Ny udgivelse af Kim Leine er fantastisk udansk og kærkommen

Bogforum-aktuelle Kim Leine tager med ”Dansk Standard” et modigt spring

Ny udgivelse af Kim Leine er fantastisk udansk og kærkommen

I horrorgenren ligger den psykologiske symbolik gerne i den tunge ende af skalaen, og også derfor flyder der gerne en konstant understrøm af tøvende spørgsmål hos modtageren: Sker det her virkeligt? Eller er det et produkt af en djævelsk underbevidsthed?

I filmmediet kan de visuelle virkemidler nemmere indhylle seeren i et mareridtsagtigt tableau, hvor uhyggen sammen med litervis af blod gerne driver fra væggene, men her og der i bogreolerne findes også super velskrevne eksemplarer. John Ajvide Lindqvists ”Lad den rette komme ind” (2004) og Samanta Schweblins gotiske ”Redningsafstand” (2014) kan hives frem og støves af til de nysgerrige, men hvor Schweblin doserer sine virkemidler med afmålt hånd, så kammer det voldsomt over her og der i Kim Leines ”Dansk Standard”.

Læseren efterlades med nogle meget effektive chokbilleder på nethinden, men visse steder kammer den groteske humor over, og et indgreb, hvor en genfødt skal hives ud fra en mands endetarm med et kollektivt ”O-hiv, o-høj” bliver decideret fjollet.

”Dansk Standard” byder på utallige overgreb, anorektiske zombiekvinder, afstumpede medmennesker, genfødte hunde og billeder, der bliver levende for ens øjne.

Vi følger søskendeparret Mette og E, der begge flygter fra deres ulykkelige barndom. Forældrene døde i en brand, og opholdet hos onklen, Thomas, hvor også den mystiske kusine og halvt lammede tante Ilse bor, satte dybe spor i dem begge. Så dybe, at Mette ofte lader sig overmande af den snigende sorte depression og prøver at skære det perfekte 111-tal i sit håndled. Hver gang reddes hun dog fra selvmordsforsøget og kaster sig hovedkulds tilbage i arbejdet som læge på Traumecenteret.

E, derimod, har med tilsyneladende held tvunget de ætsende erindringer så langt ned i glemslen, at han lever et ensomt og rutinepræget liv. Arbejdet i virksomheden Dansk Standard, hvor han blandt andet arbejder med at gøre alt i Danmark til standardstørrelser, er lige så kedeligt, som det lyder, og E begiver sig mekanisk rundt i verden som en robot, der mangler en opdatering i sit program med sociale evner.

Både Mette og E opsøges af fremmede, der skubber til deres ensomhed. Var det noget med en hund til den enlige mand? Eller hvad med en spirituel forsamling af glade videnskabsentusiaster til den fortabte kvinde?

Både hundeinternat og organisationen Teosofisk Verdensuniversitet viser sig imidlertid at have alternative dagsordener, der næsten bliver for indviklede at udrede her.

Både hund og fællesskab lykkes imidlertid med at rykke Mette og E ud af deres fastgroede hverdag, og da Mette udfører en abort på sig selv, begynder E’s verden bogstavelig talt at smuldre. Hans i forvejen meget livlige fantasi, der giver sig til udtryk i natlige drømme, hvor han igen og igen slår sin onkel ihjel på blodig vis, begynder at sive ind i virkeligheden, og Kim Leines horrorroman begynder at udvikle sig til det frankensteinske monster, den er. Uden særlig megen finesse, men med et sprogligt og fortællermæssigt overskud, der i sandhed gør Kim Leine til en af de dygtigste forfattere i landet.

Det, der for alvor adskiller ”Dansk Standard” fra den dansk-norske forfatters første mange udgivelser, er dens fokus på plot, struktur og fremdrift og dens ublu leg med weird fiction og gotik. Det er fantastisk udansk og fantastisk kærkomment. Må alle forfattere skrive en ”Dansk Standard”.