Farshad Kholgi: Jeg var virkelig en ynkelig mini-Picasso

Skuespiller, foredragsholder og debattør Farshad Kholgi var i mange år panisk angst for at stifte familie. Det ændrede sig, da han mødte sin kone Lea. I bogen ”Modne Mænd 2 – samtaler om livets patina” reflekterer han over den kærlighed, han fandt sammen med Lea. Læs et uddrag her

Kombinationen mellem at være et ”overbeskyttet enebarn fra Iran” og have store ambitioner gjorde, at Farshad Kholgi ikke kunne se sig selv stifte familie.

Farshad Kholgi, 50 år
Skuespiller, foredragsholder og debattør

Fra du var 15 år, til du blev 40, varede ingen af dine kærlighedsforhold længere end tre år – hvorfor ikke?

Hånden på hjertet. I starten var jeg simpelthen for egoistisk. Jeg er et meget forkælet og meget overbeskyttet enebarn fra Iran, og jeg tænkte meget på mig selv, og hvis det ikke lige fungerede, var det i mine øjne bare synd for mig selv. Desuden havde jeg i mine yngre år så mange planer og ambitioner, at jeg følte, at et forhold med kone og børn ville binde og bremse mig, og dén risiko havde jeg ikke lyst til at tage. Derfor undlod jeg at kaste mig ud i et følelsesmæssigt projekt. I virkeligheden har jeg altid modenhedsmæssigt følt mig 10 år yngre, end jeg var – og sådan har jeg det stadig.

Jeg har faktisk kun kendt virkelig dejlige og søde kvinder, men især mens jeg var i 20’erne, strandede mine forhold igen og igen på grund af min tunge bagage, som jeg havde med fra Iran. Jeg kunne ud af det blå ryge i et sort hul, hvor jeg blev bange for at miste, og det eksploderede efter overfaldet på mig på Nørrebro i 2001, hvor jeg ikke var særlig behagelig at være sammen med. Jeg blev også utrolig ked af det og fik frygtelige angstanfald. Det var, som om en grundlæggende angst dukkede op.

Jeg led i mange år af en panisk angst for at stifte familie og slå mig ned, for jeg var sikker på, at det ville ende galt. Hver gang jeg åbnede mit hjerte og var sammen med en kvinde, blev jeg ramt af usikkerhed og nedtur. Og til sidst tænkte jeg, at jeg var lykkeligst, når jeg var single. Jeg tror, at angsten stammede helt tilbage fra min barndom, hvor jeg frygtede, at jeg aldrig mere skulle se min far, men jeg begyndte at få det bedre, da jeg fik råd til at købe en lejlighed, og langsomt begyndte jeg at kunne opbygge et trygt hjem.

Du var noget af en mundfuld for dine kærester?

Jeg var en ekstrem mundfuld. Jeg kan huske, jeg i slutningen af 1990’erne så en film om Picasso. Helt uden kunstnerisk sammenligning i øvrigt. Han var superegoistisk, nærtagende og misundelig, og jeg tænkte bare: ’Fuck, Farshad – det er som at se dig selv!’ Jeg var virkelig en ynkelig mini-Picasso.

Men for 10 år siden mødte du din nuværende hustru, Lea. Hvad kunne hun, som de andre ikke kunne? Eller måske skal jeg rettere spørge: Hvad kunne du selv lige pludselig?

Jeg havde mødt hende helt tilfældigt året forinden på en café ved Søerne, og så sendte hun mig en dag en besked, om jeg ikke havde lyst til at få en kop kaffe med hende og gå en tur. Og det havde jeg. Jeg var ganske vist halvandet år forinden gået fra en pige, som var flyttet ind i min lejlighed på Østerbro. Jeg regnede med, at vi skulle være par, men hun ville gerne have børn, og det ville jeg ikke.

Men klokken 08 om morgenen en dag i april 2011 skulle vi så mødes på Riccos Kaffebar i hjertet af København, og allerede da jeg så min 27-årige date sidde derinde, tænkte jeg: ’Ja, selvfølgelig.’ Det var et magisk møde, hvor jeg sad og kiggede på hendes smukke øjne og nød hendes måde at fortælle på. Og jeg tænkte bare: ’Jeg vil så gerne have, at du bliver mor til mine børn.’

Min sædvanlige angst begyndte imidlertid at dukke op, da Lea og jeg blev kærester og begyndte at se hinanden oftere og oftere, og dét i en grad, så jeg opførte mig, som om det var en date, selvom jeg var sikker på, det skulle være os. Men efterhånden fik jeg bare lyst til at være sammen med hende hele ti- den – og nu fik jeg virkelig glæde af, at jeg havde gået i terapi og havde opsøgt psykologhjælp i syv-otte år. Jeg var endelig begyndt at kunne tale åbent om min angst – sætte ord på den. Jeg skrev i øvrigt på min bog: ’Tre gange dagligt mod depression’, da jeg mødte Lea. Den bog hjalp mig også til at gøre op med min angst.

Lea er ekstrem dejlig og ufattelig smuk, og hun har en eller anden form for indre, nordjysk ro, som man sjældent møder. Hun skal ikke bevise noget, og jeg kunne fra første sekund mærke, at vi havde en connection. Der gik dog et par måneder, og det blev sommer, inden vi blev kærester, for efter vores møde skulle jeg til Aarhus og spille revy.

I juni fortalte jeg Lea, at jeg skulle på ferie i Grækenland. Jeg plejede at rejse alene til den fredelige havneby Nafplio på halvøen Peloponnes i det sydlige Grækenland. Jeg spurgte, om hun havde lyst til at komme med derned i 14 dage. Det havde hun, og samme aften fortalte hun mig i øvrigt ligeud, at hun gerne ville have et længerevarende forhold, og hvis jeg ikke var interesseret i dét, så gad hun ikke rejse med mig på ferie. Klar besked fra juristen fra Skatteministeriet. Lea var bundærlig og uden agendaer, og jeg tænkte bare: ’Wauw ...’

Men pludselig var jeg ikke afvisende. Måske var det kombinationen af, at jeg var blevet mere moden og nu var sammen med kvinden i mit liv, min soulmate.