Fantastisk krigsroman eller betændt politisk skrift?

Ernst Jüngers skildring af Første Verdenskrig, I stålstormen, har fået en begejstret modtagelse i Danmark. Helt anderledes ser man på bogen i hjemlandet, Tyskland, hvor Jünger betragtes som særdeles kontroversiel på grund af sin aristokratisk sindede nationalisme. I morgen holder forlaget Gyldendal debatseminar om Jünger

I Tyskland er det svært ved læsning i dag at glemme, at Ernst Jünger i midten af 1920’erne sendte sine bøger med venskabelige hilsener til den ifølge forfatteren ”nationale fører”, Adolf Hitler. Jünger døde i 1998. –
I Tyskland er det svært ved læsning i dag at glemme, at Ernst Jünger i midten af 1920’erne sendte sine bøger med venskabelige hilsener til den ifølge forfatteren ”nationale fører”, Adolf Hitler. Jünger døde i 1998. –. Foto: akg-images.

En af de suverænt bedste krigsromaner.

Sådan lyder overskriften på en af de danske anmeldelser af Ernst Jüngers dagbogsoptegnelser I stålstormen, der for første gang udkom i 1920, og som Adam Paulsen og Henrik Rundquist for nylig har oversat fortræffeligt til dansk for forlaget Gyldendal. Og stort set alle andre danske anmeldere ser ud til at være enige. Her er tale om en af de helt store romaner fra det forrige århundrede, den er decideret uvurderlig som dokumentation af krigen, kunne man eksempelvis læse i Morgenavisen Jyllands-Posten. Sjældent har den danske anmelderskare været så tilsyneladende enig om en ny udgivelses litterære kvaliteter, og sjældent har begejstringen været så entydig. En begejstring, der ikke mindst retter sig mod Jüngers sprog og den iskolde præcision, med hvilken krigen beskrives af ham: bogens basale attraktion grunder, som eksempelvis Frederik Stjernfelt skriver i Weekendavisen, i, at den benytter sig af et køligt, sagligt, registrerende sprog.
LÆS OGSÅ: Han overlevede, så han kunne fortælle historien

En sådan uhæmmet begejstring over Ernst Jünger (1895-1998) deles imidlertid ikke alle andre steder i verden. Ikke mindst i forfatterens hjemland, Tyskland, bliver Jünger og hans værk traditionelt set på med langt mere kritiske øjne. En af årsagerne til de udbredte kritiske synsvinkler på Jünger ligger uden tvivl i hans personlige politiske historie. Det er svært ved læsning i dag at glemme, at forfatteren i midten af 1920erne sendte sine bøger med venskabelige hilsener til den ifølge Jünger nationale fører Adolf Hitler, og at han i denne periode, hvor han venter på den nationale revolutions gennembrud, ikke ytrer sig videre pænt om jøder. For nu at sige det forsigtigt. I 1930 skriver han således i sit essay Nationalisme og jødespørgsmålet, at alle nationalrevolutionære bevægelser havde lidt under mangel på konsekvens, idet stødet mod jøden hidtil aldrig havde ramt dybt nok (det havde ifølge Jünger været for overfladisk) til at kunne forårsage den fornødne effekt.

Men spørgsmålet er, om de mange kontroverser og de sammenlignet med de begejstrede anmeldere i Danmark meget kritiske stemmer om Jüngers forfatterskab i hans hjemland udelukkende skyldes forfatterens personlige placering på den yderste, antidemokratiske højrefløj i 1920erne? Om den måske sågar vil kunne forklares ud fra en politisk korrekthed og humanistisk blødsødenhed, som de tyske skyldfølelser efter 1945 har ført med sig?

Ser man nærmere efter, er dette imidlertid ikke uden videre tilfældet. Der er i den tyske af Jünger snarere fortrinsvis blevet peget på de æstetiske dimensioner i forfatterskabet, som ikke mindst I stålstormen giver udtryk for. Centralt står her især forholdet mellem ekstase og nøgternhed. Jünger beskriver her på den ene side krigen som en åbning for de elementære livskræfter, der lurer under det borgerlige samfunds overflade: der henvises gen-tagent til ildstormens elementære kraft, som frontsoldaten konfronteres med, og som i bogen direkte forbindes med en lyst til at slå ihjel. Krigeren, som det hedder i I stålstormen, vil ikke tage fanger; han vil dræbe.

Særlig provokerende er for den tyske kontekst imidlertid, at disse forestillinger om de angivelig elementære livs-erfaringer i slagmarken på den anden side forbindes med en idé om en historisk nødvendig opdragelse til hårdhed og udholdenhed. I nærmest klichefyldte vendinger beskrives, hvordan frontsoldaten under krigen bed tænderne sammen og blev trodsig stående, mens kuglerne fløj om ørerne på ham, og det myldrer med lignende beskrivelser.

