Fanon er blevet genudgivet. Men burde han være blevet det?

Alle verdens fortrædelig-heder er europæernes skyld ifølge nyklassikeren ”Fordømte her på jorden”, der nu genudgives

Fanon er blevet genudgivet. Men burde han være blevet det?

Frantz Fanon var en 36-årig sort, kommunistisk læge, som stammede fra den franske koloni Martinique. 1961 – året, hvor han døde af leukæmi i USA– udgav han denne bog, en ”enestående undersøgelse af racisme, kolonialisme, psykologisk trauma og revolutionær kamp”, som forlaget kalder den på bagsiden. Bogen udkom i Frankrig under den algeriske befrielseskrig og blev straks forbudt. Den har siden været til stor inspiration for aktivister og terrorister verden over. Det er en bog fra dengang, hvor dem i kolonierne helst ville være fri for os. Nu vil de op til os, for de 60 år, der er gået, siden de blev fri, har generelt ikke været nogen succes. Men det skal selvfølgelig ikke ses som deres egen skyld, men vores.

Bogen vakte opsigt på grund af et længere, stærkt anbefalende forord af den franske filosof Jean-Paul Sartre, og den udkommer nu med endnu et forord og et efterord skrevet af henholdsvis Alice Cherki, en af Fanons sympatisører fra dengang, og Mohamed Harbi, en veteran fra Algeriets frigørelseskrig.

Centralt for bogens modtagelse var Fanons retfærdiggørelse af voldsanvendelse i forbindelse med afkoloniseringen, moralsk begrundet i kolonisatorernes egen vold. Her blev han imidlertid overgået af Sartre, som i sit forord radikaliserer volden og nærmest betragter den som et mål i sig selv. Det er ofte en gåde, hvordan denne spinkle, halvanden meter høje, gennemgribende cerebrale eksistentialist ved enhver given lejlighed, også i det franske studenteroprør i 1968, argumenterede for brugen af radikal vold, uden dog selv at komme i nærheden af den. I dette forord sker det med skarpe formuleringer som ”at dræbe en europæer er at slå to fluer med et smæk og på samme tid eliminere en undertrykker og en undertrykt, så det, der bliver tilbage, er en død mand og en fri mand”.

Mens Fanons egen argumentation for nødvendigheden af vold var, at den er uundgåelig, bliver den hos Sartre en ”eksistentiel” opfordring til kriminalitet, som Alice Cherki skriver i sit forord, hvor hun tager afstand fra Sartres forord, som hun beklager er blevet læst oftere end resten af Fanons bog, og som hun mener skæmmer den.

Det kan man sige: ”Denne mordlyst, som vokser sig stærkere og stærkere i deres hjerter, og som de ikke altid kan genkende, for det er ikke i første omgang deres vold, men vores, der har vendt sig om.”

Det er alt sammen europæernes skyld, også når de koloniserede på stammevis myrder løs på hinanden. Derfor har de koloniserede enhver ret til legitim magtudøvelse.

”Vi såede vinden, han [den oprørske] er stormen. Han er barn af volden, og af den nærer hans menneskelighed sig konstant: Vi var mennesker på hans bekostning; han gør sig til menneske på vores. Et andet menneske – af bedre kvalitet.”

Men det gode er, ifølge Sartre, at volden i sidste instans også frelser europæerne: ”Vil vi blive helbredt. Ja. For ligesom Achilleus’ spyd kan vold hele de sår, den har skabt.” Det er ren romantik.

Med afsnittet ”Om national kultur” ville Fanon understrege nødvendigheden af at satse på den videre udvikling af en national kultur i de afrikanske kolonier, som var på vej til at blive selvstændige omkring 1960.

Han så det ikke som et endemål, men som en vej til international solidaritet. I den sammenhæng talte han imod, hvad han kaldte ”koloniserede intellektuelle”, som gerne talte om en generel afrikansk ”négritude”-kultur, som Fanon så som en blindgyde og en videreførelse af en forestilling, som stammede fra kolonimagterne.

Frigørelse og national kultur var for Fanon sammenhængende, og han så især bønderne som den primære revolutionære kraft, hvilket bragte ham på kollisionskurs med tidens marxistiske revolutionære. De stammestridigheder, som mere end noget andet har korrumperet mange afrikanske lande siden frigørelsen, tages der ikke højde for.

Man kan diskutere relevansen af en genudgivelse af Fanons bog, som allerede kom på dansk i 1968. Den er måske rimelig nok som dokument over de tidlige 1960’eres mentalitet, selvom den i dag godt nok kan virke fjern med sine mange referencer til samtidige personer og tildragelser blandt andet fra Algier-krigen, som vil være vanskelige at fange for de fleste. Som input i den aktuelle individualiserede identitetspolitik er den bedaget.