Knausgård betræder nye stier i sin roman "Morgenstjernen"

Djævelsk god eller smask-kedelig? De fleste anmeldere mener det første og en enkelt det sidste. Norske Karl Ove Knausgård går nye veje med sin roman ”Morgenstjernen”

Karl Ove Knausgårds ”Morgenstjernen” følger et par håndfulde forskellige mennesker og udspiller sig i Bergen over to meget varme og specielle dage i august, hvor krabber i hundredvis kravler op på strande og veje, hvor fugle basker og gør folk forskræmte, og hvor en ny stjerne viser sig på aftenhimlen. Her er han fotograferet på sin stamcafé i Hither Green, London, ”You Don’t Bring Me Flowers”. – Foto: Edmond Terakopian /eyevine/Ritzau Scanpix.
Karl Ove Knausgårds ”Morgenstjernen” følger et par håndfulde forskellige mennesker og udspiller sig i Bergen over to meget varme og specielle dage i august, hvor krabber i hundredvis kravler op på strande og veje, hvor fugle basker og gør folk forskræmte, og hvor en ny stjerne viser sig på aftenhimlen. Her er han fotograferet på sin stamcafé i Hither Green, London, ”You Don’t Bring Me Flowers”. – Foto: Edmond Terakopian /eyevine/Ritzau Scanpix.

De fleste kender ham som forfatter til de seks autobiografiske bøger ”Min kamp 1-6”. Her skrev han sig ind i en klassisk realistisk tradition, der blandt meget andet udmærkede sig ved sikker og detaljerig skildring af hverdagslivet.

Men Karl Ove Knausgård træder nye og fantastiske stier med ”Morgenstjernen” (på dansk ved Sara Koch, udgivet af Lindhardt og Ringhof), der følger et par håndfulde forskellige mennesker og udspiller sig i Bergen over to meget varme og specielle dage i august, hvor krabber i hundredvis kravler op på strande og veje, hvor fugle basker og gør folk forskræmte, og hvor en ny stjerne viser sig på aftenhimlen.

Apokalypsen lurer midt i den norske hverdag, hvor vi blandt andre møder sygeplejersken Solveig, der måske er forelsket i en terminal patient og desuden med til at fjerne organer fra en hjernedød, der måske alligevel ikke er helt hjernedød, pædagogmedhjælperen Emil, der taber en dreng på gulvet, men lader som ingenting, selvom den lille måske har taget varig skade, samt den nyomvendte kristne rigmandssøn og lediggænger Egil.

Der er mere end en enkelt anmelder, der slår sig på denne Egil, men den, der kommer fra læsningen med flest skrammer, er Erik Skyum-Nielsen, der i Information forestiller sig, at forfatteren må have følt en lettelse ved omsider at slippe for at skrive om Karl Ove Knausgård. Men han konstaterer også, at nissen er flyttet med i form af en hang til ”essayistisk udskridning og en ulyksalig forkærlighed for overdetaljeret tings- og situationsbeskrivende kradseri”, hvilket ikke mindst gælder for bemeldte Egil, samt at forfatteren alt for hurtigt mister interessen for sine mange personer og mest af alt minder ”om en vært, som inviterer til stort selskab og lige til at begynde med præsenterer gæsterne én for én, men derpå trækker sig tilbage til sit kontor. Eller sagt på en anden måde: Hvad der begynder som en formmæssigt interessant flersporet fiktion, slår om i en fortænkt og forskruet mammut-monstrøs tankeopvisning.”

Resultatet er blevet en roman, som er ”en blanding af halvhjertede hverdagsportrætter og helhjertet blær” – og som desuden er ”smask-kedelig” og skrevet med så stor en detaljerigdom, ”at det føles som tortur at læse”.

Helt så hårdt slår Bo Bjørnvig sig heldigvis ikke på ”Morgenstjernen”, omend han i sin anmeldelse i Weekendavisen medgiver, at mange af dagligdagsbeskrivelserne er lidt småkedelige, men at man stryger gennem de passager i høj læsefart, indtil der sker noget. Men også han finder, at det bliver for langhåret, når essayisten tager over:

”Men Knausgård har altid dyrket digressionens kunst, så alt er ved det gode gamle i den forstand, at ramasjang og det dybt tænkte veksler.”

Men så er det stort set også slut med de danske forbehold over for Karl Ove Knausgårds nyeste, og der falder herefter fem stjerner og hjerter. Således også hos Søren Kassebeer i Berlingske, der betegner ”Morgenstjernen” som ”en prætentiøs, men også stærkt medrivende, roman om en normalitet, der kæmper for livet”, og han konstaterer, at man efter endt læsning ikke er den samme, da Knausgård, uanset om man kan lide det eller ej, rykker uigenkaldeligt ved vores opfattelse af virkeligheden.

Dog savner han, at romanens personer havde fået mere individuelle stemmer, men at ”tendensen til enshed og oppustethed opvejes af, at Knausgård er en forbandet god storyteller. Hver af romanens mange socialrealistiske jeg-kapitler er i sig selv fascinerende, afsluttede skæbnefortællinger. Dem ville man nødigt være foruden.”

I Politiken anmelder Jes Stein Pedersen under overskriften ”djævelsk god roman bryder radikalt med realismen”, og han finder, at Knausgårds nye med de mange fantastiske elementer er fascinerende og markerer en radikal kursændring og generobring af den form for skønlitteratur, hvor alt kan ske:

”De fleste af hans bøger rummer et spekulativt lag. Som regel i form af essayistiske passager, der perspektiverer det hverdagsliv, han fortæller om. Det nye er, at det spekulative nu er en integreret del af fiktionen. Han nøjes f.eks. ikke med at hive mere eller mindre tågede tanker om ondskabens natur ind fra højre, men lader korporlige djævleskikkelser med gule øjne slå sig løs ude i skoven. Han skaber en verden, som ikke findes, i stedet for at skrive om den, der eksisterer.”

Men netop det spekulative er noget af det, som Henrik Wivel hæfter sig ved som en svaghed i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad, og her må Egil igen stå for skud:

”Havde Karl Ove Knausgård ladet ’Morgenstjernen’ stråle uden Egils indlagte og alenlange forklarende tekstbånd, havde romanen stået suverænt. Men romanen er fascinerende og inciterende nok, som den er. Ja, et egentligt udtryk for angst. Forfatteren skrev for et par år siden en glimrende bog om sin berømte landsmand Edvard Munch. Den er virkelig Munchs natur, denne bog. ’Morgenstjernen’ kan siges at være en nutidig litterær pendant til Munchs maleri ’Skriget’.”

Og endelig kvitterer Niels Lillelund i Morgenavisen Jyllands-Posten med følgende beskrivelse af sit bekendtskab med ”Morgenstjernen”:

”Som læser suges man ind uden helt at vide hvorfor, for de overnaturlige fænomener appellerer ikke i sig selv til eftertanke, de lader sig vifte af – men kun i første omgang. Knausgård doserer åbenbaringerne ganske effektivt. Man læser videre, man drages og frastødes på én gang – uden helt at vide hvorfor. Der er noget storladent over det, selvom man ikke helt ved, hvad man skal stille op med det – bortset fra at læse og læse.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.