Fanget i tidens og krigens maskineri

Kasper Holtens overdådige iscenesættelse gør ”Jægerbruden” til en større opera end normalt

”Jægerbruden”, der blev uropført i 1821, er i Kasper Holtens version blevet et større værk, end operaen i bund og grund er. Her ses Anke Briegel og Gisela Stille. Foto: Per Morten Abrahamsen/Det Kongelige Teater

Carl Maria von Weber var stolt af at være i familie med Mozart, der døde 30 år inden Webers gennembrud som operakomponist. Det fandt nemlig sted i 1821, da man i Berlin uropførte ”Der Freischütz”, som af uransagelige grunde på dansk fik den mere tamme titel ”Jægerbruden”.

En meget ung Richard Wagner så Webers højspændte stykke og blev begejstret for både handlingen og musikken. Det fik som bekendt følger for operagenren.

Men tidens tand har gnavet hårdt på Webers romantiske historie om jægeren Max og hans elskede Agathe, og der er næppe mange operagængere, der i dag oplever det store gys ved at høre om de syv magiske geværkugler og følge begivenhederne i Ulveslugten, hvor der udspiller sig scener, der nok kunne forskrække et publikum i 1820'erne, men selvfølgelig ikke har den samme uhyggelige virkning i det 21. århundrede.

Den vurdering må imidlertid tages op til revision efter Det Kongelige Teaters premiere på ”Jægerbruden” i lørdags. Kasper Holten vendte tilbage til Operaen på Holmen med et brag.

Hans iscenesættelse, der havde Es Devlin (kvinden bag afslutningsceremonien ved OL i London 2012) som scenograf, var så spektakulær, at den løftede Webers opera til et større værk, end den i bund og grund er. Virkemidlerne var grandiost tænkt og udført, lige fra det øjeblik, hvor en trækvogn i bedste Mutter Courage-stil bliver rullet ind på scenen og giver associationer til Bertolt Brechts stykke om Trediveårskrigen og alle dens ræd-sler. Nogle ravne i skikkelse af dansere fra Tivoli Ballet Teater bidrager med flaksende, uforudsigelige bevægelser til uhyggen, og den berømte scene i Ulveslugten er med sine forvredne dynger af lig og kvæstede mennesker mere end almindelig grufuld.

Baggrunden for de øvrige scener er en kæmpemæssig cirkel eller kompasskive, der til at begynde med viser et større udsnit af Tyskland - vi ser Webers og Wagners område omkring Dresden og Leipzig og desuden Lutherland og Bachland. Hjulet har forbindelse til nogle tandhjul, så det bliver et maskineri - tidens og krigens nådesløse maskineri.

Selv det kønne venindepar Agathe og Ännchen, stykkets to kvindelige hovedroller, er fanget i dette (hamster)hjul, der i deres scene er blevet en slags biedermeier-ballongynge med snurrige detaljer, trofast over for epokens karakteristika, men tidløst - og mageløst udført.

Forestillingen er en samproduktion med Kasper Holtens arbejdsplads, Royal Opera House i London, og er en kolossal triumf for både ham og Es Devlin samt hele det øvrige team bag en forestilling, der løfter ”Jægerbruden” op på et niveau, man ikke tidligere har oplevet den på. Den blev noget andet og mere end det tysk-romantiske klenodie, den blev grænseoverskridende i ordets bedste betydning, universel.

Ja, og så er der jo også lige musikken og sangerne. Det Kongelige Kapel, dirigeret med vitalitet og verve af Dirk Kaftan, og Det Kongelige Operakor (korsyngemester: André Kellinghaus) spillede og sang i årvågen symbiose med alt det, der udspillede sig på scenen - og solisterne var glimrende castet. Man rådede over en smukt syngende og gribende Gisela Stille som Agathe, og Anke Briegel supplerede hende fint i rollen som Ännchen, hendes muntre modstykke. Max er et vanskeligt parti (en noget svag karakter, der dog skal synge stærkt og længe), som mange tenorer har knækket halsen på, men Michael Schade stod distancen og tegnede desuden en troværdig figur. Oliver Zwarg var overbevisende i rollen som historiens ”Bösewicht”, den slemme fyr, som det til sidst går så ilde. Han falder død om - men ”han har jo altid været en skidt knægt”, konstaterer koret.

Max får til sidst sin Agathe, men nogen happy end kan man næppe tale om i denne version. Eremitten, forestillingens deus ex machina eller ”mentale maskinmester” - i Holtens frie og frække version er han blevet én og samme figur som operaens egentlige skurk, Samiel - viser os til sidst med tydelige dukkeførerbevægelser, at alle blot er brikker i et ondt spil, de dybest set ingen indflydelse har på. En manipulerende krølle på halen, men det tager man gerne med på en så usædvanlig aften i Operaen.

kultur@k.dk