Der står en kvinde inde i en cementblander, der roterer. Hun kæmper desperat for at holde sig oprejst midt i den våde cement, så hun ikke drukner eller bliver banket ihjel. Hun kan se ud i friheden gennem blanderens lille hul, men kan ikke komme ud.
Et andet sted i byen er overinspektør Vorhelt og hans fire medarbejdere ved at finde ud af, hvor hun er, og hvem der har bortført hende. De arbejder i en kamp med tiden, men ender med at få fat på skurkene og redde heltinden. Hun har kæmpet for en god sag, men været op mod en korrupt overmagt.
Sådan begynder Svend Åge Madsens Pigen i cementblanderen, og er der én eller anden, som synes at have hørt den historie før, så er det helt rigtigt.
Hver anden ny krimi handler om en kvinde, der bliver maltrakteret, og en journalist eller politikommissær, der opklarer forbrydelsen. En af de kendte krimier hedder Kvinden i buret.
Nu er det ikke Svend Åge Madsens sag at skrive krimier, sådan som man skriver krimier. Han laver nemlig ikke en tro kopi, men en fed satire, der gør opmærksom på genrens værste klicheer. Historien er en metahistorie, der ironisk spørger, hvorfor man ikke skulle kopiere, når man har fundet frem til det perfekte formel. Hvorfor ikke lade de fem detektiver klare ærterne og så fortælle om dem, præcis sådan som vi er vant til? Hvorfor gøre opmærksom på, at det hele er iscenesat efter alle krimiens regler og bare er en rituel uddrivelse af det onde igen og igen og igen?
LÆS OGSÅ: Kulturen i 2013: Eksistens, spænding og tykke bøger
Vor helt gennemskuer, hvordan det hele er iscenesat, og for at han ikke skal afsløre det, bliver han tilbageholdt. Sådan en Spielverderber kan man ikke have gående frit omkring. Det er dog lige præcis det, vi har gående eller rettere skrivende omkring os med Svend Åge Madsen. Han sætter en kæp i hjulet for al vanetænkning ved at gøre op med de former, som denne tænkning udfolder sig i. I litteraturen kalder man dem genrer. Skal vi tænke og opleve nyt, så må de kategorier, vi har verden i, udfordres og forvandles.
Det har Madsen gjort i 50 år nu med blandt andet uromanen Lystbilleder (1964) og krimi-pastichen Tredje gang så tar vi ham (1969).
Pigen i cementblanderen kalder Madsen for en mikroman. Den genrebetegnelse er vist en ny opfindelser, som både kan spille på mikro-roman og på mikro-man. Den er da heller ikke en roman i gængs forstand, men nærmere det, man i gamle dage ville kalde en novellekreds. Personerne i de forskellige historier er nemlig i forskellig grad viklet sammen eller entangled med romanens eget begreb.
Og så handler den om mikro-mennesker. Det er sådan nogle små plastikfigurer, som børn leger med, eller som her: fiktionsfigurer, Madsen sætter i spil. For rigtige mennesker er det jo ikke, og det skal man ikke tage fejl af. Det er figurer fra Madsens eget univers, hvor man genkender familienavne som Bønhase og Leveran.
Blander man fiktion og virkelighed sammen, idet man tror, at for eksempel krimier skildrer virkeligheden, så kan man tage grueligt fejl. I Det her er ikke nogen fortælling går en nidkær journalistelev, der har forlæst sig på krimiernes verden, amok i en mindre jysk by, hvor hun ser forbrydelser og ondskab alle steder. Den model af virkeligheden, som hun arbejder med, ødelægger det for de stakkels provinsboere, der har haft det helt godt, før hun kommer til.
Med glimrende vid udlægger Madsen teksten således, at før i tiden skrev velmenende skolelærere opbyggelige romaner til det jævne folk. Nu om dage skrev enhver stræbsom journalist nedbrydende krimier.
En af de velmenende skolelærere optræder også i en historie. Han mener at have fundet de sider i Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, som skildrer den positive del af hans liv. Han rekonstruerer denne del, men får den afvist af konen, som mener, at der er en god grund til, at Blicher ikke ville have det med.
Historien selv er en komedie, hvori læreren og hans kone, der ikke kan få børn sammen, tillader hinanden ét sidespring for at finde ud af, hvem der er skyld i den misere. At det ikke forbliver ved ét sidespring, bliver til historiens særlige ironi, der afsløres i en af de andre historier, der handler om skolelærerens søn.
Denne søn, der er ung i 1920erne, kommer i forbindelse med en kvantefysikstuderende i 2011. Igennem nogle ormehuller i universet bliver det muligt, at de to kommunikerer. Madsen forbinder således tider og steder på en måde, som kun kan lade sig gøre i fiktionen. Her bliver der også plads til dobbeltgængere og spaltede personer, der aktiverer deres helt egne moralske problemstillinger. Hvem er ansvarlig for hvis handlinger, hvis vi bare er kopier? Hvem kan vi stille til ansvar for mord, som er begået med den venstrehånd, som man ikke har bevidst magt over? Problemstillingerne er drevet ud i det groteske, men er ikke mindre reelle af den grund for det menneske, som er splittet mellem krop og bevidsthed.
Madsen skriver med en egen grotesk humor og i en tør sproglig stil. Det har han gjort i 50 år nu. Og gid, han vil blive ved med at kopiere sig selv eller rettere sine fiktioner.
Han hører nemlig ikke til de forfattere, der fortæller om sig selv og deres private kvababbelser. Det her er klokkeklar fiktion skabt af en tænksom fantasi, der umiskendeligt minder om Svend Åge Madsen.