Prøv avisen
Bog

Uffe Ellemann-Jensens nye bog ligner et politisk kampskrift mod nationalkonservatismen

4 stjerner
Hele bogen er skrevet med den sædvanlige ellemannske kombination af arrogance, lune og selvironi, som bragte ham langt i det politiske liv. Foto: Jens Welding Øllgaard

Uffe Ellemann-Jensen er meget bekymret over nationalkonservatismens fremmarch i Danmark og verden. Det er der kommet en velskrevet bog ud af, som dog vil lidt for meget

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har skrevet en bog. Igen. Denne gang handler det ikke så meget om jagt og fiskeri eller om hans tid som politiker, selvom der også er lidt om det. Derimod handler ”Som blad i høst – Mit liv efter politik” om hans knap tyve år som ”pensionist”. Men det er ikke erindringer, skriver han i forordet. Hvad det egentlig er, er imidlertid svært at få rede på.

Den tidligere minister og journalist har brugt tiden efter politik til at rejse rundt og besøge gamle venner og bekendte i hele verden, arbejde i en række bestyrelser for virksomheder og kulturelle institutioner og fonde samt i næsten seks år at kommentere verdens skæve gang i TV 2’s udenrigspolitiske magasin ”Ellemann og Lykketoft”.

Nu forklarer han, at af hensyn til to af sine børn på ansvarsfulde poster i dansk politik, er der stadig ting, han ikke vil skrive om. Ikke direkte, i hvert fald.

Men allerede på side 65 får vi at vide, at hans søn Jakob, Venstres nuværende politiske ordfører, i 2007 meldte sig ud af Venstre og ind i Ny Alliance, fordi den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersen havde fået foræret en sikker valgkreds for at ville føre en strammere udlændingepolitik i partiet.

Lidt senere efterlades læseren ikke i tvivl om, at hans datter Karen ved regeringsudvidelsen sidste år var skuffet over at skulle skifte fra social- og indenrigsminister til minister for ligestilling og nordisk samarbejde. Faderen trøstede og støttede, lyder det.

Ingen af oplysningerne kan regnes for politiske fabrikshemmeligheder, men de er næppe heller hjælpsomme for familiemedlemmerne, når Venstre netop nu står midt i en voldsom kamp netop om, hvor liberalt eller konservativt partiet skal være i udlændingedebatten. Det er svært at forestille sig, hvad det præcis er, Uffe Ellemann-Jensen ikke kunne have fortalt i egentlige politiske erindringer, hvis det var det, han gerne ville.

Det var det så nok heller ikke. Langt mere ligner det et politisk kampskrift ind i de sidste tyve års værdidebat. Uffe Ellemann-Jensen brød sig aldrig om det skift i tonen, der kom med Venstres valgkamp i 2001, hvor udlændingekortet blev spillet hårdt ud første gang.

Han var imod den ytringsfrihedsfundamentalisme, som kom frem under karikaturkrisen i 2005, og han var ikke begejstret for sit partis omfavnelse af velfærdsstaten, hvor hans efterfølger, Anders Fogh Rasmussen, ligefrem pralede med, at der aldrig havde været en større stigning i antallet af offentligt ansatte. Sat på kort form var og er han i opposition til den nationalkonservatisme, som i stadig højere grad præger hans parti samt dansk og i øvrigt international politik.

En meget stor del af bogen handler om den internationale udvikling. Om de baltiske lande, som han har viet også meget af sit pensionistliv til, og om Ruslands forvandling fra et gryende demokrati til et autokratisk og truende regime under Vladimir Putin. Om det fejlslagne arabiske forår og Vestens naive forventninger til det. Om Brexit og de konsekvenser, det får for EU og Europa. Om USA’s utilregnelige præsident, Donald Trump, kort sagt, om vi kan efterlade verden bedre til vores børn og børnebørn, end vi selv modtog den.

Og far er hverken vred eller skuffet. Far er bekymret. Meget endda. Det er hans politiske testamente, som altså er pakket ind, så det skal minde om de politiske erindringer, det alligevel ikke er.

Uffe Ellemann-Jensen koketterer med sin alder og den gamle vittighed om, at alternativet til at blive ældre trods alt er værre. Han skriver om de alvorlige sygdomme, der er stødt til, om sin foreløbig 14 år lange ”rygepause”, om familiens hund Oscar og selvfølgelig en smule om fisk og jagt.

Det hele er skrevet med den sædvanlige ellemannske kombination af arrogance, lune og selvironi, som bragte ham langt i det politiske liv.

Han skriver stadig godt og har åbenlyst noget på hjerte til en utryg verden, der frygter globaliseringen og lukker sig om sig selv.

Måske skulle han have koncentreret sin fortælling mere om det og lidt mindre om ”namedroppingen” (navnepraleriet) med alle de mange ledende politikere, erhvervs- og mediefolk, han har frekventeret de senere år. Denne anmelder havde i hvert fald ikke følt sig snydt, hvis han havde valgt den løsning.