Prøv avisen

Far, far, krigsmand!

Karl Ove Knausgård er i gang med sit livsprojekt med den selvbiografiske romanserie "Min kamp", hvoraf tredje bind udkommer i dag. Fade-rens skygge over Knausgårds første barndomsår er bogens omdrejningspunkt. -- Foto: Leif Tuxen.

Selvom tredje bind af den norske forfatter Karl Ove Knausgårds selvbiografiske storværk vugger et mere traditionelt sted i midten, er det stadig skrevet med hver en nervetråd blotlagt

Så nåede vi til pudlens kerne, som Goethe ville have sagt det. Grundfjeldet, ja, urårsagen til hele dette omnipotente selvbiografiske projekt – seksbindværket om den norske forfatter Karl Ove Knausgårds eget liv, hvoraf tredje bind netop er udkommet på dansk.

Og den kronologiske kurve knækker endnu engang. Vi er i barndomsårene i en villa på øen Tromøya i Sørlandet. På første side flytter familien fra Oslo til dette yderste rev, og alt ånder sådan set fred og idyl. Det er jo bare "en helt almindelig familie", hun er sygeplejerske, han skal være lærer på den lokale skole. Storebror Yngve er fire et halvt år gammel, mens Karl Ove på otte måneder ligger i barnevogn. Vi er i august 1969. Dagen er mild og overskyet.

Men der er en skygge. Tre små bogstaver fulde af uro: Far. Farbjerget. Faderhuset. Far, far, krigsmand! Han, der ser alt, hører alt, registrerer alt. Han, hvis ansigt dukker op i døren ind til barneværelset på de mest uberegnelige tidspunkter, han, der kan "snuse sig frem til en situation på flere kilometers afstand". Han, der beordrer husarrest eller en dukkert i det iskolde vand. Han, der afgør dagens stemning ved et enkelt smæld med døren. Snart afvisende, snart venlig, snart vred. Han, i hvis fravær man først kan trække vejret frit. Uforudsigelighed er hans navn.

Det er ham, der lærer sine børn altid at leve med skærpet opmærksomhed, aflæse den mindste bevægelse i en blanding af flugt, stivnet angst og behagesyge. Selv skriver Knausgård: "Den eneste virkelige uforudsigelige faktor i det liv, der gik fra efterår til vinter, forår til sommer, klassetrin efter klassetrin, var far. Jeg var så bange for ham, at jeg selv ved den største viljesanstrengelse ikke kan genskabe det?".

Den symboltunge titel, "Min kamp", de seks tykke bind, følelsen af at være havnet i den sorte gryde for aldrig nogensinde helt at komme op, alt det kan muligvis tilskrives denne far.

Men heldigvis er mor der også. Og i en smuk, næsten forelsket tone hører vi om hendes nærvær, hendes respekt, hendes ynde, ja, bare hendes måde at tørre sit hår på: "For var der nogen der var der, i bunden af den brønd som barndommen er, var det hende, mor, min mor." Og det år, hun flytter fra familien for at læse videre, er nærmest fatalt.

Kan begrebet far fylde så meget? I denne forfatters optik kan det. Allerede i første bind rejser bjerget sig. Da er familien flyttet til Kristiansand, Karl Ove er i puberteten, og far er ved at gå i opløsning. Og i et radikalt tidsspring følger vi til sidst de to brødres oprydning efter den dybt alkoholiserede, afdøde far. Det er djævleuddrivelse med klor og sæbevand!

I bind to er vores hovedperson selv blevet far. Og forfatter. Måske i omvendt rækkefølge? Og også her skaber Knausgård disse virkningsfulde brud ved en række kronologiske spring, der får mødet mellem sandhed og fiktion til at vibrere – fra kaotisk, sammenbidt børnefamilie til det allerførste møde med lyset Linda.

Tredje bind er langt mindre sofistikeret bygget op. Og dermed er det grænseoverskridende projekt "liv" i størrelsesforholdet én til én på en måde sat på standby. Stod dette bind alene, ville det nok funkle ved sin fabelagtige iagttagelsesevne, alt set med barnets blik, men ikke adskille sig markant fra andre gode (norske) barndomsfortællinger. Og det minutiøst lange forløb, der kendetegner værket, får læseren til denne gang at rokke utålmodigt på stolen.

Når vi ikke hører om far, fyldes dagene således med leg, kammerater, med angsten for at blive opdaget når man tænder bål, og ilden løber løbsk, og ikke mindst med piger. Piger! Syv år gamle og fulde af forførelse. Og sådan skal det blive ved. Også da familien til sidst flytter fra øen.

Og selvfølgelig flytter far med. Som nissen. Længe efter sin egen død flytter han med. I et af de få tilbageblik konkluderer den voksne forfatter:

"Jeg lever, jeg har mine egne børn, og med dem har jeg egentlig bare forsøgt at lykkes med en eneste ting, nemlig at de ikke skal være bange for deres far (?) hvis der er nogen jeg er glad for at blive overset af, er det dem. Og skulle de helt have glemt at jeg var der når de selv bliver fyrre, vil jeg takke og bukke for bifaldet."

Sådan ser vi livet gennem denne registrerende, alt iagttagende og totalt usentimentale kameralinse, der er den litterære krumtap i hele Knausgårds projekt. At skrælle alt lir bort. At fremskrive en fiktion blottet for fiktion. En psykologi blottet for banale årsagssammenhænge. Livet er. Virkeligheden er. Materialet er. Far er. Og så er der ikke andet. Hvilket i sig selv jo er en fiktion!

I det dobbeltprojekt er Karl Ove Knausgård i enhver forstand enestående. Selvom bind tre vugger et mere traditionelt sted i midten – uden den vrede og den humor, uden den subtile redigering der har karakteriseret de to første bøger.

Men det er stadig skrevet af en forfatter, besat, forbandet, beåndet med "mindernes absolutte gehør". Af en mand, hvis højeste ønske det er at blive glemt af sine egne børn, mens han selv sidder tilbage og husker hver sten på vejen.

kultur@k.dk

Karl Ove Knausgård: Min kamp 3. Oversat af Sara Koch. 480 sider. 350 kroner. Lind-hardt og Ring-hof. Udkommer i dag.