Danske Susanne Kovacs' bedsteforældre overlevede holocaust.
Farmoren og farfaren var ungarske jøder og under Anden Verdenskrig klarede de sig gennem ophold i de tyske koncentrationslejre Mauthausen og Ravensbrück. Efter krigen kom de til Danmark, stiftede familie og fik børn, og ingen af dem talte nogensinde rigtigt om det, der var hændt. Men deres barnebarn mærkede alligevel traumet som en usynlig elefant i rummet.
Det er der nu kommet en film ud af, Susanne Kovacs' (født 1978) debutfilm ”The Elephant Room” (Elefantrummet), som bygger på tre års samtaler mellem Susanne og hendes farmor om holocaust. Filmen har endnu ikke haft premiere, men danner på lørdag afsæt for en debataften under den jødiske filmfestival i København, Copenhagen Jewish Film Festival, om familieskildringer af holocaust i 70-året for Auschwitz' befrielse.
Til arrangementet deltager også et andet barnebarn af en holocaustoverlever, nemlig filmproducenten Casper Høyberg, der ligeledes er i gang med at producere en film om familiens traume. For begge instruktører er fortrængning et centralt emne, forklarer Susanne Kovacs.
”Jeg har ikke oplevet de helt forfærdelige og ubeskrivelige ting, mine bedsteforældre har. Men jeg kan konstatere, at de har været påvirkede og har haft svært ved at italesætte det. Og det har i sidste ende påvirket mig.”
For Susanne Kovacs er der faktisk ikke kun én elefant i rummet, som hun udtrykker det, men to. Hun har nemlig en tysk mor. Det har gjort forholdet til bedsteforældrene endnu mere kompliceret, og det forsøger hun også at nærme sig i filmen.
Som barnebarn kan man stille mere direkte spørgsmål, mener Susanne Kovacs.
”Man kan være lidt mere strid. Mine forældre var tæt på og mærkede nok i højere grad, at 'det her, det taler vi ikke om',” siger hun.
Susanne Kovacs' farmor døde sidste år under optagelserne til filmen. Hun nåede således ikke at opleve det angreb, der fandt sted på synagogen i København i sidste uge og har sat tanker i gang hos barnebarnet.
”Nu har jeg i tre år prøvet at forstå min farmor, og hvad det var, hun var så bange for. Og så, bum, lige pludselig er der politi uden for døren, når jeg skal tale på lørdag. Den angst, min farmor havde, er ikke længere kun fortid,” siger hun.