Hvad reddes kan foregår i vor tid, men ofte fremstår romanen, som om den kunne foregå i et vilkårligt årti, man måske man troede i nogen grad var forladt, hvor sorte amerikanere er fastlåst i fattigdom og nedbrudte sociale strukturer. Det er i høj grad en kvalitet ved Jesmyn Wards prisbelønnede roman, som bæres igennem af et stærkt portræt af den sympatiske pige Esch. Hendes drømmeriske sind, godt hjulpet på vej af studier i græsk mytologi, får rigelig modstand af en hårdtslående verden. Hun har sin seksuelle debut som 12-årig, og tidligt i fortællingen bliver hun som 15-årig gravid.
Men verden omkring hende bliver ikke væsentlig mere håndterlig eller rigere i det forarmede kvarter Pølen i Mississippi, hvor hun bor med sin far og sine brødre:
LÆS OGSÅ: Rom for fri udblæsning
Far ser fjernsyn på den sort-hvide tretten tommer skærm, der står på den brede kommode med spejlet over for sengen. Han har ikke ændret spor herinde, siden mor døde.
Eschs stærkeste følelsesmæssige tilknytning er langt hen ad vejen hunden China, som i øvrigt leverer salgbart afkom til storebroderen Skeetah. En anden bror, Randall, spiller basketball, og får dermed lidt mere succes med verden uden for Pølen, men møder selv der den racisme og klassedeling, som også er en del af USAs nutid.
Orkanen Katrina, som hærgede i 2005, er gennemgående i romanen som en ydre begivenhed, der er med til at placere romanen i tid og sted. Ward får på fin vis koblet naturkatastrofen i det ydre og livets lille mirakel i hendes indre sammen i en lang dramatisk afslutning på romanen, hvor orkanen hærger blandt folk, som i forvejen har for lidt. Samtidig leverer Ward også beske kommentarer til udviklingen i det amerikanske:
Raceadskillelsen i skolerne blev ophævet i 1969 efter den sidste store orkan, hvor folk var for trætte til at blive ved med at bekæmpe loven, der forbød raceadskillelse, efter at have ledt efter de lemlæstede lig af deres slægtninge, begravet dem igen, sovet i telte eller på det, der engang var fundamentet i deres huse.
Ward er en glimrende stilist, der får fremstillet Esch med en god blanding af naivitet og barnlig glæde, der giver rum til at se verden som mere fortryllet, end den egentlig er, og samtidig få den urimelige omverden til at fremstå i al sin ubønhørlighed. Der er masser af håb i de helt små udvekslinger af menneskelig ømhed under og efter stormen, i den forunderlige symbiose mellem menneske og hund, og i det barn, der skal fødes til en faderløs verden, men med en viljesat mor. Men den store fortælling om håbløse vilkår bliver også klar fra den sociale skævhed under orkanen til den forråelse, fattigdommen er med til at skabe, og hvor ingen føler sig helt sikre på hinanden.
En fin roman, som ikke forfalder til det patetiske, men skaber nærvær til en verden, der ofte passerer i glimt i nyhedsmedierne.