Prøv avisen
Film

Forfriskende fortælling om mænd og kvinder, der ikke helt slipper det bedagede

3 stjerner
I en verden, hvor identitet både er alt og tilsyneladende intet, er ”Forført” en forfriskende fortælling, der dog aldrig slipper det let bedagede. Juliette Binoche er blændende i hovedrollen. – Foto: Camera Film.

Juliette Binoche er blændende i knitrende irriterende fransk identitetsmelodrama, der går på lystig strandhugst hos Alfred Hitchcock og i 1990’er-film om farlige kvinder

Juliette Binoche er den midaldrende universitetslektor Claire. I åndelig topform underviser hun i franske fortællerinder, mens hun bebor sit forladte legeme, forstødt af ægtemanden efter 25 års samliv og to sønner.

Claires krop har mistet værdi i det ungdomselskende Paris. Hendes yngre elsker ser hende som adspredelse. Binoche er selvfølgelig billedskøn, smuk som en spæd forårsdag, men fred være med det, man forstår præmissen – med tyk streg under ung versus gammel.

Claire ser sin elskers unge krop som en påmindelse om, at hun en dag skal dø, ene og forladt. For Ludo (Guillaume Gouix) vil ikke blive efter elskoven. Da han forsvinder fra mail og messenger, opretter Claire en falsk profil for at indfange ham igen. Og så bliver Claires memento mori i tastatur-klimprende falset brolagt med falskhed og forhåbning om et andet liv på de sociale medier.

Claire opretter nemlig, med lidt spidssjov møje og besvær, alter egoet Clara, med falsk profilbillede og det hele. Clara er en spidsmundet og spændstig ung danserinde (og her må man gerne forfalde til udelukkende at beskrive en kvindelig karakter fysisk, for det er det, den unge kvinde på Facebook-billederne er: en tom skal, en yndighed, et kødeligt symbol på sex appeal og fysisk forblændelse), og Claire/Clara indtræder i et forførende fatalt forspil med Ludos 25-årige ven Alex (Francois Civil).

Claire og Alex skriver og taler pludselig sammen konstant på mobilen, og en afart af en kærlighedsaffære udfolder sig. Efter at have levet i lejligheden eller auditoriet træder Claire nu ud i lyset, ud i solen. Det er ikke længere kun skærmens blege efterglans, der lyser verden op, selv verden bliver lys igen for Claire. Den falske identitet og den farlige leg gør livet sprudlende, når personaen og personen bliver en og den samme. ”Jeg er bedre til at være ung, end da jeg var det,” siger Claire. Men lyset er falsk, lige så falsk som profilen.

Hele affæren fortælles i fortid i mere og mindre troværdige tilbageblik hos psykoanalytikeren dr. Catherine (Nicole Garcia). For affæren, hvor den midaldrende Claire lige pludselig sidder på alle esserne med vid og indsigt som en midaldrende intellektuel og krop som en gudinde, ender selvfølgelig fatalt. Eller gør den?

Instruktør Safy Nebbou leger med forventninger og slutninger, Hitchcocks ”Rebecca” møder Glenn Close i ”Farligt begær”, og Binoche er både den forsmåede kvinde og den maskuline, jægeren.

Franske ”Forført” er bedst, hvis man husker at slå smilet til, lifligt lader sig forføre af Binoche og nyder de intrikate lag i den genreleg, der smyger sig igennem filmen.

”Forført” vil kritisk kommentere internetlivets nemme adgang til stjålne identiteter, den ulige aldring mellem kønnene og dødelighed i en samtid, der ser tilværelsen i et monokromt evighedsperspektiv med kantede sandheder. Det er meget alvor, meget patos, at putte ind i en film, der genremæssigt læner sig op ad romantiske komedier, men det passer godt til Hitchcock-pastichen.

Kameraet kæler ikke bare for Binoches ansigt, men sluger hende nærmest. Og Binoche leverer sit velkendte fysiske skuespil. Hun kan sagtens fylde enhver indstilling med sit eget nærvær og en knitrende stemme i en mobil som eneste med- og modspiller.

I en verden, hvor identitet både er alt og tilsyneladende intet, er ”Forført” en forfriskende fortælling, der rusker op i kantede fortællinger om mænd og kvinder. Men den er også irriterende insisterende på, at kroppen er tilværelsens hellige tempel. Befriende og bedaget på samme tid.