Hvad er det her? En iscenesat psykedelisk drøm? Udsnit fra en bizar japansk temapark?
I hvert fald er det kunstigt og fremmed, æstetisk tiltrækkende og nærmest vulgært frastødende på samme tid. Den irske billedkunstner Richard Mosses (født 1980) fotografier formelig maser sig ind på nethinden med deres lysende magentafarvede flader.
I toppen af denne artikel kan du bladre igennem et udvalg af Richard Mosses fotografier
Når man ser lidt nærmere efter, bliver man klar over, at landskabet er reelt nok, selvom farverne er kunstige. Landskabet åbner sig vidt og ekstremt frodigt, men også urovækkende - befolket af mennesker med geværer og bebygget med midlertidige strukturer, der skal gøre det ud for hjem. Stedet er den østlige del af den Demokratiske Republik Congo, tidligere kendt som Belgisk Congo, siden Zaire.
Et sted, hvor flere end 20 militser slås mod hinanden, et sted, der har så enorme rigdomme, som aldrig nogensinde er kommet befolkningen til gode. Et sted, hvor kolonitidens uhyrligheder trækker sine blodige spor, et sted, der bliver glemt, fordi konflikterne er så uoverskuelige at gøre rede for.
Dansk Flygtningehjælp anslår, at der over de seneste 13 år er gået omtrent 5,4 millioner civile menneskeliv tabt i DR Congo, enten som følge af direkte voldshandlinger eller som indirekte konsekvens af de forskellige konflikter.
Når alt, hvad der rettelig burde være grønt, stråler i pink kunstighed på Richard Mosses knivskarpe fotografier, skyldes det, at han benytter en særlig film. Kodaks Aerochrome blev opfundet i 1940'erne og blandt andet brugt under Vietnamkrigen til at spore camouflage med.
Filmen er infrarød-sensitiv og viser alt levende klorofylholdigt materiale som magentafarvet. Camouflage eller andet dødt materiale vil afsløre sig som cyanblåt eller næsten sort. Filmen bruges ikke mere, for selvfølgelig opfandt man snart efter camouflagetøj, som ikke lod sig afsløre. Andre farver ændrer sig også. Rød fremstår som gul. Den mørke hudfarve påvirkes ikke, mens hvid hud fremstår næsten spøgelsesagtig blålig. ”Hvide ses som de historiske spøgelser, de netop er i dette landskab,” som Mosse sagde forleden til pressemødet på Louisiana.
Det er en lille og stramt kurateret præsentation af Richard Mosse, vi nu kan se på Louisiana. Det første rum er helliget hans fotografier, som er udstyret med forklarende tekster, der giver den besøgende en lille indgang til at forstå den congolesiske virkelighed. Serien ”Come Out” (1966) fra 2011-14, viser, hvordan man bygger sine huse som simple strukturer, der 1-2-3 kan agere hjem, men også forlades igen. I al sin enkelhed er det en hjerteskærende registrering af, hvordan congoleserne i krigens zoner har tilpasset sig midlertidigheden som absolut vilkår.
Man kan også læse teksten til den vuggevise, som man kan høre sunget i det andet rum. Også vuggeviser afspejler virkeligheden, og vuggevisen fra ”Mørkets Hjerte” er ikke for børn, vil vi sige, men jo, sådan er virkeligheden desværre også for børn, hvad Mosses arbejder ikke lader nogen i tvivl om.
Hvor det første rum også taler til intellektet, taler det andet rum til sanserne. Her vises videoværket ”The Enclave”, som første gang blev vist på Venedig Biennalen i 2013, og som året efter indbragte Mosse Deutsche Börses Photography Prize.
Der er seks skærme i det mørke rum, fire, der danner en slags kreds, to, der hænger på hver sin væg. Nogle gange er der billeder på alle skærme, andre gange kun på en eller to. Der er ingen egentlig begyndelse eller slutning på det 40 minutter lange forløb. Vi ser de internt fordrevnes lejre (der anslås at være 2,6 mio. internt fordrevne i DR Congo), der er børn overalt, som nysgerrigt kigger tilbage og gelejder fotografen på vej.
Det er karakteristisk for Mosses optagelser, at de filmede er bevidste om kameraet og - føles det som - om dig som beskuer. Soldater vandrer gennem landskabet, nogle i uniform, andre uden, men de poserer også, stiller sig an og konfronterer kameraet med direkte, tomme blikke.
Vi ser de elendige hytter, vi bevæger os ad jordveje, her ligger døde mennesker langs vejkanten. Så er der en besynderlig magisk ceremoni, hvor soldaterne indvies til at blive usårlige, så er der en begravelse - kiste på kiste bæres frem, børnene myldrer overalt - så er der et hvervemøde, der ligner en blanding mellem en primitiv modeopvisning og en religiøs vækkelse, så bliver et dødfødt barn taget ved kejsersnit og genoplivet. Og hele tiden dette vilde landskab, cyanblåt vand og magentafarvet bladhæng isprængt skrigende gule og røde tøjstykker på brune kroppe.
Mens øjnene udsættes for denne blanding af skærende skønhed og voldelig afstumpethed, udsættes ørerne og kroppen for et konstant lydbillede skabt af komponisten Ben Frost, der rejste sammen med Richard Mosse. Fra den dybeste bas over springende geværsalver til ubehageligt skrabende metalliske lyde.
Indimellem bliver der stille, og så lyder pludselig en lille piges spinkle sang. Hele tiden sker der noget, nye urovækkende lyde og billeder, man er i kropsligt beredskab, urolig og desorienteret prøver man at få hold på, hvad det egentlig er, man oplever.
Det er vel netop Mosses pointe, og det er her, udstillingen i den grad giver mening: når den sætter sig i kroppen med sit rystende mix af grel skønhed og menneskelig grusomhed.
Som Mosse har påpeget, så er der en tradition for at krigsfotografiet er sort-hvidt; det signalerer nøgternhed, men også de sort-hvide krigsfotografier betjener sig af skønhed for at kunne formidle deres budskab. Vi ser det bare ikke.
Hos Mosse bliver det hele på en besynderlig måde meget synligt og dybt rystende.
