Linn Ullmann har altid ønsket sig et billede af dem alle tre sammen. Far, mor og barn. Ingmar, Liv og Linn. Et sådant billede findes ikke. Jo, nu hvor hun selv har skrevet det frem med romanen ”De urolige”.
Romanen er det længe savnede familieportræt. En selvbiografi, men også en biografi over forældrene, der var så smertefuldt forbundne, men dog fjernt fra hinanden, og mest mødtes som gode kammerater på film set og scener. Et sted i mellem dem var barnet, som noget, de havde sammen, men også hver for sig, og som de aldrig rigtig fik fundet sammen om.
Hendes selvbiografiske roman er således skrevet på et savn og et forsøg på at forstå og dermed tilgive – eller snarere netop forene. Samle det adskilte i sit eget liv og nå en form for fred og fordragelighed med det hele. Det lykkes. Romanen er, som også hendes forældres selvbiografiske bøger, skrevet med et furiøst overskud. Den er vittig, sarkastisk, selvironisk – og øm. Ja, sine steder er den bare så ubegribelig smuk i sin følelse.
”De urolige” hedder romanen. Med god grund. Ingmar Bergman hadede ”følelsesmæssigt rabalder”. Det skulle alene foregå i film og på scenen. Ikke i hans liv, der var ordnet til en sådan grad af punktlighed, som kun et menneske med kaos i sit indre kan.
Liv Ullmann på den anden side ville ikke have, at hendes ”nerver krøllede sig”, og forsøgte og forsøger at holde sammen på sin skrøbelige skønhed med vaklende vilje. Manden elskede kvinder, og kvinden elskede mænd. Men de skulle ikke være i vejen. ”Mænd over and out”, som Liv Ulmann siger. Ingmar Bergman kunne have sagt det samme om kvinder.
Og så er der barnet. Linn. En slags go between mellem mor og far. Hun bor hos mor og er hos far om sommeren på Fårö. Sommeren får et skær af Paradis over sig ved den stenede strand med de krogede fyrretræer. Hun ser søskende, hun ellers aldrig ser, og møder Ingrid, Ingmars sidste virkelige elskede, der legemliggør drømmen om en husmor.
Med mor rejser hun fra Oslo til USA og bor i flere omgange, men smuldrer væk i stjernestøvet fra Hollywood og Broadway, fint fremskrevet af forfatteren med en bittersød smag for det artificielle og groteske.
Undervejs på livsrejsen bliver hun selv til som mor, familiemenneske, og som journalist, kritiker og forfatter. I den forstand handler ”De urolige” om tilblivelse, fremkaldelse og et eget liv mellem monumenter, der er ved at erodere og skride sammen. Den selvbiografiske roman bevæger sig fremad, men i cirkler. Der er en uafvendelig progression i bogen, der spejler alderens vækst, men også en gentagelse og et gensyn, der rummer alle de følelser, der tabes på vejen og skal findes igen. En cirkulær bevægelse, der også kunne kaldes erfaringens og indsigtens. For at se klart, må man gense. Gentagelsen er ikke kun enerverende, den er også uddybende.
Men handler ”De urolige” om tre menneskers liv, der folder sig ud, handler den også om, hvordan tre menneskets liv falder sammen – i mere end én betydning af ordet. Ikke mindst Ingmars liv. ”De urolige” er dybest set en bog om døden. Eller rettere: vejen dertil. Den hårde, stenede, krogede og forblæste ved havet. Angiveligt baserer dele af romanen sig på seks timelange optagelser, som datteren lavede med sin far i de sidste år af hans liv. Uddrag bringes som små barokke intermezzoer igennem hele bogen.
Faderen er på vej ind i demensen, og hans replikker falder med en sær distant præcision og absurditet. Han rejser ind i en uvirkelighed og drømt realitet. Men det er aldrig fuldstændig vilkårligt, hvad der siges, der er en mening med det, muligvis forfatterens alene. Hun vil gerne kortlægge livet, sit eget, de andres, og følelsen, gruen og angsten æstetiseres. Men ubehaget og desperationen forskertses ikke på noget tidspunkt.
Heller ikke efter faderens død, hvor datterens selvpåtagede rolle som eksekutor med skinger og rethaverisk stemmeføring udleveres skånselsløst. ”Jeg ville nødigt møde hende”, som der står et sted, hvor forfatteren som fortæller ser på sit andet jeg udefra. Netop dette er en romans force, deraf kunsten.
Ved romanens begyndelse står datteren en dag og venter ved den lille, private biograf, Ingmar fik lavet på en af sine gårde på Fårö. Man kommer ikke for sent til tidspunkter aftalt med Ingmar. Man kommer til tiden. Og selv da siger man: ”Undskyld, jeg kommer for sent”. Ellers bliver Ingmar förbannad. Hun er der til tiden. Han er der ikke. Han kommer 17 minutter for sent. Præcis her ved hun, at det nu er ved at være slut. Han kommer ikke længere ræsende med livet ved siden af sig i sin røde jeep, han kommer med døden.
”De urolige” kommer ikke 17 minutter for sent. Den selvbiografiske roman kommer til tiden. Linn Ullmann har skrevet bogen midt i sit eget ”Lebendswende”, som det hedder på tysk. Det sted i livet, hvor modenheden er til det. Hvor man er i stand til at tage livet på sig, som det nu er, og lægge livslinjerne ud i et meningsfuldt mønster. Hendes arv er ikke længere en synd eller noget, hun behøver at fortie, for at stå klart i egen ret. Det har hun for længst bevist, hun kan.
”De urolige” er en bog om skabende mennesker, og om det at skabe noget gyldigt og vedkommende for sig selv og andre, uanset hvor opslidende og enerverende, det end er. Det er også en bog om alderen og døden, skrevet med et overskud af humor og kærlighed til dem, der – trods alt – har sat én i verden og aldrig glemmer én, uanset hvad man går rundt og tror. Som sorgarbejde er ”De urolige” frigørende. En generøs gestus, hvor Linn Ullmann giver sine erfaringer videre til sin egen datter. En pige, der snurrer rundt i vinden og ler ved sin morfars begravelse. Døden er tæt på, men den er gudskelov også langt væk.