Denne fantastiske debut har potentiale til at blive en klassiker

Nigerianske Chigozie Obiomas sanselige fortælling om en stor familie i det ustabile Nigeria forener landets historie og overtro med eminente søskendeskildringer

Et andet kort, som den nigerianske stjerneforfatter besidder, er evnen til at beskrive de mest uhumske, fattige miljøer, så læseren næsten må holde sig for næsen af bare afsky.
Et andet kort, som den nigerianske stjerneforfatter besidder, er evnen til at beskrive de mest uhumske, fattige miljøer, så læseren næsten må holde sig for næsen af bare afsky. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

På engelsk bruger man begrebet ”coming of age” til at beskrive den genre, hvor en hovedperson bliver voksen – og ikke mindst beskrive de begivenheder, der leder op til den udvikling.

En sådan roman er Harper Lees udødelige ”Dræb ikke en sangfugl”, hvor 1930’ernes raceproblematik i USA er katalysator for den unge fortællers udvikling og tab af uskyld.

Og en sådan roman er Chigozie Obiomas ”Vi var fiskere”, der primært finder sted i den sydnigerianske by Akure i 1996. Her vokser fem brødre og en søster op med en ambitiøs bankfar og en lettere overtroisk igbo-mor, der har mere end travlt med at holde styr på alle sine børn. Da faderen forflyttes til en bankafdeling langt fra hjemmet og dermed tvinges til at forlade børnene, der er mellem 15 og 1 år, begynder de fire ældste brødre at strejfe.

Efter forfejlede – og morsomt beskrevne – forsøg på en lokal fodboldbane beslutter de fire sig for at satse alt på fritidsfiskeri i Omi-Ala-floden, der løber gennem byen. Floden er imidlertid et farligt sted.

Efter mørkets frembrud tør ikke engang voksne mænd begive sig uden for deres egen, aflåste port – endsige opholde sig omkring den forurenede flod, og naturligvis går det galt for de fire sammensvorne brødre. Nede ved floden holder også den gale mand Abulu til, og efter en fisketur fremsiger han en mystisk dødsprofeti, der forudser, at den ældste søn, Ikenna, vil blive myrdet af sine brødre.

Som om det ikke er slemt nok, så opdager en kvinde dem efter seks ugers skolepjæk og fiskereventyr, og da hun sladrer til moderen, falder der for alvor brænde ned. Især Ikenna straffes hårdt af faderen, da han i weekenden vender hjem, og efter det ændrer den ansvarsfulde og fornuftige Ikenna karakter.

Det er – som de øvrige udviklinger i bogen – eminent og elegant beskrevet. Bevægelsen væk fra sine tre brødre og opløsningen af det spirende fællesskab, de fire havde skabt med fiskeriet, er næsten uudholdelig i al sin ondsindede langsommelighed.

Med faderens forflyttelse er familiens verden destabiliseret, og den kile, som Abulus profeti har skabt i broderskabet, vokser sig kun større med tiden.

Fortælleren, Benjamin, der er ni år og dermed den yngste af de fire ældste brødre, ser på med naiv fatteevne og ukorrumperet sind og skal have de fleste ting forklaret og udlagt af sin ældre bror Obembe. Deres kærlige, men komplicerede broderbånd er sammen med skildringen af den interne søskenderivalisering nogle af romanens stærkeste kort. I mine øjne er det netop den fine balancering mellem karakterernes følelsesudbrud – for dem er der mange af – og den reelle facon, udbruddene er beskrevet på, der gør Obioma til en usædvanlig god fortæller. Aldrig tipper det over mod sentimentalitetens uskønne grød, og alligevel bliver det aldrig fuldstændig nøgternt eller endsige uvedkommende.

Et andet kort, som den nigerianske stjerneforfatter besidder, er evnen til at beskrive de mest uhumske, fattige miljøer, så læseren næsten må holde sig for næsen af bare afsky. En evne, han deler med den kinesiske nobelpristager Mo Yan.

I ”Hvidløgsballaderne” fra 2013 beskriver Mo Yan underklassens kamp mod styret, der er skyld i bunker af overproducerede, rådnende hvidløg og i to familiers opløsning. De sideløbende fortællinger, hvor en landsbys interne uro afspejler en overordnet, historisk ustabilitet, går igen i ”Vi var fiskere”.

I 1996 er der OL i Atlanta, og mens det nigerianske dream team i fodbold vinder en historisk semifinale mod Brasilien og senere slår Argentina i finalen, ligger det splittede hjemland i ruiner. Som en tidligere britisk koloni er landet ikke bare delt op i det hovedsageligt muslimske Nordnigeria og det fortrinsvis kristne Sydnigeria, men også lokal overtro, levn fra britiske uddannelsesdyder og et væld af stammesprog er kogt sammen i en smeltedigel. Efter en lang periode med politisk uro og blandt andet en borgerkrig hersker der mange steder i militærstaten nu korrupte og lovløse tilstande. Også den sydliggende by Akure er præget af vold, mord og stor, social ulighed.

Det er i den kontekst, de fire brødre skal blive voksne og finde sig til rette, og det er naturligvis problematisk. ”Vi var fiskere” er en stor- artet roman. En allegorisk fortælling om rivalisering, uendelig søskendekærlighed, utrøsteligt svigt, om at kæmpe med den profeti, der er blevet fremsagt om én – og ikke mindst en fantastisk velskrevet historie om at blive voksen.

kultur@k.dk