Og Jünger forbinder denne idé om en heroisk hårdhed direkte med et bestemt historiefilosofisk program: Der skal gennem krigserfaring skabes intet mindre end et nyt menneske, der er præget af hårdhed og udholdenhed. Den kolde distance, den nøgternhed, med hvilken Jünger i blandt andet I stålstormen beskriver krigen, og som de danske anmeldere er så begejstrede for, bliver i Tyskland med andre ord tolket som en tydelig del i forsøget på at skabe en ny historisk epoke: den emotionsløse, stålsatte kriger, der i mødet med de elementære naturkræfter ikke kun viser mod og heroisme, men også skaber en ny mennesketype, der skal overvinde demokratiet, pluralismen og humanismen.

Særlig tydeligt bliver dette i Jüngers essay Kampen som indre oplevelse fra 1922. Første Verdenskrigs skyttegravskampe havde, skriver Jünger dér, frembragt mennesker, som verden endnu ikke havde set. Det var en helt ny race, kropsliggjort energi (...) Overvindere, stålnaturen, indstillet til kampen i sin forfærdeligste form. Krigen anses af Jünger derfor ikke, som man måske vil kunne tro, som afslutningen på voldsomhederne, men som deres begyndelse: Som en smeds hammer slår krigen ifølge Jünger ned imellem mennesker, den ødelægger den eksisterende verden og begynder med samme jernsmeds hårdhed at inddele verden i nye grænser og nye fællesskaber.

Den tyske mod Jüngers forfatterskab retter sig således typisk mod den nøgternt distancerede stil, som i Danmark roses for sit fravær af sentimentalitet og medfølelse. Ifølge den tyske af forfatterskabet kan det æstetiske med andre ord ikke adskilles fra den politiske dagsorden. Form og politik hænger hér ufravigeligt sammen. Den nøgterne på sær vis udefra betragtende registrering af krigen er set fra tysk perspektiv del i forfatterens politiske program: det handler om at skabe en registrerende, men medlidenhedsløs kriger, som skal skabe en ny verden, et nyt menneske hinsides alle moralske eller etiske fundamenter. Skabelse af stålmennesket tager sin begyndelse i I stålstormen: Først den, der er gået igennem denne storm af stål og krig, er parat til at skabe denne nye virkelighed.

Jünger har senere og allerede inden nazisternes magtovertagelse lagt distance til den partipolitiske gennemførelse af disse idealer. Ligesom mange af sine åndsfæller fra den aristokratisk sindede nationalisme forfulgte han siden omkring 1930 disse idealer primært i det æstetiske. Men set med tyske øjne vil det nok anses for temmelig problematisk at rose den nøgterne stil uden at tage stilling til dens politiske implikationer.

Og det er især i forlængelse af 1960ernes forsøg på at finde frem til de mentalitetshistoriske udviklinger, der førte til nazismens gennembrud, at man har kritiseret Jüngers æstetiske opdragelse til koldhed: ifølge mange blev præcis dette heroiserende blik set som en af de mentalitetshistoriske linjer, der har medvirket til demokratiets undergang og nazisternes opkomst i Tyskland. I stålstormen ses ud fra dette perspektiv som starten på et uhyggeligt nøgternheds- og koldhedsvanvid, hvor det politiske og det æstetiske flyder sammen til et fælles forsøg på skabe en ny verden, et nyt menneske kendetegnet ved distance, koldhed og beslutsomhed. Det er denne isende koldhed i såvel sprog som tanke, som for mange er hovedårsagen til ken mod Jünger.

I modsætning til Danmark har man i Tyskland set I stålstormen og andre af Jüngers tidlige værker som et politisk og et æstetisk opgør med alle de værdier og forestillinger, som vi i nutidens Europa med rette er stolte af. At fejre Jüngers debutudgivelse udelukkende som en æstetisk velfungerende krigsroman, som det er blevet gjort i Danmark, må ud fra dette perspektiv virke besynderligt fejlplaceret. Rosende at fremhæve denne forfatters æstetik svarer til at ytre sig begejstret over den angivelig vellykkede æstetik og de velfungerende proportioner i Albert Speers planer for Germania uden at se de politiske dimensioner i dem.

Forskellen mellem det danske og det tyske syn på Jüngers debutudgivelse er ikke til at tage fejl af. Mens man i Danmark fejrer I stålstormen primært som en klassiker, der som æstetisk værk åbenbart er overbevisende, ser man den i de største dele af den tyske stadig mere som en mildt sagt problematisk bog, hvis delvis klichefyldte æstetik direkte har medvirket til demokratiets undergang.

I morgen holder forlaget Gyldendal et arrangement klokken 16-19 om forfatterskabet med deltagelse af professor Frederik Stjernfelt, postdoc Adam Paulsen, forfatter Kristian Bang Foss og professor og Kristeligt Dagblad-anmelder Nils Gunder Hansen, som anmeldte Jüngers I stålstormen her i avisen. Artiklen kan læses på

k.dk/anmeldelser