Når man står med Søren R. Fauths digtsamling Universet er slidt i hånden, bliver man i godt humør. Den er nemlig et ypperligt stykke boghåndværk fra det lille eksklusive forlag Wunderbuch, der ud over skønlitterære værker har udgivet en række filosofiske værker af blandt andre Martin Heidegger og Giorgio Agamben.
For disse bøgers vedkommende har der ingen smalle steder været med hensyn til at anvende et udstyr af allerhøjeste kvalitet. Man kan nyde det unikke bogformat, den smagfulde indbinding, den fornemme papirkvalitet og den smukke sats. Derudover skal det om Fauths værk siges, at det er en glimrende digtsamling.
LÆS OGSÅ: Optegnelser fra Dødens hus
Værket Universet er slidt er tilrettelagt, så der er en sammenhæng mellem bogens ydre form og indholdet, idet bogens 48 sider er en leporello. Hermed forstås, at dens sider består af ét foldet ark papir på 13,5 meter. Man kan på denne vis læse teksten i ét sammenhængende forløb, hvor de tre tekstsøjler på hver side dels udgør en serie enkeltdigte, dels fungerer som et samlet poetisk flow.
Digtsamlingen udgør i sit forløb en erindrende bevidsthedsstrøm. Der er tale om en modsætning mellem en nutid, der opleves som gold og kvalitetsløs, og en fortid, der fremstår som ekstatiske oplevelser af total tilstedeværelse i nuet. En beskrivelse af nutiden kan for eksempel lyde: spiritus tørlagt / kedsomheden logger ind / tankerne lænket / verden lagt på / æblerne som lå, flimrer / øjnene fængslet / mit optag af verden / var sammenstyrtninger.
Som modsætning til denne depressive tilstand har vi de epifaniske, ofte erotisk ladede drømme eller gennembrudsoplevelser fra ungdommen: når / den dampende / asfalt en regnvåd / sommerdag væltede ind / år efter år, / eller længslen fra / drengeværelsets skibsbriks / efter kvindehænder, overalt, / mærke og mærke, / og tanke om tindrende elskov.
At forfatteren Søren R. Fauth er professor i tysk litteratur ved Aarhus Universitet, fornægter sig ikke fuldstændig. Der er for eksempel i Universet er slidt en del intertekstualitet i forhold til Wilhelm Raabes novelle Die Innerste fra 1874, fra hvilket Fauth i sin digtstrøm inddrager denne fortællings skønne rødhårede kvinde, Doris Radebrecker, om hvilken der gives følgende herlige beretning:
kvinden der hed doris / havde mistet lysten til / at fortsætte livet i den / meningsløse / cirkusmanege, / spundet ind i løgne, / selvforglemmelse og / falsk identitet. / smuk var hun, / sønderlemmende / skønt / radbrækket / og åben / i ryggen / som / et c. / hun kørte ud til / skoven i den røde bil, / tog skoene og strømperne / og bukserne af / tavs. / først gik hun, så løb hun, dybere og / dybere, længere og længere ind / i den knortede skov.
Man mærker her digtets elegante spil med den romantiske filosofi, og mon ikke også H.C. Andersens fortælling Klokken fra 1850 har tjent som inspiration? I det hele taget er Universet er slidt en bog, der holdningsmæssigt ligger tættere på det 19. århundredes panteisme og romantik end på det 20. århundredes nihilisme og postmodernisme.
Der excelleres dog også i passager fra værket i både lydpoesi og konkretistisk skriftpoesi. Med hensyn til det sidste møder man følgende tekst, der med sine øjenåbnende analogier og sin subtile humor er særdeles typisk for digtsamlingen: b er beholder / c er cisterne / a er anagram / ana indeholder sig selv / i sin egen beholder / cisterner med bogstavet c som en / cirkel er sig selv med et hul / og en udgang til højre / for midten der.
En ting kan man imidlertid med sikkerhed sige, nemlig at det på intet tidspunkt er kedeligt at glide igennem Søren R. Fauths suggestive tekstlandskaber. Lad os få nogle flere af dem og meget gerne igen på et forlag som Wunderbuch, hvor boghåndværket stadig tages seriøst!