Når man er fanget i et liv mellem to verdener

Det smukke billede af mønsterbryderen forsvandt, da Geeti Amiri trådte ind i den danske debat om minoritetsmiljøer og systemtænkning. Hendes fortælling om at være flygtning i Danmark er gribende og vigtig læsning

 Geeti Amiris fortælling er vigtig og kan blive en øjenåbner for kommende generationer.
Geeti Amiris fortælling er vigtig og kan blive en øjenåbner for kommende generationer. . Foto: Leif Tuxen.

Når folk betragtede hende, så tænkte de, at det var gået godt. Faktisk mere end godt. Over al forventning. Hun var flygtning fra Afghanistan, opvokset hos en kontanthjælpsfamilie på Amager, intelligent, køn og i gang med en videregående uddannelse. Med andre ord et pragteksemplar af en velintegreret mønsterbryder.

Men så begyndte hun at snakke. Om sin opvækst og sin familie. Om vold og tvang, skyld, skam og svigt. Om muslimsk kvindesyn og dansk systemtænkning. Og så krakelerede glansbilledet. Og et brændemærket systembarn trådte frem. Som Geeti Amiri skriver om sig selv og sine:

”Vi forsøger hele tiden at løbe væk, vi stopper aldrig op og mærker efter. Vi løber, selv når vi ikke har mere luft i lungerne, og ender med at snuble hårdt.”

Første del af Geeti Amiris ”Glansbilleder” fortæller hendes egen historie: Fra hun kom til Danmark som flygtning sammen med sin mor og sine søskende i 1994 og blev genforenet med sin far, der var rejst i forvejen. Anden del er helliget hendes families historie, som hun stykker sammen af de få fragmenter, som hun, i lighed med mange andre flygtningebørn, har til sin rådighed. Hun vil forsøge at gøre sin fortid tilgængelig, forstå den og måske endda forsone sig med den. Som det hedder:

”Hvis man skal prøve at gøre sig forestillinger om sin egen fremtid, er man nødt til at vide, hvor man kommer fra.”

Geeti Amiris bog minder på mange måder om Aydin Soeis ”Forsoning”, der udkom i foråret. De forsøger begge at sætte ord på flygtningens evindelige følelse af fremmedhed og på de lukkede minoritetsmiljøer. Og hos dem begge bliver tingene for alvor sat i skred af en far, der forsvinder. Aydin Soeis tyranniske far slog en anden mand ihjel og blev udvist, hvilket bliver beskrevet som en lettelse, der gjorde det muligt for Aydin Soei at leve et stille og roligt liv med mor og lillebror.

Hos Geeti Amiri var det omvendt. Hendes højtelskede far døde, da hun var 14 år, og derefter blev balancen derhjemme forrykket. Ikke mindst den religiøse. Og hendes storebror trådte for alvor i karakter med voldelige overfald og psykisk tortur over for en lillesøster, som han ikke mente levede efter de muslimske forskrifter.

Mens Aydin Soeis fortælling er vred, direkte og voluminøs, er Geeti Amiris langt mere kontrolleret. Men det spørgsmål, som Aydin Soei stiller, gælder for dem begge: ”Hvordan endte det med, at mine forældre, mest af alt min far, gav følelsen af at leve i et eksil videre til deres søn?”. Og deres ærlige og modige skildringer af at give afkald på den identitet, man har med hjemmefra, uden at få en ny – af at leve et liv mellem to verdener – skruer sig ind under huden på en og sætter sig fast.

Geeti Amiris fortælling er vigtig. Den er et opgør med det muslimske kvindebillede, hvor en af de største løgne lyder, at lykken vil tilsmile en, hvis blot man adlyder sine forældre og er en god pige.

Og med et minoritetsmiljø, hvor pigebørn bliver bindeleddet mellem forældre og samfund og derfor alt for hurtigt voksne – og med en familie og et system, der begge svigter og lukker øjnene, som for eksempel da skolens ledelse sendte Geeti Amiri en tur på Døgnvagten.

Her blev hun dog hurtigt sendt retur til sin voldelige storebror og sin apatiske mor – og så accelererede det for alvor, hvilket kunne have været undgået, hvis nogen havde grebet ind. Som hun skriver om den integrationskonsulent, der afviste hende:

”Måske var det ikke gået så galt, hvis han havde set mig som en dansk pige, der ikke skulle have tæsk, fordi hun læste, frem for at se mig som endnu en brun pige, der levede under social kontrol og som offer for æresrelateret vold. Han fik mig til at opgive, da jeg endelig havde taget mod til mig og bedt om hjælp.”

”Glansbilleder” er en stramt styret historie, der er fortalt i korte og næsten tøvende kapitler, der kan forekomme abrupte og skematiske. Hvilket står i en spøjs kontrast til sproget, der har en tendens til at blive lidt enfoldigt og sentimentalt midt i alt det nøgterne.

Men budskabet står ikke desto mindre klart og tydeligt frem. Og som bøger i sin tid blev en øjenåbner for Geeti Amiri, kan man sagtens forestille sig, at ”Glansbilleder” bliver det samme for fremtidige generationer af brune piger.

De vil kunne spejle sig og føle genkendelse i denne bog, som Geeti Amiri til sit første forlagsmøde selv kaldte ”en perkerudgave af Amalie Skram”.

Læs interview med Geeti Amiri senere i denne uge.