Der er mørkt i rummet, men mørket afbrydes af skarpe lysglimt, som ét efter ét sætter spot på rummets sære beboere. Store øgleagtige fuglevæsener, stillet op på hver sin piedestal, kommer til syne og forsvinder igen. Farvestrålende er de, tiltrækkende, lidt farlige og fremmede med deres kæmpe næb, der alle gaber på hver sin maner om skovlfulde af de farvestrålende piller, der også ligger som et spor bag dem.
Alle fuglene vender hovedet bagud som skamfuldt bevidste om, at de er fanget og oplyst i deres ran. Det er jo fugle, ikke mennesker, men scenariet er et stærkt genkendeligt billede: at være fanget i gerningsøjeblikket, skammen ved at være holdt fast, ubønhørligt, uden mulighed for at undslippe det nøgterne lys, de andres blikke. Man tænker på, om fuglenes farver kommer fra deres indtag af de farvede piller, eller om de spiser de farvede piller, fordi de lokker så vildt, at selv jeg, en voksen beskuer, bare har lyst til at røre og smage.
Vi er på ARoS. I første rum af de i alt tre, hvor de svenske kunstnere Nathalie Djurberg og Hans Berg viser udstillingen ”Flickers of Day and Night”. Det er Nathalie Djurberg, der skaber skulpturerne, og Hans Berg, der laver den elektroniske musik, som har sin andel i skabelsen af rummenes stemninger.
Nathalie Djurberg blev bemærket på kunstscenen, da hun for omkring 10 år siden begyndte at fortælle små grumme historier gennem stopmotion-film lavet med modellervoksfigurer. Der er ikke meget ”Pingu” over Djurbergs claymation, som genren kaldes, tværtimod er det ofte ret voldsomme og destruktive fantasier, hun har lagt voks til.
At se forskellige fysiske overgreb udspille sig i farvestrålende modellervoks er specielt. Det er simpelthen så lækkert, det der voks, man mærker fornemmelsen af selv at have det mellem hænderne, begæret efter alle de fine farver og det med, at alt har materialitet, som når figurerne græder med store blå klumper. Og så er man pludselig fanget som tilskuer til et perverst orgie udspillet som børnefilm.
Nathalie Djurbergs gennembrud kom i 2009, da hendes store installation ”The Experiment” blev tildelt Sølvløven på biennalen i Venedig. Installationen var opbygget som en stor, forførende og skræmmende have, hvor hun indlejrede sine animationsfilm mellem mandshøje glitrende og glinsende kødagtige blomstervækster lavet i voks og andre materialer. I 2011 kunne man opleve parrets værker på Gl. Strand i København.
Grebet med at blande animationsfilm og konkrete figurer har Djurberg siden arbejdet videre med, og her på ARoS er der også en have. ”The Clearing”, som udstillingens sidste rum hedder, er netop en slags lysning fyldt med børnehøje fine blomster i klynger på drejeskiver.
På væggen vises en animationsfilm, et lille scenarie om at være forbundet og samtidig længes efter noget andet, og hele lokalet rundt flyver sekvenser af animerede modellervokssommerfugle.
Det er ret fortryllende, især hvis man ikke før har set Djurbergs værker, og børnene kan også være med denne gang. Jeg savner imidlertid lidt mere bid på udstillingen. Især synes jeg ikke midterrummet, der præsenteres som et rum, hvor man kan ”give slip og et lille øjeblik slippe kontrollen”, fungerer. De tre udstillingsrum ligger en suite, og hele midterrummet er belagt med stor blød madras, som folk svuppende bevæger sig henover, for at komme ind til og tilbage fra udstillingens sidste rum.
Jeg fik i hvert fald ikke lyst til at lægge mig nogen steder i det varme gennemgangsrum. Der er for meget uro til, at man kan fokusere på den postulerede sammenhæng mellem lyden og de neonagtige figurer, der projiceres på væggen. Djurberg og Bergs værker er enormt afhængige af den måde, hele rummet fungerer på, og her kunne de godt have fortjent lidt bedre forhold.
kultur@k.dk