyndelsen har givet mig plads til at være mig selv og have mine følelser uden at føle mig forkert. Og sådan følte jeg mig i mange år forkert, før jeg mødte ham. Det var også derfor, at jeg følte mig så alene, men min roman handler også om, hvor meget man vil sælge ud af sig selv for at blive en del af fællesskabet. Kan man stå fast på at være sig selv og dermed risikere at ende ensom? Det er et grundlæggende dilemma i livet og i min bog.”