”Dam” har tiltrukket sig international opmærksomhed, efter at den i 2015 udkom på et lille irsk forlag og senere samme år på et mere kommercielt forlag. Det er fuldt fortjent. New Yorker-magasinet The Cut har udråbt Claire-Louise Bennett som en kvindelig pendant til Karl Ove Knausgård, og det er ikke helt præcist, men hun skriver rigt, langsomt og forførende på en måde, så hverdagslige stemninger og små detaljer i omgivelserne forstørres og sætter sig i læseren som en melankolsk følelse af tab.
Det er tilsyneladende den samme kvinde, der er jeg- fortæller i samlingens i alt 20 tekster. Hun er flyttet til Irland og bor alene på en bakke, måske ved vestkysten som forfatteren selv. Vi får ikke meget at vide om hende, kun at hun har en akademisk baggrund og for eksempel har holdt en forelæsning om kærlighed på universitetet på den anden side af vandet.
Hun har haft affærer med mænd, men alt det har ingen relevans for nuet. Nu laver hun meget lidt. Hun laver havearbejde og tænker, at det er det eneste tidspunkt i hendes liv, hvor folk har forstået, hvad hun foretager sig. Havearbejdet foregår ”i en art koncentreret døs”. I en anden tekst tænker hun: ”jeg laver faktisk ikke noget”. De nære omgivelser omkring huset og haven er så velkendte, at der heller ikke længere er noget, hun kan se på. Alt er set, med andre ord, men fra denne tilbagetrukkethed opleves alligevel små ting i omgivelserne, hun ser dem, de er.
De 20 tekster har forskellig længde, nogle er helt korte som ”Postkort”, hvor jeg- fortælleren drikker cremant, alle vinduer og skodder er åbne, det regner, og lyden af frøerne synes bekendt, og hun hører det pludseligt indlysende, de lyder som hendes vagina. Den korte tekst er som et stemningsstrejf, et billede af en hverdagslig beruselse, men også med en særlig opmærksomhed på samklangen mellem frøerne og jegfortællerens køn.
Lige præcis dette går igen i ”Dam”: en stræben efter en forening med omgivelserne, med mudderet, pindene, regnen, mørket. Og få øjeblikke, hvor det måske lykkes. På mange måder fremstilles forholdet mellem jegfortælleren og verden kiastisk: Hun ser på verden, den ser tilbage på hende, som i den sidste tekst i samlingen, den eneste fortalt i tredjeperson. Et æble har agens eller en virkende kraft og ser på fortælleren som barn med et blidt, grønt blik, før hun langsomt opløses og siver ud i haven og går i ét med den. Det er urtilstanden eller en drøm om barndommen. For et sted tænker fortælleren: ”For at være fuldstændig ærlig er jeg på det seneste blevet fuldstændig dissocieret fra mine omgivelser.”
Bennetts smukke bog er en undersøgelse af muligheden for en fysisk forankring i verden, for en bliven-et med de umiddelbare omgivelser, og samtidig formidler den en tabserfaring af, at dette ikke længere er muligt. Titlen ”Dam” er fra teksten ”Den store dag”, der handler koncentreret om den distance, der kan kile sig ind i voksenlivet. I forbindelse med en kulturfestival i området, hvor jegfortælleren bor, er der sat et lille skilt op med ordet ”Dam” ved en lille lavvandet dam, så ingen skal falde i den. Hun bliver gal over skiltet, som ødelægger muligheden for at bevæge sig rundt og undersøge stedet i samklang med tingene og ”verdens indbyggede tegnsystemer”. Muligheden bliver, som der står, ”modarbejdet af en idiotisk fernis af bogstavelige benævnelser”.
Tabet af nærhed med verden vejrer gennem samlingens tekster, også når tingene undersøges.
Der sker ikke meget, men små ting får opmærksomhed og liv, som når et komfurs modelnummer undersøges minutiøst i teksten ”Betjeningsknapper” og oprindelseslandet viser sig at være Sydafrika, hvilke fører til et skarpt erindringsglimt om en mand fra Sydafrika og hans måde at skære agurk på, dengang fortælleren arbejdede i et køkken i det sydlige London.
Det er denne stemningsmættede, associative måde at fortælle på, der er med til at gøre ”Dam” ganske vidunderlig. Der skrives direkte til et ”du”, og der optræder mange digressive sætninger med ”forresten”. Man føres genuint oversat gennem tanker og en detaljerigdom, uden at der egentlig sker meget andet end, at der fluktueres mellem tabserfaring, stemningsstrejf og små tings nærværende tilbliven i skriften.
Bennett skriver sig ind i en tradition for kvindelige jeg-fortælleres ”stream-of-consciousness”, men med et helt nedbarberet jeg, og hun skriver sig ind i en fænomenologisk tradition for at undersøge tingene og tilstræbe en samklang med omverdenen. Hvor tekster skrives, så de gør læserens blik langsommere, mere nærværende.