Stormen har netop lagt sig. Det er 27 grader varmt. Den tavse teenagesøn har barberet alt håret af. Han vil ikke have solcreme på, han er forbrændt. Den yngre søster ser ned i sin bog, væk fra mor. Alting står stille. Urovækkende stille.
”Rud” udspiller sig i et sommerhus i Asserbo. Her opholder fortælleren Kaisa sig med sine to børn, Malte på 14 og Mira på 10. Det er to år siden, hun sidst har været tæt med dem, hun forlod sit ægteskab, og der har været indlæggelser. Nu er det allersidste dag, i morgen kommer eksmanden, Simon, og henter børnene. Alt er vist gået godt, men så bliver Malte væk (eller rettere, så lader Malte sig blive væk).
Da Kaisa omsider bryder ind i hans aflåste anneks, viser der sig en uhyggelig stinkende samling af kropsligt affald, negle, hår, sæd i uskøn forening med gådefulde kort markeret med punkter og sætninger. Kortene er gengivet i romanen, og læseren kan selv gå med på sporlegen.
Kamilla Hega Holst har en helt særlig evne til at tage fat i det ukomfortable, i svære følelser, umage forhold, begær, der ikke passer ind i forestillingerne, og så bare holde fast, trække det hele frem, uden at fortælle læseren, hvad der er rigtigt eller forkert, lade fortællingen i al dens ubehag stå åben for mange fortolkninger. Jeg tænker på hendes arbejde, som når man graver skvalderkål op i haven, man tror, at nu har man den, man trækker og trækker, så knækker den, og man finder endnu et skud, og til sidst ligger der sådan en filtret bunke for ens fødder.
Når jeg associerer til skvalderkål, er det ikke tilfældigt. Hovedpersonen i ”Rud” hedder Kaisa, og hun fortæller om sin mor, at hun lod skvalderkålen være, indtil hun fik naboerne på nakken. Derefter spiste hun sig simpelthen igennem den. Skvalderkål har ingen respekt for hække. Planten er et såkaldt rhizom, fordi den ikke er afhængig af moderplanten, som for eksempel et træ med rødder og krone, men kan skyde fra det mindste afknækkede stykke. I romanens kolofon man man læse, at Kamilla Hega Holst har været optaget af de franske filosoffer Gilles Deleuze og Félix Guattaris filosofiske udfoldning af rhizom-begrebet, som helt overordnet handler om at bruge netværket, fletværket og rhizomet som måder at tænke på. Også bogens omslag, der ligner et udsnit af et Jackson Pollock-maleri eller et forstørret billede af svampevækst, peger i den retning.
”Rud” begynder på mange måder som en realistisk roman om en kvinde i krise. Men i anden halvdel, hvor eksmanden også er ankommet, viser den sig at være en vild og virkelig klaustrofobisk uhyggelig fiktion, som får en til at tænke på den slags gyserfilm, der udspiller sig i skove, hvor der hele tiden er noget, man kan falde over, og hele tiden nogen, der kan komme bagfra.
Kaisa falder da også mere end en gang. Hvor Simon er den, der har styr over kort og koordinater, den, der har en plan med det hele, så er Kaisa den, der snubler og falder og forvirrer sig igennem tilværelsen, roder rundt i materien. I hvert fald i sin egen fortælling – men, viser romanen, den fortælling er ikke så meget hendes egen, som den er Simons. Og det er en vigtig pointe, for på mange måder er ”Rud” en fortælling om kvindehad. Mænds kvindehad, men værst i virkeligheden den måde, det samme had overtages af kvinderne selv.
Alting i ”Rud” er sat på spidsen, det er som sagt ikke køkkenbordsrealisme. Men alligevel genkender man jo som læser elementer fra sit eget liv. Teenagebarnet, som på en og samme tid er en så nær, og som samtidig vokser sig stort og fremmed, står der med sin hormonlugtende krop som et næsten alt for fysisk indslag i den forestilling, vi har om familien og dens orden.
”Rud” er ikke nogen feel good-roman, der lader læseren gå ud med en klar forståelse af, hvad der egentlig var på færde. ”Rud” er en lille rydning i skvalderkålsbedet, og læseren kan selv løfte stængel efter stængel og se, hvilke mønstre de aftegner.
Af pladshensyn udgår bestseller-listen og klummen Liv&Litteratur i dag.
5 stjerner