”Uhyret i Essex” er en fantasifuld og velskrevet roman fra Victoriatidens England

Venskab er omdrejningspunktet i Sarah Perrys prisbelønnede ”Uhyret i Essex”

Om uhyret faktisk eksisterer, skal ikke røbes her. Men romanen kan varmt anbefales! Den er skrevet i helt specielt billedsprog, der virkelig sætter gang i fantasien, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Om uhyret faktisk eksisterer, skal ikke røbes her. Men romanen kan varmt anbefales! Den er skrevet i helt specielt billedsprog, der virkelig sætter gang i fantasien, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Den engelske forfatter Sarah Perry har i et interview fortalt, at hun i skriveprocessen med ”Uhyret i Essex” havde udformet et håndtegnet kort over Essex, hvor hun placerede den lille opdigtede by Aldwinter et godt stykke fra den virkeligt eksisterende by Colchester.

Vi befinder os i det plørede Essex, hvor naturen er karakteristisk ved slikvaden – havbund, der tørlægges ved ebbetid – og her kan kendere finde alskens spændende ammonitter, fossiler, tudsesten – forsteninger i alle afskygninger.

Men vi er ikke bare i England, vi er også i Victoriatiden et sted i midten af 1800-tallet, hvor vi møder en række usædvanlige mennesker i kærlig interaktion med hinanden.

Romanen indledes af et smukt citat af Michel de Montaigne, der handler om venskab – og det er lige præcis det, der er hele romanens omdrejningspunkt: Venskab; fordi det var ham, fordi det var mig.

Cora Seaborne mister i begyndelsen af romanen sin mand, som hun blev gift med som 18-årig. Det blev til et langt kærlighedsløst, glædesløst ægteskab, som hun har slidt sig igennem. Hun fik et barn, Francis, som hun holder af, men i bund og grund betragter hun børn som nogle underlige væsener.

Cora er usædvanlig på alle måder. Vi skal helt glemme de bornerte, forkrampede historier om Victoriatiden, for her har vi at gøre med en nysgerrig, vidende, udogmatisk kvinde, der efter begravelsen af ægtemanden drager til Essex for at studere naturen. Hun går ikke klædt efter tidens mode, men traver lystigt rundt i en mandefrakke og i store beskidte støvler.

En dag møder hun tilfældigt pastoren William Ransome og senere dennes hustru, Stella, og de forbindes i et åndrigt og selvudviklende venskab. Deres samtaler ligger hele tiden i spændingsfeltet mellem tro, videnskab og overtro.

Der er en rædselsvækkede myte i befolkningen om et uhyre med øjne som et får, der lever i floden Blackwater, og som fra tid til anden dukker op og river mennesker med sig ned i det sorte vand.

Om uhyret faktisk eksisterer, skal ikke røbes her. Men romanen kan varmt anbefales! Den er skrevet i helt specielt billedsprog, der virkelig sætter gang i fantasien.

Bogen blev i 2016 kåret som årets bedste roman ved British Book Awards, og det er ganske vist.